Forventningsafstemning eller ej

Uanset om det er i de daglige forhold for os, eller det er på de store områder i verden, er samarbejde en nødvendighed, og ikke altid lykkedes det.

Det er oplevelser i min dagligdag, men også på den store scene i verden i denne tid, der har givet anledning til dette indlæg.

For et øjeblik siden stillede jeg mig et tankemæssigt spørgsmål, og omgående fornemmede jeg svar på det.

Begge dele skrev jeg ned, mens jeg sad med lukkede øjne.

Her er de renskrevne ord:

Hvorfor kan det være så svært at samarbejde, når man ikke er åben overfor andres muligheder end ens egen opfattelse?

Fordi egoet kommer ind over alt andet, og det er egoet, der sætter den dagsorden, som den enkelte ønsker gennemført.

Samarbejde er vanskelig, når parter ikke ønsker at lytte til andre end dem selv.

Det giver ingen samarbejde.

Åbenhed for andre muligheder og vinkler på en løsning er nødvendighed for et samarbejde.

Skjulte dagsordener hos den enkelte er ødelæggende for et muligt samarbejde.

Selv på simple forhold kan det være ødelæggende.

Fastlåshed i et verdenssyn er altødelæggende, og hvor intet kan rokke ved den fastlåste holdning.

Åbent samarbejde er nødvendig for et godt resultat.

Glædens ansigter

Fire meget forskellige hændelser i art og baggrund gav i går en meget stor glæde hos mig.

Sent i aftes blev jeg bevidst om, at på trods af forskelligheden i hændelserne, udløste de samlet en endnu større glæde og berigelse hos mig.

En af hændelserne var jeg medskaber af, og vidste derfor, at det ville give en stor glæde. Det var gensyn af nære bekendte efter en længere pause.

En anden hændelse skyldes en stærk bekymring hos mig over en bekendt, som meget atypisk ikke havde reageret på mine beskeder over nogle dage.

Ad omveje fik jeg skabt kontakt til den pågældende, og heldigvis var der kun tale om tekniske problemer og ikke helbredsmæssige.

En uventet invitation til kommende socialt samvær med et ungt menneske var den tredje hændelse, som påvirkede mig.

Når helt unge mennesker tilvælger en til samvær, sker det ud fra et meget bevidst ønske hos dem. Det udløser helt naturligt meget stor glæde hos begge parter.

Den sidste hændelse var af økonomisk art. Et meget stort selskab gav mig uden problemer et nedslag for en købt vare.

Reelt var de ikke forpligtet til det, da jeg betalte den rigtige pris for varen på købstidspunktet for få dage siden. Uden problemer tilbagebetale de en del af prisen, da de for et par dage siden havde sænket prisen relativt meget.

Når jeg ser på de forskellige hændelser, vægtes den økonomiske absolut lavest, og de menneskelige hændelser har absolut de højeste værdier.

Da jeg for lidt siden tænkte på de forskellige episoder i går, fornemmede jeg ordene ”glædens ansigter”, som derfor blev overskriften for dette indlæg.

Tankemæssigt stillede jeg et spørgsmål, og omgående fornemmede jeg ord som svar.

Det hele skrev jeg ned, mens jeg sad med lukkede øjne, og her er de renskrevne or:

Hvordan er glædens ansigter?

Som det, der ønskes, og det er ønskerne, som giver glæderne, når de opfyldes.

Glæden fylder den enkelte, og skaber ekstra indhold i tilværelsen.

Glæden påvirker ens omgang og glæde med andre.

Det er den proces, som glæden kan igangsætte og skabe en bølgende effekt.

Søg oprigtigt glæden og værdsæt den, da den har stor betydning for en selv og andre.

Nøglen til det inderste aflåste rum

Baggrunden for dette indlæg opstod ved en pludselig invitation til en koncert med Vilma i 18b i Harboøre i lørdags. Jeg kendte ikke til Vilma og hendes sange, men det kom jeg i den grad til med en fantastisk fin koncert.

