Bekymringer og også de unødvendige

Dette indlæg er atypisk, da jeg ville have skrevet om flere forskellige emner.
 
Jeg valgte en anden indgangsvinkel, idet jeg med lukkede øjne samt papir og kuglepen i hænderne tankemæssigt stillede nogle spørgsmål og fik besvarelser i form af fornemmelser.
 
Min mål var at spørge om, hvad temaet i denne uge skulle være.
 
Det viste sig, at følgende svar ikke var blandt de temaer, som jeg ellers ville have skrevet om.
 
Her er henholdsvis mine tankemæssige spørgsmål og svarene.
 
Hvad skal jeg oplyse om?
 
Noget, som andre kan relatere sig til.
 
Hvad er det?
 
Noget, som angår med bekymring.
 
Hvordan man kan undgå det?
 
Ja, det vil være en god indgangsvinkel.
 
Er det bekymringer om alt?
 
Ja, for der er vel ingen forskel på typer af bekymringer.
 
Hvordan kan bekymringer gøres mindre?
 
Ved at fokusere på de faktuelle forhold og ikke gisne om mulige risici.
 
Kan man lade være med at gisne?
 
Ja, hvis man vil.
 
Hvordan får man den kontrol over, om man vil eller ikke vil?
 
Ved øvelse.
 
Altså ved at gøre det i forskellige situationer?
 
Ja.
 
Tager det lang tid at lære at kunne kontrollere sin bekymring?
 
Nej, man skal blot tro på, at det kan lykkedes, for det kan det. Det er viljen, som styrer den kraft, som man lægger i det.
 
Er der andet, som jeg skal fortælle videre?
 
Ja, at intet kommer af sig selv, og at man må tage ansvar for sig selv og sit liv. Det må vi hele livet. Livet er en gave, og det er os, der skal forvalte denne gave bedst muligt. Ingen andre kan bære os gennem livet – husk det. Vær ydmyg, men bevist om din egen styrke. Du har mere, end du selv tror.
 
Men vi er vel ikke udstyret med samme kraft?
 
Nej, men alligevel kan vi forvalte den, som vi har fået tildelt.
 
Er der mere, som jeg skal formidle videre?
 
Ja, pas godt på dig selv.

Har du glemt evnen at visualisere

Prøv at spørge et barn, om det kan forestille sig en ting, og få barnet til at beskrive, hvordan den ting ser ud.

Selv små børn er rigtig gode til at beskrive, hvordan eksempelvis en prinsesse eller en farlig kriger ser ud.

I takt med at barnet blive lidt ældre kommer der endnu flere flotte detaljer på, når de skal beskrive en person eller en genstand.

Børn kan nemt gøre det, også selv om de har åbne øjne.

Hvis vi voksne skal beskrive en genstand, så kræver det for flere af os, at vi finder evnen til at visualisere frem fra fortiden. Altså evnen til at kunne forestille os en ting.

Bedst for flere af os voksne er måske at lukke øjnene, og så uden forstyrrelser at prøve at se genstanden for vores indre øje.

Prøv at gøre det – luk dine øjne.

Måske er det bedst for dig, at du ikke er forstyrret af andre mennesker eller lyde af nogen art, så du er i et næsten lydtæt rum. Måske hjælper det, hvis du har store hovedtelefoner på, så al omgivende lyd ikke kan høres.

Prøv så at forestille dig en genstand eller en situation.

Det kan være, at du ligger på græsset i en eng, og forestiller dig, at du kan se og høre himlen, vinden og omgivelserne.

Eller du står foran eksempelvis et skab eller du står foran døren til et hus.

Hvis det lykkedes for dig at se det, du ønsker, så kan du nok også se dine følelser.

Nu ved jeg godt, at jeg med disse få ord fik nogle af jer til protestere, for den tankeform passer slet ind i billedet for os voksne mennesker.

Nogle vil måske mene, at nu rabler det da helt for mig, men prøv alligevel at læse videre. Og nej, det rabler ikke for mig.

Min påstand er, at det nok skyldes vores overgang fra barn til voksen. Mange af os nægter at acceptere, hvad vi ikke fysisk kan se og mærke.

Børn er ikke så begrænset i deres måde at se livet på.

Hvis jeg havde spurgt et barn, om de med lukkede øjne kunne forestille sig en dør i et hus, så ville det ikke volde barnet problemer.

Hvis jeg så spurgte barnet, om hvad det ser, hvis døren bliver åbnet og barnet måske går ind af døren. Så vil barnet uden blokeringer (som hos flere af os voksne) meget levende kunne fortælle om, hvad barnet ser og oplever inde i huset.

Tør du acceptere, at du i din udvikling til det voksne menneske måske er stivnet fra det barnlige og umiddelbare til det voksne og dermed den rationelle og logiske måde at opleve livet på.

Du og jeg har også været børn, og har også kunne se og lege i vores egen usynlige verden. Eller en usynlig verden for voksne mennesker.

Hvis du tør følge mig lidt i min måde at tænke på, og samtidig åbne lidt op for den måde, du så verden på som barn, så er det muligt at finde svar på flere ting i dit liv.

Prøv med lukkede øjne at forestille dig, at du står foran et hus med en lukket dør.

Hvis du kan det, prøv så at forestille dig, at du åbner døren, og træder et skridt ind i huset. Hvis det er mørkt inde i huset, så tænder du bare for kontakten ved siden af døren, og et lys bliver tændt.

Hvad ser du så – måske ikke noget umiddelbart?

Hvis du, før du åbner døren, tænker på et problem, som du har, og som bekymrer dig meget.

Mens du har dine tanker om dit problem, prøv så igen at åbne døren og træd ind i rummet.

Så er det meget sandsynligt, at du nu oplever noget helt andet inde i rummet.

Måske kan du se, at det i den grad roder og er kaos i rummet. Prøv så at gøre, hvad du synes er det rigtige for at genskabe et pænt rum.

Måske er det at fjerne noget affald eller sortere tingene i rummet. Måske også at åbne op for vinduerne, så der kan komme lys og luft ind i rummet. Måske trænger rummet bare til at blive frisket op med nye farver og blomster.

Det er også meget sandsynligt, at du, mens du er i rummet, kommer til at tænke på dit eget problem, og derved bliver opmærksom på muligheder for at løse dit problem.

Tror du fortsat, at dette er rent tankespind hos mig?

Jeg ved godt, at en del gør, og det er helt ok.

Metoden er faktisk en mulighed for at “helbrede” sig selv. Dermed en måde, så det er muligt ved selvindsigt at kunne se sine egne problemer og måske også forstå, hvor problemet reelt er, og hvad der kan gøres for at reducere problemet.

