At turde se sig selv i et spejl

Vi ser os selv alle sammen flere gange dagligt i et spejl. At vaske hænder på et badeværelse vil typisk være forbundet med, at vi ser på os selv.
 
Jeg ved ikke, hvad du ser, når du ser på dig selv i et spejl, men gætter på, at det er dit fysiske udseende.
 
Umiddelbart lyder overskriften ganske harmløs, og især, når vi har set os i spejlet et hav af gange.
 
Jeg vil med dette indlæg udfordre dig lidt, for måske er opfordringen ikke så let.
 
Når du ser på andre mennesker, hvor god er du til at spotte:
 
• Hvilken type de er?
• Om de taler sandt, når de siger noget?
• Afslører de med deres ansigt og kropssprog, at de ikke har fortalt hele sandheden?
 
Har du tænkt på, at andre mennesker måske kan se det samme, når de ser på dig?
 
Og ikke kun, når I har øjenkontakt, men også, når de ser på dig, uden du ved det.
 
Vi kan selv synes, at vi klarede os godt ved at undvige en spørgsmål, som vi helst ikke ønsker at besvare. Har du tænkt på, hvordan andre opfattede vores undvigelse?
 
Er det din opfattelse, at du også er god til at fortælle en nødløgn? Hvordan tror du, at andre opfatter den – god eller dårlig?
 
Når du ser dig selv i et spejl, og du kan se både overkrop og ansigt, hvad ser du:
 
• Hæfter du dig ved, hvilken sindstilstand dit udseende signalerer?
• Hvad synes du din kropsholdning fortæller om dig?
• Hvad så med dine øjne – fortæller de noget om dig?
• Har det betydning hvilket tøj, du har på eller din frisure?
 
Vores liv er mere eller mindre fyldt med et hav af rutinemæssige handlinger. Det er i og udenfor vores hjem, men også, når vi er alene eller sammen med andre mennesker.
 
Vi fylder så mange opgaver ind i vores liv, at det kan knibe lidt at nå det.
 
Det, der måske kan knibe lidt med at nå i dagligdagen, er at være opmærksom på sig selv.
 
Det kan virke lidt som en påstand fra min side, når man sætter meget stor pris på alle de førnævnte områder i dagligdagen.
 
Jeg ser vores liv som et tog. Toget bliver sat i gang ved vores fødsel og stopper først, når livet slutter.
 
I takt med at livet udvikler sig, så monterer vi flere og flere vogne på lokomotivet. Det kan være vogne, som indeholder uddannelse / arbejde / partner / børn / bolig / bil / campingvogn / sommerhus / rejser / fritidsaktiviteter og meget andet.
 
Der er i manges liv påført så mange vogne efter lokomotivet, at det kræver meget store kræfter at holde hele togstammen i fremdrift.
 
Har du overvejet, om noget i din togstamme, måske skal læsses af ved næste stop? Eller du stopper måske slet ikke op i dit liv for at vurdere, om noget skal læsses af eller udskiftes?
 
Uanset, om du selv synes, at dit liv kører som på skinner, og alt nærmest er perfekt, så burde du måske alligevel stille dig foran et spejl. Og husk endelig en god belysning af dig selv, så alle detaljer og især i ansigtet er tydelige.
 
Selve øvelsen tager et stykke tid, da du ikke med et hastigt blik på dig selv kan bedømme, om du har det godt.
 
Formålet med øvelsen er, at du sætter spørgsmål til dig selv og dit liv, og dermed, om alt er, som det bør være. Der er også den risiko, at alt ikke er, som det bør være, og måske skal der ske justeringer.
 
Prøv så at se på dig selv og vurder, hvad du ser:
 
• Ser du en afslappet og glad person, som nærmest hviler i sig selv?
 
Overvej, om din øvelse bliver anderledes, hvis dine betragtninger i spejlet sker på en almindelig hverdag, eller det er på en dag, som ikke er så hektisk. Måske burde du prøve begge situationer.
 
Hvis du ikke ser en afslappet og glad person i spejlet, så er du nok nødt til at grave lidt dybere ind, for at finde ud af, hvad der er problemet for personen.
 
Jeg ved godt, at personen er dig selv, men se lidt kritisk på personen, hvis ansigt og kropsholdning signalerer problemer.
 
Måske skal du tættere på spejlet, når du tankemæssigt stiller spørgsmål om forskellige emner.
 
Jeg har konstateret om mig selv, at jeg i forskellige situationer har lidt eller noget svært ved at se mig selv i øjnene i spejlet. Og jeg er udmærket godt klar over hvorfor.
 
Se på dig selv, og især i ansigtet og øjnene, når du eksempelvis spørger ind til de elementer, som fylder dig og din dagligdag, og om de enkelte områder gør dig glad og tilfreds.
 
Spørg tankemæssigt for hvert enkelt område, og stil mange konkrete spørgsmål, så du kommer helt rundt om emnet. Det kan eksempelvis være:
 
• Fungerer alt tilfredsstillende i dit forhold til din partner?
• Lever partneren op til dit ønske og forventninger til en partner og parforhold?
• Viser din partner tilstrækkelig omsorg for dig?
• Bidrager partneren til at parforholdet skal vedblive med at fungere godt?
• Føler du dig svigtet af din partner i forskellige situationer?
• Ønsker du at leve med din partner resten af jeres liv, og på det niveau, som er i dag?
• Tror du på, at dit forhold til din partner bliver bedre?
• Hvad så, hvis du ikke tror det – hvad skal der så ske?
 