I form af tale og egne sange, beskrev hun sine oplevelser gennem en 10-års periode. Dårlige oplevelser er et rigtig dårligt grundlag for fremtidige gode og trygge forhold med en kæreste.

Dagen efter mødtes jeg med nogle venner, hvor jeg beskrev om koncerten med Vilma og indholdet i hendes sange.

Det gav i den grad anledning til udveksling af lignende erfaringer mellem os. Men også hvor svært det er at turde fortælle om sådanne erfaringer, som havde været holdt hemmelige i adskillige årtier.

Videregivelsen af min oplevelse ved koncerten var nøglen hos flere venner til, at de turde åbne op for de inderste oplevelser langt tilbage i deres liv.

For et øjeblik siden stillede jeg et tankemæssigt spørgsmål, og omgående fornemmede jeg ord som svar.

Det hele skrev jeg ned, og her der de renskrevne ord:

Hvorfor er det så svært at turde åbne op for de inderste følelser, som gør så ondt?

Fordi ondskaben i følelserne er så svære at erkende, og at åbne op gør det usikkert, om man kan tackle dem, og måske bliver det endnu et nederlag, som det var, da episoden skete.

At åbne op gør det nødvendigt, at andre kan holde og bære en, hvis benene vakler på en.

Det kan kræve støtte, men samtidig også en vilje til at behandle det svære.

At lade det ligge i det aflåste, kræver intet, men det ændrer sig ved at åbne op, for nu kan det ikke pakkes væk igen.

At finde nøglen til at åbne op er svært, da nøglen ikke kendes, før situationen opstår i en eller anden sammenhæng.

Find nøglen og slip fri for det undertrykte.

Det svære ved at være sig selv

Vi møder jævnligt mennesker, som ikke forstår, hvorfor vi ikke gør som dem. Og åbenlyst vil drøfte, hvorfor vi ikke gør det.

Jeg finder det lidt grænseoverskridende, at andre mennesker ikke kan respektere de valg, som jeg træffer for mig selv.

Tankemæssigt stillede jeg et spørgsmål for et øjeblik siden, og omgående fornemmede jeg svar på det.

Det hele skrev jeg ned, mens jeg sad med lukkede øjne.

Her er de renskrevne ord:

Andre mennesker kan have en forventning om, at vi skal følge deres anvisninger, selv om det ikke følger ens egne ønsker. Hvorfor kan det være så svært at få lov til at følge ens egne ønsker?

Fordi omgivelserne ser perspektiverne ud fra deres synspunkter, og det føles helt naturligt for dem, og derfor ikke forstår andres fravalg.

At se andres synspunkter går i en anden retning end en selv, kan være svært at forstå for nogle mennesker.

At følge ens egen retning kan være svært, da alt ikke føles logisk, men at følge ens egen retning kræver styrke til at fastholde retningen uden påvirkninger fra andre.

At følge andres retningslinjer, hvis de går i en anden retning end ens egne, føles forkert, og bryder med ens egen overbevisning.

Hold fast i ens egen overbevisning og vær tro mod den.

Andre må forholde sig til det, som de vil, men det er deres dilemma.

Kroppens signal om kraftig overbelastning

For to uger siden var jeg på en kortere rotur med et ægtepar. De ville gerne prøve at ro, og den oplevelse ville jeg gerne give dem.

Vi var tre personer i båden, hvor jeg på udturen sad som styrmand, mens de hver havde en enkelt åre at ro med – en åre på hver side af båden.

Medvind på vejen ud til vendepunktet, og dermed modvind på hjemturen. Ikke meget vind, men det påvirkede i den grad hjemturen.

På vejen ud konstaterede jeg, at trækkraften hos konen var mere end svag, og ville blive et problem på vejen hjem i modvind. Manden havde en god trækkraft.

I et stille område af fjorden, i forhold til vinden og samtidig med lavt vand tæt på kysten, kunne et skifte af pladserne sagtens kunne ske. Ved at skifte pladser i båden ville hun blive styrmand på hjemturen.