Hvis du tør, så prøv med lukkede øjne at se forholdene om dig selv, når du tænker på dig selv i dit liv, og hvor du har problemer eller usikkerheder. Måske ligger svarene på dine problemer inde i dig selv. Du skal bare lære at se problemerne og løsningerne.

Som eksempel kan jeg beskrive en situation i mit eget liv, og netop ved med lukkede øjne at se på mig selv.

I foråret var jeg i en periode noget stresset på grund af blandt andet flere hårde deadlines på mit arbejde.

Så gjorde jeg, som jeg har beskrevet ovenfor, og så mig siddende i en bil og prøver at se ud af forruden. Det volder mig problemer at se ud af forruden, og generelt af alle ruderne i bilen. Dog kan jeg holde forruden nogenlunde ren i førersiden med vinduesviskeren, men slet ikke i passagersiden.

Så går jeg udenfor bilen for rigtig at kunne rengøre forruden, men opdager, at hele bilen er dækket af et mørkt fedtet lag, som ikke bare lader sig tørre af.

Bilens farve kan end ikke skimtes. Kun ved at gnide ekstra meget et enkelt sted kunne jeg skimte, at bilens farve er rød.

Det er faktisk også farven på min bil i virkeligheden.

Jeg tænkte på, at jeg nok skal have bilen i en vaskehal, men er samtidig overbevist om, at det kan en vaskemaskine ikke klare. Der er mig selv ved min egen håndkraft, som skal gøre hele arbejdet.

Jeg skal måske til at finde den eller de metoder, som kan rengøre min bil, og selvfølgelig også vinduerne, så de ikke hele tiden bliver ugennemsigtige.

Denne situation gjorde i mit virkelige liv med arbejde og andre sideaktiviteter, at jeg var nødt til at få struktureret mit liv. Samtidig også få fjernet flere af de opgaver, som jeg kunne, og dermed at kunne koncentrere mig om en livsførelse, herunder arbejdet, så jeg kunne overleve uden at få stress.

Om det så virkede med faktiske handlinger efter min selvindsigt og efterfølgende handlinger. Ja, selvfølgelig gjorde det, og det skete stort set i samme øjeblik, jeg traf konkrete beslutninger om ændringerne.

Vi kan ikke lyve for os selv, og vi er nødt til at passe på os selv, hvis vi ikke skal gå på alt for mange kompromisser.

Så måske er dette indlæg alligevel en overvejelse værd for dig, hvis du har flere tunge problemer, som du prøver at glemme.

Bjørnetjeneste – er det godt

Lidt et dobbelttydigt spørgsmål, da vi ikke alle tillægger ordet “bjørnetjeneste” den samme værdi.

Hvordan ser du på en bjørnetjeneste – er det godt eller skidt?

Hvis du hjælper en person, og det opfattes som en bjørnetjeneste – betyder det så, at du gør mere skade end gavn i forhold til personen?

Tidligere blev en børnetjeneste opfattet som en velment hjælp, som gør mere skade end gavn. En stor del af os mener fortsat, at det er den rigtige betydning.

I dag er der en stigende opfattelse af, at en bjørnetjeneste også betyder en stor og reel tjeneste – og dermed noget godt.

Der har i den seneste tid i medierne været skrevet meget om forældres hjælp overfor deres børn. Det er især den negative vinkel om udtrykket “curlingbørn”, der har trukket overskrifter.

Udtrykket “curlingbørn”  har været kendt i snart 20 år, og beskriver børn, der sjældent eller aldrig møder problemer eller modgang, fordi forældrene overbeskytter dem.

Mit spørgsmål er, om forældrenes handling er en bjørnetjeneste i forhold til deres børn?

Svaret kan let besvares med et “ja”, men hvilken betydning tillagde jeg udtrykket bjørnetjeneste i mit svar?

Når jeg skriver om børn og forældre i dette indlæg, så er børnene ikke kun mindre børn og unge, men kan også være voksne børn.

Jeg har selv været barn og har også børn, og har derfor også erfaringer omkring hjælp fra forældre til børn.

Jeg ved derfor også, hvordan det føles, hvis et barn ikke føler sig hjulpet tilstrækkeligt eller mangler opbakning, og barnet føler sig ladt alene med nogle store udfordringer.

Tilsvarende ved jeg også, hvordan det opfattes hos forældre, hvis børn bliver hjulpet med alle de udfordringer, som børn står med.

Derfor ved jeg også godt, at bliver et barn ikke hjulpet med store udfordringer, men selv må sørge for at få dem løst, så kan der opstå flere følelser.

Måske ændrer disse følelser sig med årene. Midt i problemerne kan et barn føle sig svigtet af forældrene.

Hvis barnet ved egen hjælp alligevel får løst problemet, så kan følelsen af “svigt” fortsat være tilstede, men der kan opstå en tilfredsstillelse over selv at kunne klare opgaven.

Forældre kan også have følelsen af at svigte et barn ved ikke at hjælpe, men samtidig ønsker heller ikke at blande sig i alle barnets udfordringer. Begrundelsen for ikke at blande sig som forældre kan netop være, at det er barnets liv og dermed barnets eget ansvar for at gøre, som barnet ønsker og gør.  

Forældre kan have en opfattelse af at umyndiggøre barnet, hvis forældrene afskærmer barnet for problemer i livet og forældrene samtidig løser problemerne.

Hvad er din holdning til at beskytte børn mod problemer?

Selvfølgelig afhænger det helt af barnets alder, men også arten og omfanget af problemerne.

Er omfattende hjælp til et barn et gode for barnet, eller er det misforstået hjælp?

Selv meget små børn (og her mener jeg små børn) kan få overdraget ansvar om eksempelvis at dække bord og/eller tage egen tallerken,  bestik og glas til vasken efter endt spisning. Der er selvfølgelig en risiko for, at de taber noget på vejen, men det lærer de noget ved.

At opmuntre børn til selvhjælp er at vise børn, hvilke ressourcer de har, og hvad de kan.

Det kan også være en støtte for mindre børn, at de på egen hånd kan komme til og fra skole og fritidsaktiviteter, hvis der ikke er alt for langt og farligt i trafikken. Bytrafik behøver ikke at være farligt. Fortove og busser er normalt ikke farlige.

Børn er nødt til på et eller andet tidspunkt at kunne klare sig alene i trafikken, og her vil en gradvis oplæring være nødvendigt, men også overdragelsen af ansvaret.