Jeg er godt klar over, at dine øjne vil afsløre dig, når du stiller spørgsmålene. Og husk at se dig selv i øjnene, hvis du kan.
 
Hvis du ikke kan se dig selv i spejlet, når du stiller spørgsmålet – hvem tror du så, har et problem?
 
Tag alle de andre områder i dit liv på samme måde, og gør på samme måde. Du kan måske også vælge på forhånd at skrive dine spørgsmål ned.
 
Jo bedre du er til at stille spørgsmålene, jo bedre er du til at finde svarene i dig selv.
 
Du har svarene i dig selv, og det er også på den måde, at jeg anvender intuition.
 
Jeg behøver ved intuition ikke at se mig selv i et spejl, når jeg stiller spørgsmålene. Jeg lukker øjnene, så der ikke er forstyrrende elementer.
 
Når jeg stiller tankemæssige spørgsmål, modtager jeg et svar på en eller anden måde. Det kan være ved ord, lyd eller billede, og både om mig selv og om andre mennesker – afhængig af, hvem spørgsmålet angår.
 
Som det nok fremgår af dette indlæg og formålet med at se sig selv især i øjnene, når du stiller spørgsmål om dig selv, så må du være forberedt på, at du finder din egen sårbarhed på forskellige områder.
 
Det kan gøre ondt, at problemområderne på den måde bliver gjort synlige for dig.
 
Du vidste det godt i forvejen, men dagligdagens travlhed har ofte gjort, at du nok ikke er helt opmærksom på alvoren i dit liv.
 
At turde åbne op for denne mentale måde at se sig selv i sit liv kan være hårdt, men samtidig medvirke til en forbedring af dit liv.
 
Den mentale åbning er starten på en proces, som gerne skulle medføre mere livsglæde for dig, og dermed også for dine omgivelser.

Livet skal ikke gøre ondt, men bør i stedet nydes via oplevelser

Jeg skal være den første til at indrømme, at det er lettere sagt end gjort.

Hvem kan sikre, at livet ikke gør ondt, og samtidig sørge for, at livet bliver en nydelse?

Et gammelt ordsprog siger, at “Det skal gøre ondt, før det gør godt”, men er det godt?

Efter min opfattelse behøver noget ikke at gøre ondt, før det skal blive godt. Jeg er dog godt klar over, at det gode måske bliver værdsat mere, hvis noget ondt er oplevet.

Problemet med dårlige oplevelser er, at de kan være meget svære at tackle. Nogle gange kan vi som menneske have meget svært ved at komme op til den mentale overflade igen, og igen kunne trække vejret frit og ubesværet.

Jeg er i de seneste dage faldet over flere artikler, som kredser om emnet med de problemer, som livet giver os.

Fra disse artikler er følgende hovedpunkter:

• Hver femte yngre kvinde bliver psykisk belastet af sit arbejde, og kan jeg ikke finde ud af at leve det perfekte liv?

En åbenlys forklaring på forværringen kan være, at der er et stort pres på produktiviteten på både offentlige og privat arbejdspladser, og hvor der skal ydes mere og arbejdes mere effektivt.

• Kvartvejskrise, hvor unge i 20’erne føler en stor skuffelse over ikke at være den person, de gerne vil være.

Krisen kan være opstået som en konsekvens af tårnhøje forventninger, mange skift og et forlænget ungdomsliv.

• Flere og flere danskere bliver diagnostiseret med depression og især hos unge piger mellem 15-19 år er udviklingen enorm. Det viser et nyt forskningsprojekt fra Rigshospitalet.

Udviklingen er mest markant blandt de unge piger, men både for kvinder og mænd i alle aldre er der sket en stigning i diagnosticeringen af depression.

Det kan sandsynligvis skyldes nogle samfundsmæssige og sociale grunde til den store udvikling.

En anden årsag til den store stigning af diagnosticeringerne hos de unge piger kan være det pres, som teenagepiger lægger på sig selv. De unge piger stiller højere krav til sig selv, end drenge i den alder gør.

Et stort forventningspres omkring uddannelser kan også være en af de årsager, der også kan have haft indflydelse på de mange diagnosticeringer.

For mig er det en trist og nedslående læsning, som beskriver, at en del mennesker har mere end svært ved at finde livsglæden.

Som menneske har jeg også oplevet det svære ved at finde mig selv, og turde stille mig ud i lyset, så jeg kunne ses af andre. For mig var det også en svær proces.

Jeg ser ikke en nem løsning for de mennesker, som har problemer med dem selv i deres liv.

Dog ser jeg nogle grundlæggende problemer:

• Skuffelse over ikke at være den person, man gerne vil være.

• Kan ikke finde ud af at leve det perfekte liv.

• At stille høje krav til sig selv.

• Krav om at yde mere og mere effektivt.

Vores samfund er i de senere år blevet kraftigt udfordret på mange områder, og der har medført et øget pres på os som mennesker.