Manden skulle rykke over til det sæde, som hun havde siddet på. Jeg havde ikke forudset, at der nærmest opstod panik hos ham, da han ikke før havde prøvet at sidde på det sæde og i den side af båden.

Ved at berolige ham om, at han sad, som han skulle og fint kunne rejse sig lidt mere op. Det gjorde han, men den tidligere trækkraft på udturen forsvandt fuldstændig på hjemturen.

At hans kone slet ikke forstod at styre båden ved henholdsvis at trække i en line i højre / venstre side, gjorde hjemturen mere end vanskelig.

At jeg, som den eneste reelle trækkraft, skulle ro båden hjem, kunne ikke ske, da båden helt automatisk drejede til den ene side, når jeg havde et rotag, som var kraftigere end mandens.
Uanset gentagne opfordringer / opmuntringer om henholdsvis at styre og ro lidt kraftigere, blev ingen af delene udført.

Jeg var nødt til et utal af gange at stoppe mine rotag, og ”ro baglæns”, så jeg kunne justere retningen for båden, men samtidig fik det båden til at drive endnu længere væk fra endestationen. Men jeg så ikke andre muligheder.

Endelig nåede vi hjem til roklubben, men konen evnede heller ikke at trække i sin del af rebet, mens vi trak båden/bådvognen op af vandet. Jeg noterede mig, at rebet, som hun holdt ved, ikke var udstrakt, og derfor var det også alene mig, der trak båden / bådvognen op.

Allerede den nat mærkede jeg konsekvensen af den voldsomme overbelastning, som jeg havde været udsat for. Stor uro og smerter i hele det ene ben gjorde det umuligt at sove eller bare at finde en position, hvor jeg kunne slappe af. Den ene fod havde jeg ingen kontrol over, da jeg ikke kunne bevæge den i nogen retning.

Efter flere behandlinger og masser af daglige øvelser i de sidste par uger, begynder det så småt at ske forbedringer, men der er lang vej endnu, før jeg kan gå normalt.

Hele situationen med roturen har jeg også set i forhold til de aktiviteter, som jeg gennem et stykke tid har deltaget i, og kan godt se, at roturen ikke har været den eneste belastning for mig. Og det er nærmere typisk, at jeg bidrager, hvis noget skal laves.

For et øjeblik siden stillede jeg mig et tankemæssigt spørgsmål, og omgående modtog jeg fornemmelser for svar.

Det hele skrev jeg ned, mens jeg sad med lukkede øjne.

Her er de renskrevne ord:

Hvorfor påvirker denne belastning mig så meget?

Fordi når kroppen føler, at grænsen er nået, gør den opmærksom på, at belastninger ikke blot kan øges, og er nødt til at sætte en stopper for øget pres.

Der er ikke tale om en enkeltstående belastning, men af en serie af belastninger af forskellige måder, og det er det samlede pres, som kroppen har fundet for stort.

At tro, at man kan blive ved med at øge presset, er ikke tåleligt for en krop.

Et andet mønster skal opnås fremover.

Nogle mennesker har svært ved at sætte begrænsninger, når en opgave skal løses.

”Nogen” må tage ansvar og handle, og det gør de så.

En anden fordeling af ansvar og handling er ønskeligt, men ikke altid opnåeligt.

Derfor en skævdeling af ansvarlighed og handling.

Men dog en anledning til at se på fremtidige handlinger, hvis helbredet skal kunne holde til det.

Perfektionisme contra livets vilkår

Forskellige møder med andre mennesker har i den seneste tid givet anledning til dette indlæg.

Livet smuldrer kritisk hos enkelte med meget alvorlig sygdom. Andre mennesker står tilbage efter tab af deres nære.

Hos andre mennesker er det derimod det perfekte i forskellige sammenhænge, som har en afgørende betydning.

Ind imellem disse oplevelser har jeg haft flere smukke møder med mennesker, hvor det smukke hverken kan vejes eller måles, men bliver opsamlet med stor glæde.

Det fik mig for et øjeblik siden til at stille et tankemæssigt spørgsmål, mens jeg omgående fornemmede svar.