Tilsvarende gælder i alle andre situationer, herunder også under skolegang og uddannelser, men selvfølgelig også i voksenlivet som “barn”.

Nødvendig hjælp er godt, men især overdragelse af ansvar til barnet med en samtidig opmuntring og støtte fra forældrene. Dermed ved børnene, og uanset deres alder, at de kan trække på forældre eller andre, hvis der er behov for det.

Vi er som mennesker nødt til at blive oplært til at klare os selv. Livets forskellige udfordringer kan og bør andre ikke altid løse for os.

Misforstået hjælp anser jeg ikke som en hjælp, hvis det fratager barnet deres eget ansvar. Selv om det sker i den allerbedste hensigt.

Jeg kom til at tænke på et lille træ, som bliver plantet ude i naturen. I begyndelsen vil træet ofte være støttet af en eller flere pæle, så træet ikke vælter, når vinden blæser lidt kraftigt.

Hvis pælene bliver ved at med at støtte træet i takt med at træet vokser op, så sker der ingen styrkelse af træet.

Det er påvirkninger fra vind og vejr som styrker træet. Ikke at træet står bundet til pæle og måske samtidig i et drivhus.

Forældre lever ikke evigt, så på et tidspunkt er de nødt til at give slip på “barnet” og overlade ansvaret til “barnet” selv.

Som barn og menneske har livet også givet mig visse udfordringer, og også mange, som jeg selv har måtte klare på egen hånd.

Det har selvfølgelig givet mig visse følelsesmæssige erfaringer, som jeg trækker på i mit nuværende liv.

Eneste fysiske skade, som jeg fik som 12 årig, var at miste en halv finger, da jeg en dag havde ansvaret for at male korn til dyrene på gården.

Efter den dag lærte jeg, at fingre ikke skal ind i en kværn, og det har jeg holdt siden.

Som det nok fremgår af dette indlæg, så er det min opfattelse, at flere voksne har en misforstået holdning til børn, hvis de ikke tør overlade ansvaret til børnene i forhold til børnenes alder – altså en bjørnetjeneste.

Livets valgmuligheder – og du træffer valgene

Vores sindsstemning er som vinden – usynlig og kan komme fra skiftende retninger, men kan tydeligt mærkes.

Vores liv bliver påvirket af det, som vi oplever og hører om, og det er uanset, om det er godt eller det modsatte.

Mange gange virker de mentale påvirkninger ekstra stærke på os, og det kan umiddelbart være svært at finde en forklaring på.

Måske er der noget i den mentale rygsæk, som ikke direkte er mærkbart eller synligt for os, men i forskellige situationer bliver sindsstemningen påvirket af udefra kommende hændelser. Derved kan en hændelse påvirke os ekstra hårdt, og umiddelbart overraskende.

Evner du at se dine modgange som en fordel for dig. Dermed muligheden for at lære nye sider af dig selv og blive stærkere og mere tilfreds med dit liv.

Jeg ved godt, at de sidste to sætninger virker som noget sludder, men måske er det ikke helt forkert.

Jeg ønsker ikke selv modstand i mit liv, og da slet ikke hård modstand, som gør ondt, men kan efterfølgende godt se, at det har gjort mig mentalt stærkere. Jeg blev bedre rustet til at klare fremtidige udfordringer.

For mig opstår styrken ved, at jeg tilpasser mig de nye situationer efter mødt modstand.

Modstand i vores liv kan opstå ved eksempelvis:

• Mistet job / kæreste / partner / venner – og uanset om det er dig, der har fravalgt disse eller du er blevet vraget. 
• Selverkendelse om, hvordan du er som menneske. Har du eksempelvis opfattet dig som et dejligt / positivt og succesfuldt menneske, men opdager, at du nærmest er det modsatte.

Når du får øjnene op for, hvor du nu er i dit liv, så kan du eksempelvis lukke dig ind i dig selv og/eller i din bolig og ikke ønske at møde dine omgivelser mere.

Du har modsat også muligheden for at åbne døren ud til verden, og fortælle hvor du nu står. Måske søge hjælp til at komme videre i dit liv og være åben om din sindstilstand.

Når du mentalt bliver presset, så er du nødt til at finde dig selv i det nye liv. At finde og forstå sig selv kan være meget svært og gøre meget ondt, men gør du ikke noget for at komme mentalt ovenpå igen, så kommer du ikke ud af din mentale tilstand.

Jeg læste forleden en artikel om netop det at tage ansvar for sig selv og sin situation.

Psykolog Pia Callesen beskriver om en terapiform i sin nye bog, “Lev mere – tænk mindre”.

Her skriver hun blandt andet:

• Du afgør selv, om du bliver depressiv eller ej.

• Det er ikke tilfældigheder, der afgør, om du får en depression. Det bunder i din håndtering af tanker og grublerier.

• Man kan lære at bryde de skadelige tankemønstre.

• Har du tænkt over, at vi bruger udtrykket ”dyrke” om at svælge i en følelse? Man dyrker kærestesorgen, tristheden eller de deprimerende tanker. Det indkapsler meget godt tankegangen i metakognitiv terapi. For det, man dyrker, vokser. Og hvis man konstant dyrker de negative tanker, så er det også dem, der får lov at fylde.”

Tilsvarende har jeg den generelle opfattelse, at man selv kan vælge, om man vil have et godt og positivt liv.

Jeg er samtidig meget opmærksom på, at mange mennesker bliver udsat for helt urimelige modstande i deres liv, og hvor det vil være mere end svært at se noget positivt overhovedet.

Generelt ser jeg mulighederne i livet i stedet for det modsatte.

Jeg ser det ikke som positivt at hænge fast i, hvad jeg gjorde eller ikke gjorde tidligere i mit liv. Tiden kan ikke ændres med tilbagevirkende kraft. Derfor giver jeg slip på fortiden. Jeg kan huske fortiden, og anvender det som læring i mit nuværende liv.

Har du overvejet, om du ikke skal have ryddet op i dine mentale bunker af fejl og dårlige oplevelser, og så se frem ad mod nye spændende oplevelser i dit liv.

Husk, at det er dig, som bestemmer, hvordan vinden skal blæse og hvordan det skal føles.

Glemte du at invitere gæster

Kender du følelsen af at være holdt udenfor?
 
Gamle følelser kan uventet opstå, og også på denne tid af året med lune dage og aftener.
 
På en dejlig sommerdag er der masser af åbne døre og vinduer, og mange mennesker opholder sig udenfor boligen. Det er meget tydeligt, at der bliver hygget rundt omkring med snak og leg.
 
Hvad så med dig, hvor er du, når vejret er så godt?
 