Der stilles større og større forventning om uddannelse, men også at vi skal være længere tid på arbejdsmarkedet, end det tidligere var nødvendigt. Samtidig skal vi også være mere effektive – både i forbindelse med uddannelserne, men også på arbejdet.

Dele af disse områder er der måske svært at gøre noget ved, da konkurrencen blandt virksomhederne er hård, og ikke kun i Danmark, men også på internationalt plan.

Efter min opfattelse er de værste problemområder vores eget selvværd, og de krav, som vi stiller til os selv.

Det perfekte liv eller menneske findes ikke.

Måske noget af en påstand, men hvad er perfekt. Det er der ikke noget, som er, for vi er ikke tankeløse robotter, som er produceret på en fabrik.

Vi er skabt med de arveegenskaber, som vi fik via vores forældre, og det kan vi ikke lave om på.

Vi er nødt til at acceptere, at vi ligner vores forfædre, og så må vi prøve at få det bedste ud af det. Og det er ikke negativt tænkt.

Jeg læste forleden en artikel om, hvad vi ser hos andre mennesker, som det mest væsentlige.

Det er ikke kroppens form og de kurver, den kan have. Det er øjnene og ansigtet, som er de absolut mest væsentlige områder. Det er det, som fanger vores opmærksomhed.

Om jeg er 172 cm, 192 cm eller 212 cm høj er ikke det væsentlige, og heller ikke om jeg vejer lidt for meget eller lidt for lidt. Heller ikke om jeg har lyst eller mørkt hår.

Som ung er vi oftest meget mere sårbare omkring vores udseende, og sådan vil det nok altid være.

Vi måler os ofte i forhold til andre, og det samme gælder også vedrørende uddannelse / arbejde / økonomi.

Det bevirker, at nogle mennesker er “heldige” at ligge over middel, og så er der andre, som ikke gør.

At der i forskellige sammenhænge er stor fokus på udseende og status giver store udfordringer for mange mennesker. Det medfører ofte et meget kraftigt pres om at følge med strømmen om at ligge så højt oppe på skalaen som muligt.

Dermed også udfordringerne om de forventninger, som den enkelte har om sig selv, og måske også forventninger fra omgivelser og samfundet.

Jeg finder, at der er alt for meget fokus på karakterræset i forbindelse med uddannelser, og at det har en ødelæggende påvirkning hos rigtig mange mennesker.

Vi kan ikke få karakteren 12 alle sammen. Heldigvis for det, for det finder jeg slet ikke er sundt.

At der er så meget fokus på topkarakterer udstiller de mennesker, som ikke opnår disse karakterer. Er de så “tabere” – eller hvad? Nej selvfølgelig er de ikke det!

Alle karakterer mellem 02 og 12 gives for en præstation, der er tilstrækkelig for at bestå en eksamen. At der for nogle uddannelser stilles krav om et højt gennemsnit er en anden sag.

Jeg ser det som meget vigtigt, at vi som voksne tydeligt signalerer overfor unge, at vi IKKE har forventninger om høje karakterer, og heller ikke om et vist uddannelsesniveau.

Det sker jævnligt, at jeg læser eller hører om unge mennesker, som dropper en uddannelses- eller arbejdsmæssig retning, for at gå i en helt anden retning, som i nogles øjne ikke er så prestigefyldte.

Så kan jeg ikke lade være med glæde mig over, at de unge vælger deres drøm, og ser stort på, hvad andre synes.

Som voksne er vi nødt til at bakke op om de valg, som andre mennesker træffer, hvis de går efter deres drøm og mere livsglæde.

Det væsentlige ved vores liv er, om vi har det godt og trives med det.

At turde overgive sig til sin egen glæde

Når jeg ser på mig selv, og uanset hvornår i mit liv, og hvordan jeg ellers fungerede i forskellige relationer, så var der tidspunkter og situationer, hvor jeg mere end stortrivedes.

Det er værdien af disse tidspunkter og situationer, som jeg vil fremhæve i dette indlæg.

For mig kan disse områder gøre en markant forskel på vores liv, og det i en meget positiv retning.

Jeg anser det for meget væsentligt, at vi er opmærksomme på den glæde og begejstring, og ikke mindst, hvad vi kan anvende denne glæde til.

Er der noget i dit liv, som giver dig glæde og begejstring?

Det kan være interessen for:

• Kreative områder som eksempelvis at male / tegne / skrive / fotografere / sy eller strikke tøj / synge / spille på musikinstrumenter.

• Håndværksmæssige områder, som at foretage ændringer i eller på boligen, men også istandsætte møbler.

• Arbejde og studier.

• Sport og motion.

• Læse bøger.

Og det kan være alt muligt andet.

Selv af samle på larver kan give stor glæde.

Jeg er godt klar over, at det ikke vil udløse glæde hos alle, men larver og deres udvikling kan være en særlig oplevelse og forbundet med rigtig flotte former og farver.

Som barn / teenager havde jeg en hobby med at indsamle mange forskellige typer af larver fra træer og buske. Det spændende var at fodre larverne med de blade, som de levede af, og så følge deres proces til de udviklede sig til sommerfugle, natsværmere eller andre flyvende insekter.

Hvis du har en særlig interesse, som giver dig en glæde, hvor opmærksom er du på den stemning, som du kommer i?