Det hele skrev jeg ned, mens jeg sad med lukkede øjne.

Her er de renskrevne ord:

Menneskers trang til det perfekte i dele af deres liv står i kontrast til vilkår i andres liv med lidelse og store menneskelige tab. Hvordan er der en sammenhæng med det perfekte og det virkelige liv for andre?

At se det perfekte er at se sig selv ud fra en udstukket virkelighed på enkelte områder, og uden sammenhæng med hvad der sker andetsteds i livet for andre.

Det perfekte findes ikke i den virkelige verden, men alene i den lukkede verden for enkelte mennesker ved deres udsyn til former og udsyn.

Denne lukkede verden for dem er betydningsfuld for dem, men ubetydelig for andre.

Forskelligheden udmøntes i meningsforskelle, mens den virkelige verdens vilkår er helt anderledes betydningsfuld for andre, hvor liv og død er vilkår, og hvor lidelse og afsavn er daglige forhold, som ikke kan måles i skønhed, men hvor skønheden i det kan ses, hvis det evnes.

Det er værdifuldt at kunne se det smukke blandt lidelse og tab.

At se muligheder og fordele

Dette indlæg udspringer af hændelser for mig i de seneste uger, hvor jeg uden beregning ydede skattemæssig hjælp til tre forskellige udenlandske familier.

Disse familier havde kun boet i landet mellem et halvt år og godt to år, og kendte intet til det danske skattesystem.

De var af forskellige kanaler blevet henvist til mig, da jeg rigtig gerne hjælper andre med at forstå det danske skattesystem, så de selv fremover bedre kan klare sig selv.

Alle var mere end taknemmelige over, at en fremmed person ville hjælpe dem uden betaling.

På hjemvejen fra det sidste møde tænkte jeg på, hvorfor jeg egentlig valgte at køre 100 kilometer i bil, for at tale med dem i tre timer. At samtalen kun kunne ske på engelsk, er en anden vinkel for mig, da jeg ikke selv følger mig helt så stærk i det engelske sprog, som jeg kunne ønske mig.

Min konklusion på mine tanker under hjemturen var, at jeg hellere ville betale for udgifter til transport ved den meget hyggelige snak med det unge par, end at købe en billet til en biografforestilling. Snakken var meget mere livgivende for mig.

For et øjeblik siden stillede jeg mig et tankemæssigt spørgsmål, og omgående fornemmede jeg et svar.

Begge dele skrev jeg ned, mens jeg sad med lukkede øjne.

Her er de renskrevne ord:

Hvorfor ser nogle mennesker mulighederne i livet i stedet for begrænsningerne, og at se fordele ved at gøre noget for andre?

Fordi disse mennesker evner at sætte sig ud over sig selv, og derved fremhæve alle de fordele, som livet også giver.

At yde noget i forhold til andre giver automatisk en respons, og det er værdien af denne respons, som gør værdien overskudsgivende.

At se begrænsninger er at lukke af for værdien af mulighederne, og det er begrænsningen, som nedsætter værdien af ens livskvalitet.

De små tings store betydning

En ganske særlig dag i dag gav anledning til dette indlæg.

At være sammen med et helt ungt menneske i en del timer gjorde, at fornemmelse for tid og sted helt forsvandt. Samværet kunne have fortsat meget længere.

Fælles snakke blev foretaget om små og store forhold, og i en fælles øjenhøjde.

For mig betød disse snakke og samværet i dag, at jeg fuldstændig glemte alt om, hvad der ellers sker i den store verden, og meget af det giver mig slet ingen glæde.

For mig er respekten og accepten af andre nødvendig for fredelige forhold.

For et øjeblik siden stillede jeg et enkelt tankemæssigt spørgsmål, og omgående fornemmede jeg svar.

Det hele skrev jeg ned, mens jeg sad med lukkede øjne.

Her er de renskrevne ord:

Hvorfor er det så vigtigt at holde fast ved betydningen af de små ting?

Fordi det er de små ting, som kan skabe de store ting.