Sidder du inde med lukkede døre og vinduer, eller har du også bevæget dig helt eller delvis udenfor?
 
Hygger du dig også med snak og leg, eller er der stille, hvor du er?
 
Er det et valg, at du ikke deltager i hyggelige sammenkomster?
 
Bemærker du, hvor meget andre mennesker i den forbindelse nyder samværet med andre mennesker?
 
Hvilke følelser giver det dig?
 
Glædes du over, at andre nyder livet?
 
Glædes du over, at du også samtidig nyder livet – eller der er måske ikke den samme glade stemning, hvor du er?
 
Hvis du ikke føler den samme glade stemning, har du tænkt på årsagen til det?
 
Hvad er det, som mangler hos dig for at kunne skabe en dejlig stemning?
Er dit liv blevet lidt stille og farveløst, og uanset om du bor alene eller sammen med andre?
 
Føler du lidt misundelse over, at der hos andre mennesker er en dejlig stemning på den lune sommerdag, og der ingen “fest” er hos dig?
 
Har du tidligere i dit liv følt dig holdt udenfor et fællesskab?
 
Det kan enten være, at andre har holdt dig udenfor, eller du selv har fravalgt fællesskab med andre mennesker.
 
Hvis du kan høre, at mennesker hygger sig, mens du ikke selv gør, får du så den samme følelse, som du tidligere har haft ved at være holdt udenfor et fællesskab?
 
Det var den følelse, som jeg fik forleden dag. Det overraskede mig på trods af, at jeg bevist havde valgt ikke at skulle have hverken gæster eller besøge andre mennesker.
 
Følelsen at være holdt udenfor et fællesskab har jeg tidligere i mit liv haft problemer med. En følelse, som gør ondt på en selv.
 
Da jeg hørte, at der blev hygget i haverne rundt om mig, så måtte jeg lige have fokus på mig selv, for den ubehagelige følelse ønskede jeg ikke.
 
Jeg måtte lige tænke over, om jeg havde glemt at invitere gæster, eller det var et bevist valg fra min side, at jeg sad alene.
 
Da det var et bevist valg, at jeg sad alene uden at tale med andre mennesker den dag, så forsvandt den ubehagelige følelse igen.
 
Ensomheden føler jeg som en trist tilstand, som jeg ikke ønsker at være i. Derfor gør jeg noget aktivt for at bryde følelsen, og det kan som denne dag være at være bevidst om mig selv og mine handlinger.
 
Hvis du føler ensomhed, så overvej de muligheder, som du har for at bryde følelsen. Der sker ikke noget, hvis du ikke selv gør noget aktivt for at bryde ensomheden.
 
Det er dig, som kender dig selv bedst, og kan mærke, hvis ubehagelige følelser opstår. Du er derfor den nærmeste til at gøre noget.
 
Og måske skal du bare huske at invitere gæster til hyggeligt samvær. Glæden ved det kan du nyde lang tid efter.

Den svære kunst med kærlige ord og følelser

 Hvorfor kan det være så svært at vise kærlige følelser overfor andre mennesker?
Er der mon en sammenhæng med, at vi måske heller ikke føler kærlige tanker om os selv?

Det er meget tydeligt, når vi er sammen med især små børn, at de deler den ubetingede kærlighed til mennesker, som de holder af. Det er med kys og kram – og i rigelige mængder.

I takt med at børnene vokser, så ændres den måde, hvorpå de viser deres kærlighed overfor andre mennesker. Især kyssene forsvinder, og kropsberøringen ændrer sig.

Berøringen af andre mennesker har blandt voksne ændret sig gennem en del år, hvor der tidligere nærmest ikke fandtes en berøring blandt mange voksne mennesker.

At det på et tidspunkt blev moderne at give hinanden knus volder / voldte problemer for en del mennesker, og herunder også mig selv. Det havde slet ikke været en del af mit liv med berøring, og virkede i en del år meget “forkert” og meget svært.

I stedet for fysiske berøringer, når der uddeles kærlige tanker, så kunne kærlige ord måske give den samme effekt, men hvordan har vi det så med kærlige ord?

Jeg tænker ikke på hverken kærlig ord og berøringer i parforhold, men i stedet med andre mennesker.

Jeg kan konstatere, at det blandt voksne mennesker kan være meget svært at udtrykke kærlige ord med hinanden. Det er sjældent, at kærlige ord uopfordret uddeles.

Hvordan har du det med kærlige berøringer eller kærlige ord sagt direkte til den person, som du føler kærlige tanker for? Får du det sagt eller udført?

Hvis du ikke foretager berøringer eller udtaler de kærlige ord, hvordan kan den pågældende vide, at du har følelserne?

Jeg tænker fortsat ikke på følelser om en muligt pardannelse, men kun rene følelser til et menneske, der sættes stor pris på, og hvor en anerkendelse ønskes givet.

Hvorfor er det så svært at vise positive og kærlige følelser?

Har det noget med vores eget selvværd at gøre, at vi ikke føler os selv gode nok, og er bange for at vores udtryk bliver misforstået?

Hvad er det, der er sket fra vores tidlige barndom, hvor vi uddelte ubetingede kærlige følelser, og så til vi i dag er voksne mennesker?

Jeg kan fortsat godt huske, at jeg i første klasse i folkeskolen gav en pige et kys på kinden, da jeg fandt hende sød. Det skete kun denne ene gang, da andre efterfølgende drillede mig med det.

Berøringer af andre mennesker har jeg tidligere fundet stærkt grænseoverskridende. Alligevel har massage for mig været en åbning til et hidtil lukket område.

Gennem mange år har jeg især givet massage til andre mennesker. Det har været en meget naturlig del af mig, og dermed en fysisk berøring af andre mennesker.

For mig har berøringen af andre mennesker via massage været vejen til at udtrykke kærlige handlinger. Når jeg berører andre mennesker, så er det mit formål, at de skal opnå en lindring af et spændt område, og dermed en nydelse.

At give massage er for mig ikke bare at gnide på en ligegyldig ting, men derimod at mærke, hvad mine fingre berører af hårde og bløde områder. Dermed vil en form for følelse indgå i massagen fra min side.

I forbindelse med udøvelsen af massagen vil en fortrolig samtale også opstå.

For mig har de kærlige ord tilsvarende været lettere at få sagt, når jeg har turdet at være fysisk og mental “tæt” på et andet menneske.

Det kan være om de emner, som vi sammen har talt om, og hvor jeg kan mærke et behov for at understøtte mine ord med direkte kærlige ord om den anden person.