Har du hæftet dig ved, at du nærmest “glemmer” tid og sted, når du er dybt optaget af din passion?

Hvis du ikke helt føler, at du har en særlig interesse, som gør dig særlig glad. Er det så fordi du ikke har tænkt på, om det gør dig glad?

Hvis det er tilfældet, så prøv at være opmærksom på, om du har en interesse, som interesserer dig.

Det kan eksempelvis være at have en interesse for naturen, eller de blomster, som du samler sammen i din vindueskarm eller stående på gulvet rundt omkring i din bolig. Føler du, at det er “ligegyldigt”, om det er den ene plante eller en anden, eller foretrækker du især nogle typer og farver.

Hvis du har en have, er det så underordnet, hvordan den ser ud, eller gør du lidt ekstra ud af den, så du finder den flot og spændende?

Det kan også være, at du har en særlig interesse for vikingetiden, og hvordan de levede. Måske også hvor langt de sejlede rundt for at handle med varer.

Hvis du alligevel har sådanne interesser, så prøv at være opmærksom på, hvor meget din interesse betyder for dig.

Livet kan i perioder virke lidt gråt og trist, men ved at hæfte sig ved de interesseområder, som du har, så er de med til at give lidt ekstra farve på din tilværelse.

Ved at være bevist om den positive effekt ved interesseområderne, så har det reduceret min usikkerhed på andre områder, for jeg vidste, at jeg havde en særlig viden og måske også særlige evner på mit eget område.

Hvis det har medvirket til en styrkelse af selvtilliden hos mig selv, og hvorfor skulle det ikke også kunne påvirke dig tilsvarende?

For mig er det betydningsfuldt, at livet ikke bare skal ses som noget, der skal overstås, men i stedet noget, der skal opleves og nydes.

Derfor er det efter min opfattelse væsentligt at være opmærksom på de sindstilstande, som vores oplevelser giver os.

Ved at være det, så er det muligt at gøre ekstra meget ud af de gode oplevelser, og reducere de oplevelser, som ikke giver glæde.

Derfor en opfordring om at søge efter de dejlige og livsbekræftende oplevelser, og også at turde nyde dem.

Hvilken vej går du – din egen eller andres

Har du tænkt på, om du efterligner de mennesker, som du omgås?

Det kan være i forhold til alle områder i dit liv:

• Har ens uddannelse eller uddannelsesniveau
• Er den arbejdsmæssige karriere prioriteret lige højt, enten med relativt få arbejdstimer eller overdrevent mange arbejdstimer
• Bor i samme område
• Vælger samme typer eller størrelser af bolig / båd / bil
• Har børn i folkeskolen eller er privatskole valgt
• Går nogenlunde ens klædt
• Dyrker de samme fritidsinteresser, og alt muligt andet.

Hvis du gør som andre, er det så fordi, du gerne vil det?

Måske burde du stoppe op, og så tænke på, om det virkelig er den retning, du ønsker at gå.

Sjældent oplever jeg, at mennesker næsten fysisk og mentalt stopper op for at vurdere deres liv og indholdet i det. Dermed hvordan de ønsker, at deres eget liv skal være, og så følger den retning.

Vi træffer alle et hav af beslutninger i løbet af vores liv om, hvad vi ønsker og hvad der kan lade sig gøre. I disse overvejelser indgår forhåbentlig også, hvor meget vi ønsker at presse os selv i forskellige retninger.

Økonomi er en relativ stor faktor i vores liv, for den påvirkes af, hvordan vi kan fremskaffe de penge, som skal til for at leve det liv, som vi ønsker.

Har jeg eksempelvis et brændende ønske om at have en meget stor bolig med en fantastisk flot havudsigt, og der samtidig i garagen holder en meget dyr bil, så vil det være nødvendigt, at jeg har relativt store indtægter. Samtidig også, hvis jeg også vil rejse meget og have dyre vaner i måden, jeg lever på.

Det er muligt at have det, uden jeg selv arbejder og skaber indtægter, men så skal andre i husstanden være den part, som tjener pengene.

For mange år siden mødte jeg et menneske, som i den grad havde valgt en levemåde. Hun var cirka 35 år gammel, og var uddannet folkeskolelærer, men ønskede kun enkelte vikartimer en gang imellem, som lige kunne dække hendes udgifter.

Den bolig, som hun havde lejet, var mere end speciel og billig. Det var et meget gammelt bindingsværkshus, hvor der var et toilet, men ikke mulighed for at tage et bad. Køkkenet var mere end simpelt. Der var ingen radiatorer, men dog en kakkelovn, så hun fyrede med træ for at skabe varme.

Faktisk var der en nedrivningstilladelse på huset, da det var så gammelt og træt. Hun betalte 150 kr. om måneden for at bo i huset. Det var i slutningen af 1980’erne, hvor en husleje i den størrelse var småpenge.

Hendes valg bestod i, at hun ikke ville være slave af økonomi og karriere. Hun ville tjene penge nok til, at hun havde et sted at bo, og samtidig kunne købe det, som hun i dagligdagen havde brug for – og ikke mere.