Ufred skabes ikke af små glædes historier, men det er de små historier, som i fællesskab skaber de store historier om glæde og samliv.

At kunne skabe glæde er grundlaget for respekt om hinanden og forståelse for, hvor stor betydning det har.

At se glæden viser en forståelse for andre og glæden ved andre.

Det er den glæde, der er så smittende til andre, og som ansporer andre til også at søge glæden med andre.

Glæden gør, at andre forhold lettere kan overvindes, hvis et reelt ønske om fælles værdier søges.

De indre dyster

Jeg har gennem de senere uger været meget opmærksom på mine tankesæt i forskellige relationer.

De har blandt andet været om forventninger, skuffelser, irritation, men også glæde og begejstring.

Jeg har været så bevidst om mine tankesæt, at jeg har villet stoppe de kritiske og negative, når jeg følte, de tog overhånd.

Ved at stille mig kritisk over, om jeg havde glæde af at være kritisk overfor mig selv og andre, har jeg kunnet stoppe et negativt tankesæt fra det ene øjeblik til det næste.

For mig er det ødelæggende for min livskvalitet, hvis jeg hænger fast i et negativt tankesæt, og bryder derfor den negative fastlåshed.

Som følge af de seneste ugers tankesæt hos mig selv, valgte jeg derfor dette som tema i dette indlæg.

For et øjeblik siden stillede jeg mig et tankemæssigt spørgsmål.

Omgående modtog jeg fornemmelser for svar, og det hele skrev jeg ned, mens jeg sad med lukkede øjne.

Her er de renskrevne ord:

Hvordan påvirker vi os selv, når vi har indre holdninger eller påvirkninger til, hvad der sker i eller omkring os.

Ved at være sig selv, påvirkes vi af udefra kommende hændelser og udsagn, men vi påvirkes også af de forestillinger, vi gør om disse påvirkninger / hændelser.

Det er den indre kamp om det ene eller andet, og om de vinkler vi sætter op i vores indre debat.

Ikke nødvendigvis kloge og logiske, men ofte følelsesmæssige i deres holdninger.

De følelsesmæssige debatter kan derfor nemt svinge for langt væk fra det logiske og sandsynlige.

Ved at forholde sig kritisk til egne indre debatter, er det muligt at få sig selv rettet til det sandsynlige og logiske.

Også at finde en naturlig balance i sit tankesæt.

At vurdere, om noget er godt eller gavnligt for en selv, kan ofte skabe en afstand til de tidligere holdninger og tanker.

Udsving er godt, men at være kritisk er godt, da noget kan sættes i perspektiv.

Søg efter det harmoniske i dit liv, og vær kritisk over egne udsving fra det harmoniske.

At hæve sig op over egne begrænsninger

Kender så udmærket de begrænsninger, som jeg gennem livet har haft.

Jeg er så samtidig også meget bevidst om de situationer, hvor jeg har overskredet begrænsningerne, og hvor der virkelig er åbnet sig en helt ny virkelighed.

Når den nye virkelighed er indtruffet, er de tidligere afsatte begrænsninger forsvundet som dug for solen.

For et øjeblik siden tænkte jeg på overskriften, og omgående fornemmede jeg ord.

Det hele skrev jeg ned, mens jeg sad med lukkede øjne, og her er de renskrevne ord:

Det at hæve sig, er at slippe for de begrænsninger, man selv har sat.

Begrænsninger, som kun en selv kan ophæve.

Begrænsningerne skyldes et mindreværd, som man har overfor sig selv.

Mindreværdet skyldes det lys / manglende lys, man selv har tændt om / på sig selv.

Lyset, eller det at stå i lyset, afgør, om man tør hæve sig over de begrænsninger, man har sat sig.

Når man hæver sig over begrænsningerne, opstår en anden ”verden”, hvor mulighederne er til stede, og hvor alt kan lade sig gøre.

Det er at følge dem, eller de drømme man har.

Slip dig selv fri og udnyt mulighederne.

Af Niels Kristian Skou