For mig er det en yderligere berigende dimension i mit liv, at jeg tør sige og gøre noget, som jeg føler er rigtigt overfor en anden person. Samtidig er jeg godt klar over, at mine ord og handlinger varmer hos den anden person.

Min opfattelse er, at mine positive ord og handlinger kan komme modtageren til glæde, men beholder jeg mine tanker og følelser for mig selv, så får ingen glæde af dem.

Formålet med dette indlæg er at sætte fokus på den svære kunst at udtrykke sig kærligt til andre mennesker.

Vores liv sammenlignet med en klump ler

Du ser dig måske ikke helt som en klump ler, hvilket jeg heller ikke gør.
 
Jeg kan godt se på mig selv, at visse dele kunne have være mindre blødt. Andre områder kunne måske have været opbygget på en lidt pænere måde, men jeg har accepteret de forskellige former.
 
Det er heller ikke det ydre udseende, som jeg hæfter mig ved i dette indlæg, men derimod om de indre følelsesmæssige dele.
 
Mentalt bliver vi formet af alle de påvirkninger, som vi møder i vores liv fra alle fronter.
 
Hvis du forestiller dig en fin og flot klump ler, som du behandler på forskellig måde, så får det en stor påvirkning på leret.
 
Visse påvirkninger blødgører os mennesker, mens andre gør os hårde. Nogle påvirkninger tørrer os måske ud, og vi krakelerer.
 
Altså kan det minde lidt om den påvirkning, som ler får, når vi behandler det på forskellig måde.
 
Fælles for ler og os mennesker er den behandling, som vi modtager fra andre mennesker og de vilkår, som vi lever under.
 
Vi bliver hele tiden påvirket af indtryk, som sker omkring os. Selv om vi kan føle os mentalt stærke, så påvirkes vi alligevel, og kan være nødt til at bearbejde de nye påvirkninger.
 
Det kan eksempelvis være i forhold til:
 
• Parforhold
• Familie
• Venner
• Naboer
• Arbejde
• Fritidsinteresser
 
Og alt muligt andet, som du tillægger værdi i dit liv.
 
Nogle gange kan vores godhed overfor andre mennesker føles som udnyttelse af os, og det kan være en udfordring for os.
 
Jeg kan ikke inddele mennesker i denne opdeling, men vover alligevel at påstå, at vi i forskellige sammenhænge kan betragtes som henholdsvis:
 
• Ydere
• Udnyttere
 
Ydere: Vi ser meget ofte, at det er de samme mennesker, som igen og igen er initiativtagere, og som meget gerne lægger et stort arbejde i at hjælpe andre mennesker. Det er både som ulønnede og som lønnede ydelser. Det er dem, som jeg anser som “ydere”.
 
Udnyttere: Så er der de mennesker, som typisk opnår fordele ved, at andre leverer “ydelser”, men som ikke selv bidrager med uselviske ydelser. Det er den kategori af mennesker, som jeg har haft den største udfordring med i mit liv. Jeg kan vel ikke betragte dem som egoister, men sammenligningen er meget slående. Det er den gruppe, som jeg ser som “udnyttere”.
 
For mig har det været svært at acceptere, at “udnyttere” betragter det som en selvfølge, at “yderne” leverer ydelser, som giver “udnyttere” fordele. Jeg vil ikke betragtes som en selvfølge med mine handlinger.
 
Personerne, som henholdsvis kan være “ydere” og “udnyttere” møder vi alle steder.
 
Hvad ser du dig selv som i forskellige sammenhænge? Er du en “yder” eller en “udnytter”?
 
Hvis vi ikke er bevidste om de roller, som vi har i forhold til andre mennesker i forhold til at være “ydere” og “udnyttere”, så har det større påvirkning af os, end vi måske er opmærksom på.
 
Som “udnytter” er det måske lidt svært at omkostningen ved rollen.
 
Bliver man derimod først opmærksom på sig selv, hvis man er en “yder” og anset som en “selvfølge”, så sker der efter min opfattelse en udtørring af personen. Det er helt som påvirkningen af leret.
 
Selv om jeg er en mand, så har jeg det lidt svært med kønsrollerne, hvis der ikke er en gensidig respekt og ligestilling mellem kønnene.
 
Jeg er blevet omtalt som en rødstrømpe af en kvinde, og det passer vist meget godt.
 
Måske handler begreberne med “ydere” og “udnyttere” netop om, hvorvidt der er en gensidig respekt for hinanden, og samtidig en ligestilling ved at yde og nyde.
 
Jeg går ikke ind for millimeterretfærdighed, og tænker ikke selv på, om jeg yder mere end jeg modtager. Jeg tænker ikke på en belønning, når jeg yder, men er opmærksom på reaktionen er hos dem, som jeg hjælper.
 
For mig er en positiv reaktion belønningen i sig selv. Betragtes min ydelse derimod som en “selvfølge”, så overvejer jeg, om jeg fortsat ønsker at levere ydelser.
 
Hvis du tør, så prøv at se på dig selv i relation til andre mennesker.
 
Overvej, om du betragtes som en “selvfølge”, og hvad du så vil med den rolle.
 
Måske er det dig selv, som i ubetænksomhed har skabt din egen rolle som “opvarter” af andre mennesker uden modydelser. Om du så vil bebrejde modtagerne af dine opvartninger, eller måske at bebrejde dig selv, må du så lige tænke lidt over.
 
Uanset hvilken rolle du har, så er det aldrig for sent at ændre den.
 
Jeg læste for nyligt om en gift kvinde, som havde fået en meget alvorlig sygdom og samtidig en begrænset restlevetid.
 
Selv om ægteparret havde været gift i mange år, så valgte hun at blive skilt fra manden, for den resterende korte levetid ønskede hun at indeholde det positive, som hun havde manglet gennem mange år. Hun ønskede ikke, at den sidste tid i sit liv forblev gråt og kedeligt.
 
Begge parter fik efter skilsmissen hver især et rigtig godt og indholdsrigt liv, og også som venner, selv om hun fandt sig en ny kæreste.
 
Måske nok en drastisk beslutning af kvinden, men efter min opfattelse en rigtig beslutning, da vi gerne skal se os selv leve et spændende og indholdsfyldt liv.

Smilet er takken i sig selv

En meget tankevækkende samtale i søndags gav mig anledning til dette indlæg. Min vinkel fra samtalen tager udgangspunkt i udtrykkene i vores ansigter.
 
Vores kropsholdning kan beskrive vores holdning til en situation, men især vores ansigt kan vise rigtig mange detaljer.
 
Ansigtet kan på samme tid vise flere modsatrettede udtryk, hvilket gør ansigtet ekstra kompleks.
 