Derfor var det tilstrækkeligt for hende at have enkelte vikartimer en gang imellem. Hun havde derfor heller ikke udgifter til rejser, dyrt tøj eller bil, men havde en ældre cykel og benyttede de offentlige transportmidler, selv om hun boede ude på landet.

Måske kunne vi andre lære af hendes valg, og om det gør os lykkeligere at have det liv, som vi har.

Hun levede i naturen og stilheden, og var meget bevist om det.

Kunne du se dig selv leve et liv, som hun gjorde, og dermed fravælge mange af de krav og forventninger, som du har fyldt ind i dit liv?

Gør det dig ekstra lykkelig, hvis du har store udgifter til husleje, bil, rejser og alt andet, som presser din økonomi lige rigeligt? Og hvor der slet ikke er plads til uforudsete udgifter.

Har du overvejet, om nogle af dine udgifter kan gøres mindre, ved bevist at vælge en billigere levemåde?

Dermed også et mindre behov for at skulle tjene så mange penge, og derved få mere overskydende tid til at leve et afslappende liv uden stress.

Jeg kan også spørge om, hvad vi jager efter – er det for at følge med den måde, som andre mennesker lever?

Spørgsmålet gælder selvfølgelig også mig selv, for jeg kunne sagtens prioritere mit liv anderledes.

Er det nødvendigt for mig at bo i et hus, hvor jeg har flere rum, som jeg slet ikke benytter i dagligdagen. Måske også arbejde noget færre timer, og alligevel få mad på bordet.

Prøv at se på dig selv og dit liv – hvad betyder noget i dit liv, som gør dig lykkelig?

Prøv også at vurdere, om du har en levemåde, hvor der er prestige indblandet. Ønsker du ikke at ligne en fattigrøv? Undskyld udtrykket, men man kan købe en bog, som hedder ” Kogebog for fattigrøve”

Eller kan du godt lide at prale lidt med, hvad du køber og måden du lever på? Gør det dig ekstra lykkelig?

Dette indlæg er for at presse dig til at tænke på dit liv, og om det er den måde, som du virkelig ønsker at leve, eller der måske er andre muligheder.

Måske er der andre muligheder, som kan give dig en større livsglæde.

Jeg ved godt, at det kræver mod at tage sit liv op til revision på forskellige områder. Ikke mindst, hvis der er ubalance på et eller flere områder.

Hvad gør du ved ubalancer mellem, hvad du gør, og hvad du gerne vil?

Lukker du øjne og ører, og fortsætter med at leve dit liv, som du har gjort i lang tid?

Eller tør du handle – ikke i protest, men fordi du ønsker at følge dine drømme, og uanset hvad dine omgivelser siger og tænker.

Du kan være helt sikker på, at nogle mennesker både tænker og siger noget, hvis du skifter stil.

Disse mennesker er typisk af den opfattelse, at de har ret og ved alt, hvad der er rigtigt for dig. Men de samme mennesker ved ikke, at de slet ikke har ret til at bestemme over dit liv og dine drømme. Det er kun dig, som bestemmer over dit eget liv.

Du er derfor nødt til at være stærk, hvis du vil følge dine drømme om et bedre liv for dig selv.

Min opfordring er, at du ikke bør lukke øjne og ører for dine drømme, hvis det ikke samtidig er det liv, som du lever.

At turde give slip og være tilstede i nuet

Klokken er lige nu 22.38 en almindelig onsdag, og alligevel slet ikke en almindelig onsdag. Og i øvrigt heller ikke de foregående dage.

De seneste dage har givet mig anledning til overvejelser om, hvordan det er muligt at skifte mellem forskellige sindsstemninger flere gange dagligt mellem bløde og hårde værdier.

Generelt har jeg været arbejdsmæssigt presset af flere sager hos mit arbejde i SKAT, som skal afsluttes senest den 1. maj, da der ellers vil ske forældelse af et skattekrav. Sager, der har været arbejdet på i flere måneder.

Det bevirker, at vi arbejder ekstra lang tid om dagen, og også om aftenen og i weekender. I aften stoppede jeg først kl. 22.20, men det blev over midnat mellem søndag og mandag.

Samtidig er det også nødvendigt for mig at kunne nyde tilværelsen ved at leve. For mig har der i weekenden også været meget hyggelige samvær med andre mennesker i mange timer i forskellige relationer.

At jeg samtidig har været på et dagskursus mandag, tirsdag og onsdag i denne uge om alt andet end skat, presser tidsplanen yderligere. Alligevel tog jeg på det kursus.

Kurset vil jeg beskrive senere, da det sætter mange ting i vores liv i relief.

Hvordan tackler du pressede situationer, hvor der både er et arbejdsmæssigt pres, og har været det gennem et stykke tid, og at du også skal kunne leve i det?

Det kunne også være en afhandling, som skal afleveres i forbindelse med en uddannelse eller noget tilsvarende, hvor der er en hård deadline for aflevering, men gør det nogen forskel for presset og mulige konsekvenser for dig?

• Stresser det dig?

• Får du dårlig samvittighed om din opgave, som måske ikke kan nås, og dermed konsekvenserne af det?

• Er du fuldstændig kold overfor din opgave, og konsekvenserne af ikke at kunne nå det?

• Er det muligt for dig at arbejde mere effektiv, for derved at kunne nå opgaven, og gør du det?