Jeg kan på samme tid have nedadhængende mundvige uden smil, og samtidig have “smilende” øjne og/eller et eller flere hævede øjenbryn. Og alle dele kan fortælle andre om, hvad jeg mon tænker og føler om et emne.
 
Jeg ved godt, at mit ansigt i afslappet tilstand ikke altid viser smil omkring min mund, da et smil normalt forbindes med, at mundvigene vender opad.
 
Samtidig er jeg godt klar over, at mine øjne og bevægelser af mine øjenbryn kan fortælle meget mere om min sindstilstand end min mund gør.
 
Er du klar over, hvilket udtryk dit ansigt fortæller andre om, hvad du tænker og føler? Og selvfølgelig også i forhold til de ord, som du siger.
 
Er du også bevidst om, at du dermed signalerer til andre mennesker, om du eksempelvis er venlig og imødekommende eller måske i stedet for afvisende og irriteret?
 
Jeg ved ikke, hvor opmærksom vi normalt er på vores egen udstråling via vores ansigt, men for mig betyder udtrykkene i kroppen og især ansigtet rigtig meget.
 
Andres udtryk fortæller mig, om jeg har lyst til at engagere mig i de pågældende mennesker.
 
Har andre mennesker en kold og afvisende adfærd i forhold til mig, så vil jeg ikke ofre tid på at overbevise dem om, hvem jeg er. Jeg har ikke behov for at overbevise dem om den værdi, som jeg selv mener at have om mig selv.
 
Jeg må samtidig indrømme, at jeg dermed heller ikke giver de samme mennesker en chance for at vise, om jeg måske kan hjælpe dem med deres problemer. Det kan de sagtens have, men deres kolde og afvisende adfærd overfor mig lukker helt af for min mulige hjælpsomhed.
 
Hvis andre mennesker ønsker min hjælp på en eller anden måde, så er de nødt til at være ærlige og åbne op for en måske fastlåst facade i deres krop og ansigt.
 
Vi har alle noteret os, hvad der sker, når vi uventet gør noget positivt i forhold til andre mennesker. Og måske især mennesker, som vi ikke dagligt har kontakt med – og også helt ukendte mennesker.
 
Det er deres reaktion i form af en overraskelse, og samtidig forbundet med en taknemmelighed og selvfølgelig også med udstråling af glæde fra ansigtet.
 
Vores uventede hjælp kan eksempelvis være at:
 
• Hjælpe med at skubbe en bil i gang, uden at være opfordret til det.
• Betale overpris for den avis, som hjemløse sælger.
• Frivilligt arbejde.
 
Der er masser af yderligere eksempler i Facebook under “Fucking Flink”.
 
Jeg ved ikke, om vores hjælp er forbundet med “næstekærlighed”, men det er det vel.
 
Jeg kan ikke sige, at der for mig er gået “sport” i at hjælpe andre mennesker, men jeg er normalt opmærksom på andre mennesker, og opstår der en situation, hvor jeg finder, at de har behov for en hjælpende hånd, så gør jeg det gerne.
 
For mig er det en glæde, at kunne hjælpe andre mennesker, og især at opleve deres ansigtsudtryk og taknemmelighed.
 
Dermed en opfordring til, at du med dit ansigt viser, hvem du virkelig er – ikke en stivnet facade, men det levende menneske bag facaden.
 
Hvis du tør åbne op for facaden, så indbyder du andre mennesker til at være opmærksom på dig, og om du har det godt.
 
Dermed er der mulighed for en ny og anderledes kontakt til andre mennesker, som vil dig det bedste – og dermed de levende smil.
 
Jeg vender lige tilbage til baggrunden for dette indlæg, da jeg sidste søndag havde en længere samtale med en pige på 12 år og hendes far.
 
Det var pigens øjne, som ramte mig så hårdt, og gav anledning til eftertænksomhed.
Pigens forældre havde været skilt i en del år, og med en harmonisk skilsmisse.
 
Pigens verdensbillede blev totalt ændret for en måned siden, da hendes mor helt uventet døde, og hun dermed flyttede til sin far.
 
Deres ønske var at få omgående kontakt til en selvhjælpsgruppe med børn i samme ulykkelige situation.
 
Denne gang var det mig, der skulle have den indledende samtale med pigen og hendes far. Ved denne samtale skulle jeg give dem et billede af, hvordan sorggruppen fungerer, når vi mødes.
 
Samtidig også beskrive, at sammenkomsterne er en blanding af hygge og mere alvorlige snakke og selvfølgelig afsluttende med leg og masser af grin.
 
Både som meget sårbare børn og forældre er det helt nødvendigt, at børnene føler sig fuldstændig trygge blandt de andre børn og os voksne gruppeledere.
 
Det var en stor glæde at følge udviklingen i pigens ansigt i løbet af samtalen på halvanden time.
 
Pigens øjne var uendeligt dybe og tunge af sorg, da vores øjne mødtes første gang.
 
På hjemmesiden for Kræftens Bekæmpelse er der videoklip af børn, som også har mistet deres forældre, og hvor børnene fortæller om deres oplevelser. Disse børn havde fuldstændig de samme meget dybe og tunge øjne – nærmest mørke øjne, og helt uden livsgnist.
 
Ved at vise pigen og hendes far, hvem jeg er som menneske, og hvordan vi fungerer i sorggruppen og ikke mindst, at det også er hyggeligt at mødes, selv om det er på en meget trist baggrund, så kom der også smil og glæde i pigens ansigt og øjne.
 
Smilene i ansigt og øjne var igen et tegn på, at det er muligt at genfinde glæde, selv om verdenen kan se fuldstændig håbløs ud.
 
Savnet og tabene kan vi ikke fjerne, men kan vi hjælpe med til at styrke børnene til at kunne leve med tabene, så kan vi vist ikke ønske os mere – og så selvfølgelig medvirke til øget smil og glæde.

At turde se sig selv i et spejl

Vi ser os selv alle sammen flere gange dagligt i et spejl. At vaske hænder på et badeværelse vil typisk være forbundet med, at vi ser på os selv.

Jeg ved ikke, hvad du ser, når du ser på dig selv i et spejl, men gætter på, at det er dit fysiske udseende.

Umiddelbart lyder overskriften ganske harmløs, og især, når vi har set os i spejlet et hav af gange.

Jeg vil med dette indlæg udfordre dig lidt, for måske er opfordringen ikke så let.

Når du ser på andre mennesker, hvor god er du til at spotte:

• Hvilken type de er?
• Om de taler sandt, når de siger noget?
• Afslører de med deres ansigt og kropssprog, at de ikke har fortalt hele sandheden?