• Ændrer du sindstilstand, som følge af presset, og bliver du mere opfarende og syrlige i dine udtalelser?

• Hvad så om natten – er det muligt at fastholde en rolig nattesøvn? Eller ligger du vågen i flere timer hver nat?

• Dropper du al social kontakt med andre mennesker, bortset fra dem, som du bor sammen med?

• Isolerer du dig, indtil presset på dig letter?

• Hvis du pludselig bliver inviteret til et barnedåb med nærmest dags varsel, som følge af afbud hos dine bekendtes gæster – siger du så “ja tak”, fordi du gerne vil?

• Hvis du siger “ja tak” til deltagelse ved at barnedåb, har du så dårlig samvittighed over, at du derved presser dig selv yderligere for at kunne nå arbejdsopgaven?

Er det generelt muligt for dig at kunne slappe af og intet lave i nogle timer, hvis du ved, at du har et projekt, som skal laves, og du allerede er bagefter?

Har du læst bogen “Lev i nuet” af Dani DiPirro og andre af hendes bøger?

Er du i stand til at leve i nuet? Og dermed at være til stede i det, som du laver lige nu, uden samtidig at tænke på alt muligt andet?

Har du overvejet, om det er muligt at foretage hurtige skifter mellem forskellige opgaver / oplevelser på et øjeblik?

Ekspedienter i forretninger, der er ved at betjene en kunde, bliver ofte afbrudt af ekspedientens kolleger, der har behov for hjælp. Eller tænk på en person, som arbejder i en skole eller i en daginstitution, hvor mange gange de bliver afbrudt af andre børn, når de taler med et barn.

Hvordan vil du klare en sådan opgave med så mange skifte?

Hvad så, hvis skifterne krydres med henholdsvis alvorlige samtaler og det modsatte – kan du også klare disse skifte?

Jeg kunne også stramme spørgsmålene lidt, for hvad nu hvis der også indgår alvorlig sygdom i nogle af dine samtaler, og dermed noget, som du skal forholde dig til.

Vi du så et øjeblik efter kunne grine og glæde dig over en anden situation med nogle andre mennesker, eller vil du være påvirket af den foregående alvorlige samtale med den syge?

Jeg er generelt tilstede i nuet, men kan dog også blive påvirket af nogle skifter mellem forskellige relationer, som jeg er i.

Meget alvorlig sygdom hos personer, som jeg har haft som nærtstående i familien og i venneskredsen, har været en del af mit liv gennem efterhånden en del år. Og dermed også dødsfald blandt disse personer.

At jeg siden midten af december måned har været sammen med børn i halvanden time hver anden uge, har været en yderligere vinkel på mit liv. Dermed også mine skifte af tilstand, da børnene har mistet den ene af deres forældre.

Formålet med møderne med børnene er, at de mødes med børn i samme situation, og sammen med os voksne får bearbejdet deres oplevelser, og hvordan deres liv kan blive bedre.

Og så tilbage til de seneste tre dages kursus, for det har netop omhandlet den rolle, som jeg og mine to kolleger er i, når vi i det frivillige arbejde mødes med børnene.

Den af mine frivillige kolleger og jeg deltog i kurses sammen med 18 andre mennesker, som møder børn i sorg primært via deres lønnede arbejde i daginstitutioner, fritidshjem og skoler.

Kursuslederen beskrev fantastisk godt hvilke situationer, der opstår omkring børn og deres familier, når typisk den ene af forældrene bliver syge eller dør. Eller dør på anden måde.

Kursuslederen har med sin professionelle uddannelse været dybt involveret i et hav af samtaler med børnene og deres familier i mange år, og over lange perioder med hver enkelt familie.

Det har givet et væld af erfaringer, og udgivelse af bøger og mange foredrag. Men også udarbejdelse af filmklip med flere interviewede børn, som fortæller om deres oplevelser. Disse filmklip er på hjemmesiden for Kræftens Bekæmpelse.

Praktiske erfaringer som kursuslederen har haft, blev videregivet til os kursister, samtidig med, at vi også blev udfordret i forskellige øvelser med hinanden.

Så er spørgsmålet for mig, om det virkelig var nødvendigt at deltage i dette tre-dages kursus, når jeg i mit lønnede arbejde ikke havde tid til det?

Jeg må dog forinden mit svar oplyse, at jeg om aftenen i disse dage faktisk har arbejdet en del timer med skattesagen.

Svaret på mit spørgsmål er, at selvfølgelig skulle jeg med på kurset. Det var aftalt allerede i december, at mødet ville komme. Samtidig er det mere end vigtigt for os gruppeledere at være så godt udrustet som muligt, når vi mødes med børnene.

Børnene har en ualmindelig tung mental byrde i deres rygsæk, og den har de resten af deres liv.

De har set og hørt mange ting, som de ikke kan glemme, og i deres tanker bliver der nogle gange lavet fortolkninger, som gør det endnu mere kompleks for dem.

Jeg kan også spørge, om jeg tager skade af at arbejde lidt ekstra hårdt en kortere periode, når jeg samtidig kan blive beriget af glædelig samvær med andre mennesker.

Jeg kunne også spørge, om det ekstra arbejdspres ved de tre kursusdage er det hele værd, hvis mit udbytte om måden at hjælpe børnene kommer dem til gode fremover.

Hvordan jeg kan klare inde i mig selv at have talt om så triste situationer på kurset, og så en time senere, når jeg kommer hjem at tale med en kollega om skattesagen?

Ved at kunne “leve i nuet”, så er det muligt at skifte fra meget alvorlige emner til noget helt andet, og dermed at skifte fra bløde værdier til hårde og kontante værdier.

At jeg i forskellige sammenhænge har været sammen med personer, som havde livstruende sygdomme medførte ikke, at alt var trist og håbløst, for sådan så jeg ikke på situationerne.

Mennesker er mennesker, og uanset om de har en livstruende sygdom og også, hvis et barn har mistet en forælder.

Jeg ser mennesker, som mennesker, og så er det deres muligheder ud fra deres situation, som jeg tager udgangspunkt i.

Følelsesmæssigt lader jeg mig ikke påvirke af at være sammen med disse mennesker, da mit fokus er at hjælpe dem i deres situation med at se mulighederne.

For mig er det også en fordel at kunne overskue mit liv i pressede perioder, og derved træffe nogle beslutninger. Måske også foretage nogle omprioriteringer, hvis jeg i perioder skal presse mig selv yderligere, for at opnå det ønskede.

Ensomhedens pris og mulighederne

Klokken er lige nu 23.14 på en onsdag aften. Jeg har været på arbejde hele dagen og skal det igen i morgen. Jeg har haft noget arbejde med hjemme, og har brugt nogle timer på det her i aften.
 
Der er ikke andre mennesker i min bolig end mig, og sådan har det været de sidste otte år.
 
Hvad er din forestilling om mig?
 
• Tænker du generelt på, om jeg har det godt, og om jeg trives i mit liv?
 
• Tror du, at jeg er ensom?
 
• Tror du ensomheden bliver udlignet, når jeg arbejder sammen med andre mennesker på mit arbejde, eller når jeg er sammen med andre mennesker i mine fritidsinteresser.
 
• Er du bekymret for, om jeg arbejder for meget, sover for lidt eller spiser ordentligt mad?
 
Hvis du har tænkt på noget af dette om mig, hvad har du så gjort ved dine tanker?
 
Har du kontaktet mig for at spørge, om jeg har det godt og trives i mit liv?
 
Hvis du har spurgt mig, og jeg svarer, at jeg har det fint – tror du så på det?
 
Jeg ved godt, at jeg måske ikke kender dig, og du heller ikke kender mig. Uanset dette, hvad gør du i forhold til et andet menneske, som du har bekymrende tanker om?
 
Tænker du, at det må vedkommende vel selv klare, og i øvrigt også ser nogenlunde glad ud, når I mødes.
 
Er du generelt opmærksom på, hvordan andre mennesker har det?
 
Bekymrer det dig ikke, at vi kan læse og høre så meget om mennesker, som forlader deres hjem, og ikke kommer levende tilbage igen?
 
Det er nærmest dagligt, at der er igangsat eftersøgninger forskellige steder i landet.
 
Det bekymrer mig, for jeg ser det ikke som et samfundsmæssigt sundhedstegn, at så mange mennesker fravælger deres liv.
 
Jeg kan godt læse, at en del af dem har forladt hjemmet i nedtrykt sindsstemning. Andre har forladt hjemmet eller arbejdspladsen med en normal og positiv sindsstemning, og alligevel har valgt ikke at komme tilbage.
 
Hvad der får mennesker til at fravælge livet, ved jeg ikke. Det kan være en form for ensomhed eller følelsen af ikke at fungere i det samfund, som de er en del af.
 
Vi kan sagtens føle ensomhed eller at vi ikke passer ind i familien / arbejdet /samfundet, selv om vores omgivelser oplever, at vi trives godt.
 
Følelser er ikke altid synlige, og især ikke de triste følelser. En del mennesker viser slet ikke deres triste og indelukkede følelser, men har en facade, og derved spiller en form for skuespil for andre. Altså lader som om de har det godt og hygger sig, men reelt er virkeligheden det stik modsatte.
 
Disse lukkede mennesker kan være noget svære at spotte, og dermed at give en hjælpende hånd.
 
Hvor opmærksom er du på, om mennesker, som du omgås, har det godt?
 
Har du rigeligt med bare at sørge for dig selv, og dermed ikke har specielt fokus på andre mennesker?
 
Måske burde jeg spørge dig, om du har det godt, og om du trives i dit liv?
 
Hvis du er en lukket person, som beholder dine følelser for dig selv, og især de triste følelser, hvordan skal jeg eller andre kunne hjælpe dig?
 
Hvis vi ikke ud fra din adfærd kan spotte, at du mistrives, hvordan kan det så ændre sig og blive bedre for dig?
 
Hvis du går med tunge tanker om dig og dit liv, så håber jeg virkelig, at du fortæller det til mennesker, som kan hjælpe dig.
 
Det er alene dig, som ved hvad du tænker og hvordan du har det. Føler du dig trist, så fortæl det til andre mennesker, så du ikke skal kæmpe alene med dine tanker.
 