Har du tænkt på, at andre mennesker måske kan se det samme, når de ser på dig?

Og ikke kun, når I har øjenkontakt, men også, når de ser på dig, uden du ved det.

Vi kan selv synes, at vi klarede os godt ved at undvige en spørgsmål, som vi helst ikke ønsker at besvare. Har du tænkt på, hvordan andre opfattede vores undvigelse?

Er det din opfattelse, at du også er god til at fortælle en nødløgn? Hvordan tror du, at andre opfatter den – god eller dårlig?

Når du ser dig selv i et spejl, og du kan se både overkrop og ansigt, hvad ser du:

• Hæfter du dig ved, hvilken sindstilstand dit udseende signalerer?
• Hvad synes du din kropsholdning fortæller om dig?
• Hvad så med dine øjne – fortæller de noget om dig?
• Har det betydning hvilket tøj, du har på eller din frisure?

Vores liv er mere eller mindre fyldt med et hav af rutinemæssige handlinger. Det er i og udenfor vores hjem, men også, når vi er alene eller sammen med andre mennesker.

Vi fylder så mange opgaver ind i vores liv, at det kan knibe lidt at nå det.

Det, der måske kan knibe lidt med at nå i dagligdagen, er at være opmærksom på sig selv.

Det kan virke lidt som en påstand fra min side, når man sætter meget stor pris på områder som studie / arbejde / familie / bolig / fritidsinteresser.

Jeg ser vores liv som et tog. Toget bliver sat i gang ved vores fødsel og stopper først, når livet slutter.

I takt med at livet udvikler sig, så monterer vi flere og flere vogne på lokomotivet. Det kan være vogne, som indeholder uddannelse / arbejde / partner / børn / bolig / bil / campingvogn / sommerhus / rejser / fritidsaktiviteter og meget andet.

Der er i manges liv påført så mange vogne efter lokomotivet, at det kræver meget store kræfter at holde hele togstammen i fremdrift.

Har du overvejet, om noget i din togstamme, måske skal læsses af ved næste stop? Eller du stopper måske slet ikke op i dit liv for at vurdere, om noget skal læsses af eller udskiftes?

Uanset, om du selv synes, at dit liv kører som på skinner, og alt nærmest er perfekt, så burde du måske alligevel stille dig foran et spejl. Og husk endelig en god belysning af dig selv, så alle detaljer og især i ansigtet er tydelige.

Selve øvelsen tager et stykke tid, da du ikke med et hastigt blik på dig selv kan bedømme, om du har det godt.

Formålet med øvelsen er, at du sætter spørgsmål til dig selv og dit liv, og dermed, om alt er, som det bør være. Der er også den risiko, at alt ikke er, som det bør være, og måske skal der ske justeringer.

Prøv så at se på dig selv i spejlet og vurder, hvad du ser:

• Ser du en afslappet og glad person, som nærmest hviler i sig selv?

Overvej, om din øvelse bliver anderledes, hvis dine betragtninger i spejlet sker på en almindelig hverdag, eller det er på en dag, som ikke er så hektisk. Måske burde du prøve begge situationer.

Hvis du ikke ser en afslappet og glad person i spejlet, så er du nok nødt til at grave lidt dybere ind, for at finde ud af, hvad der er problemet for personen.

Jeg ved godt, at personen er dig selv, men se lidt kritisk på personen, hvis ansigt og kropsholdning signalerer problemer.

Måske skal du tættere på spejlet, når du tankemæssigt stiller spørgsmål om forskellige emner.

Jeg har konstateret om mig selv, at jeg i forskellige situationer har lidt eller noget svært ved at se mig selv i øjnene i spejlet. Og jeg er udmærket godt klar over hvorfor.

Se på dig selv, og især i ansigtet og øjnene, når du eksempelvis spørger ind til de elementer, som fylder dig og din dagligdag, og om de enkelte områder gør dig glad og tilfreds.

Spørg tankemæssigt for hvert enkelt område, og stil mange konkrete spørgsmål, så du kommer helt rundt om emnet. Det kan eksempelvis være:

• Fungerer alt tilfredsstillende i dit forhold til din partner?
• Lever partneren op til dit ønske og forventninger til en partner og parforhold?
• Viser din partner tilstrækkelig omsorg for dig?
• Bidrager partneren til, at parforholdet skal vedblive med at fungere godt?
• Føler du dig svigtet af din partner i forskellige situationer?
• Ønsker du at leve med din partner resten af jeres liv, og på det niveau, som er i dag?
• Tror du på, at dit forhold til din partner bliver bedre?
• Hvad så, hvis du ikke tror det – hvad skal der så ske?

Jeg er godt klar over, at dine øjne vil afsløre dig, når du stiller spørgsmålene. Og husk at se dig selv i øjnene, hvis du kan.

Hvis du ikke kan se dig selv i øjnene, når du stiller spørgsmålet – hvem tror du så, har et problem?

Tag alle de andre områder i dit liv på samme måde, og gør på samme måde. Du kan måske også vælge på forhånd at skrive dine spørgsmål ned.

Jo bedre du er til at stille spørgsmålene, jo bedre er du til at finde svarene i dig selv.

Du har svarene i dig selv, og det er også på den måde, at jeg anvender intuition.

Jeg behøver ved intuition ikke at se mig selv i et spejl, når jeg stiller spørgsmålene. Jeg lukker øjnene, så der ikke er forstyrrende elementer.

Når jeg stiller tankemæssige spørgsmål, modtager jeg et svar på en eller anden måde. Det kan være ved ord, lyd eller billede, og både om mig selv og om andre mennesker – afhængig af, hvem spørgsmålet angår.

Som det nok fremgår af dette indlæg og formålet med at se sig selv især i øjnene, når du stiller spørgsmål om dig selv, så må du være forberedt på, at du finder din egen sårbarhed på forskellige områder.

Det kan gøre ondt, at problemområderne på den måde bliver gjort synlige for dig.

Du vidste det godt i forvejen, men dagligdagens travlhed har ofte gjort, at du nok ikke er helt opmærksom på alvoren i dit liv.

At turde åbne op for denne mentale måde at se sig selv i sit liv kan være hårdt, men samtidig medvirke til en forbedring af dit liv.

Den mentale åbning er starten på en proces, som gerne skulle medføre mere livsglæde for dig, og dermed også for dine omgivelser.

Livet skal ikke gøre ondt, men bør i stedet nydes via oplevelser

Jeg skal være den første til at indrømme, at det er lettere sagt end gjort.

Hvem kan sikre, at livet ikke gør ondt, og samtidig sørge for, at livet bliver en nydelse?

Et gammelt ordsprog siger, at “Det skal gøre ondt, før det gør godt”, men er det godt?

Efter min opfattelse behøver noget ikke at gøre ondt, før det skal blive godt. Jeg er dog godt klar over, at det gode måske bliver værdsat mere, hvis noget ondt er oplevet.

Problemet med dårlige oplevelser er, at de kan være meget svære at tackle. Nogle gange kan vi som menneske have meget svært ved at komme op til den mentale overflade igen, og igen kunne trække vejret frit og ubesværet.

Jeg er i de seneste dage faldet over flere artikler, som kredser om emnet med de problemer, som livet giver os.

Fra disse artikler er følgende hovedpunkter:

• Hver femte yngre kvinde bliver psykisk belastet af sit arbejde, og kan jeg ikke finde ud af at leve det perfekte liv?

En åbenlys forklaring på forværringen kan være, at der er et stort pres på produktiviteten på både offentlige og privat arbejdspladser, og hvor der skal ydes mere og arbejdes mere effektivt.

• Kvartvejskrise, hvor unge i 20’erne føler en stor skuffelse over ikke at være den person, de gerne vil være.

Krisen kan være opstået som en konsekvens af tårnhøje forventninger, mange skift og et forlænget ungdomsliv.

• Flere og flere danskere bliver diagnostiseret med depression og især hos unge piger mellem 15-19 år er udviklingen enorm. Det viser et nyt forskningsprojekt fra Rigshospitalet.

Udviklingen er mest markant blandt de unge piger, men både for kvinder og mænd i alle aldre er der sket en stigning i diagnosticeringen af depression.

Det kan sandsynligvis skyldes nogle samfundsmæssige og sociale grunde til den store udvikling.

En anden årsag til den store stigning af diagnosticeringerne hos de unge piger kan være det pres, som teenagepiger lægger på sig selv. De unge piger stiller højere krav til sig selv, end drenge i den alder gør.

Et stort forventningspres omkring uddannelser kan også være en af de årsager, der også kan have haft indflydelse på de mange diagnosticeringer.

For mig er det en trist og nedslående læsning, som beskriver, at en del mennesker har mere end svært ved at finde livsglæden.

Som menneske har jeg også oplevet det svære ved at finde mig selv, og turde stille mig ud i lyset, så jeg kunne ses af andre. For mig var det også en svær proces.

Jeg ser ikke en nem løsning for de mennesker, som har problemer med dem selv i deres liv.

Dog ser jeg nogle grundlæggende problemer:

• Skuffelse over ikke at være den person, man gerne vil være.

• Kan ikke finde ud af at leve det perfekte liv.

• At stille høje krav til sig selv.

• Krav om at yde mere og mere effektivt.

Vores samfund er i de senere år blevet kraftigt udfordret på mange områder, og der har medført et øget pres på os som mennesker.

Der stilles større og større forventning om uddannelse, men også at vi skal være længere tid på arbejdsmarkedet, end det tidligere var nødvendigt. Samtidig skal vi også være mere effektive – både i forbindelse med uddannelserne, men også på arbejdet.

Dele af disse områder er der måske svært at gøre noget ved, da konkurrencen blandt virksomhederne er hård, og ikke kun i Danmark, men også på internationalt plan.

Efter min opfattelse er de værste problemområder vores eget selvværd, og de krav, som vi stiller til os selv.

Det perfekte liv eller menneske findes ikke.

Måske noget af en påstand, men hvad er perfekt. Det er der ikke noget, som er, for vi er ikke tankeløse robotter, som er produceret på en fabrik.

Vi er skabt med de arveegenskaber, som vi fik via vores forældre, og det kan vi ikke lave om på.

Vi er nødt til at acceptere, at vi ligner vores forfædre, og så må vi prøve at få det bedste ud af det. Og det er ikke negativt tænkt.

Jeg læste forleden en artikel om, hvad vi ser hos andre mennesker, som det mest væsentlige.

Det er ikke kroppens form og de kurver, den kan have. Det er øjnene og ansigtet, som er de absolut mest væsentlige områder. Det er det, som fanger vores opmærksomhed.

Om jeg er 172 cm, 192 cm eller 212 cm høj er ikke det væsentlige, og heller ikke om jeg vejer lidt for meget eller lidt for lidt. Heller ikke om jeg har lyst eller mørkt hår.

Som ung er vi oftest meget mere sårbare omkring vores udseende, og sådan vil det nok altid være.

Vi måler os ofte i forhold til andre, og det samme gælder også vedrørende uddannelse / arbejde / økonomi.

Det bevirker, at nogle mennesker er “heldige” at ligge over middel, og så er der andre, som ikke gør.

At der i forskellige sammenhænge er stor fokus på udseende og status giver store udfordringer for mange mennesker. Det medfører ofte et meget kraftigt pres om at følge med strømmen om at ligge så højt oppe på skalaen som muligt.

Dermed også udfordringerne om de forventninger, som den enkelte har om sig selv, og måske også forventninger fra omgivelser og samfundet.

Jeg finder, at der er alt for meget fokus på karakterræset i forbindelse med uddannelser, og at det har en ødelæggende påvirkning hos rigtig mange mennesker.

Vi kan ikke få karakteren 12 alle sammen. Heldigvis for det, for det finder jeg slet ikke er sundt.

At der er så meget fokus på topkarakterer udstiller de mennesker, som ikke opnår disse karakterer. Er de så “tabere” – eller hvad? Nej selvfølgelig er de ikke det!

Alle karakterer mellem 02 og 12 gives for en præstation, der er tilstrækkelig for at bestå en eksamen. At der for nogle uddannelser stilles krav om et højt gennemsnit er en anden sag.

Jeg ser det som meget vigtigt, at vi som voksne tydeligt signalerer overfor unge, at vi IKKE har forventninger om høje karakterer, og heller ikke om et vist uddannelsesniveau.

Det sker jævnligt, at jeg læser eller hører om unge mennesker, som dropper en uddannelses- eller arbejdsmæssig retning, for at gå i en helt anden retning, som i nogles øjne ikke er så prestigefyldte.

Så kan jeg ikke lade være med glæde mig over, at de unge vælger deres drøm, og ser stort på, hvad andre synes.

Som voksne er vi nødt til at bakke op om de valg, som andre mennesker træffer, hvis de går efter deres drøm og mere livsglæde.

Det væsentlige ved vores liv er, om vi har det godt og trives med det.