Nogle gange skal der ikke gøres særligt meget, for at ændre vores tankesæt. Blot det at tale med et andet menneske kan gøre en meget stor forskel, og ændre triste tanker til positive.
 
Ofte er det blot nogle små justeringer af de mentale knapper, der skal til. Det at se en problemstilling et andet lys eller fra en anden vinkel kan være en afgørende påvirkning, og her er en samtale en rigtig god metode.
 
Så kontakt endelig andre mennesker, hvis du har på fornemmelsen, at de har problemer, eller du selv har.
 
Jeg glemte lige at følge op på, om jeg selv har det godt og trives i mit liv – ja selvfølgelig gør jeg det. Og det er ikke bare noget, som jeg siger, for jeg er opmærksom på mig selv og mine tanker og følelser.
 
Hvis der er ubalance nogle steder, så skruer jeg selv på mine mentale knapper, og det virker omgående. Det har jeg beskrevet for få uger siden i et tidligere indlæg.

Om at føle taknemmelighed

Mandag i denne uge blev lidt speciel for mig, og det skyldes flere forskellige forhold, og alligevel tankevækkende sammenfald.
 
På vej mod mit arbejde var der i et lyskryds i Aarhus meget langsom kørsel, da jeg i min bil skulle sno mig mellem flere politibiler og en ambulance. Desværre var der også andre elementer involveret. En stor lastbil med anhænger havde været ved at lave et højresving, men var stoppet midt i svinget.
 
Årsagen så jeg kun delvis, da en cykel lå mellem lastbilen og anhængeren. Ambulancebåren var gjort klar til brug, men jeg så ikke en tilskadekommet person. Efterfølgende har jeg søgt på nettet om oplevelsen. Heldigvis har jeg ikke fundet en alvorlig artikel om det.
 
Mildest talt en skræmmende oplevelse for cyklisten, hvor intet kan hamle op mod de stærke kræfter, når en lastbil kommer på tværs.
 
Jeg tænkte på morgenens oplevelse, da jeg sidst på dagen kørte hjem, og hvordan cyklisten evner at bearbejde en sådan oplevelse.
 
Det fik mig til at tænke på en lille bog, som jeg købte for 26 år siden, og hvilket uudsletteligt indtryk den gjorde på mig. Det gør den stadig, selv om jeg kun har læst bogen denne ene gang.
 
Under et besøg hos en marskandiser / produkthandler, som solgte alt muligt fra gamle jernbanesveller til børnelegesager, faldt jeg over en lille bog fra 1946.
 
“De sidste timer” hedder bogen og er en samling af afskedsbreve, som især unge mænd / store drenge havde skrevet til deres kære.
 
Baggrunden var, at de danske frihedskæmpere var blevet fanget, og havde fået muligheden for at skrive en sidste hilsen til deres kære, da deres liv skulle slutte den efterfølgende dag.
 
Selv om bogen kun er på 249 sider, så husker jeg meget tydeligt, hvor svært det var for mig at læse bogen.
 
Brevene var skrevet på en meget stærk baggrund, men det var helt utroligt, hvor afklaret de unge mænd var med den næste og samtidig den sidste dag i deres liv.
 
De opmuntrede alle modtagerne af brevene til at tænke positivt, og samtidig at glæde sig over alle de gode oplevelser, som de sammen havde haft.
 
Der var ikke bitterhed i brevene, men de unge mennesker ønskede alle deres pårørende held og lykke med deres fremtidige liv.
 
Min oplevelse fra mandag morgen med cyklisten og så den gamle bog fik mig til at tænke på et begreb som “taknemmelighed”.
 
Kendetegnende for indholdet af brevene var positive ord og taknemmelighed for de oplevelser, som de havde opnået i deres liv, men også en accept af den dagsorden, som andre havde sat for den kommende dag.
 
Da jeg tændte min pc senere mandag faldt jeg med det samme over følgende ord:
 
  • “The struggle ends when gratitude begins”
Ordene er skrevet af Neale Donald Walsch. Altså “kampen slutter, når taknemmelighed begynder”.
 
Det fik mig til at tænke på, i hvilken grad “taknemmelighed” er en del af vores dagligdag.
 
Er det kun, når vi virkelig er presset, at vi får øjnene op for de positive elementer i vores liv og derved en taknemmelighed over at kunne opleve dette?
 
Vores dagligdag er normalt fyldt med alt muligt, og meget ofte med alt for meget presset sammen.
 
Derved er der en risiko for, at vi glemmer at mærke de dejlige oplevelser.
 
Hvad med dig, i hvilken grad hæfter du dig ved alle de fine oplevelser, og hvor meget påskønner du det?
 
Hvordan har du det med at fortælle andre mennesker om dine kritiske holdninger til forskellige ting?
 
Jeg kan kun opfordre dig til at have ekstra fokus på alle de fine detaljer.
 
Så er det måske også en overvejelse værd, om hvor nødvendigt det er at komme med kritiske bemærkninger.
 
Hvis de kritiske holdninger og udtalelser bliver overvejet en ekstra gang, og tankesættet bliver justeret, så kan de førnævnte ord “The struggle ends when gratitude begins” måske give et helt andet indhold i livet.

Klumpen i maven af dårlige følelser

Hvilken følelse har du i maven ved ikke at få sagt noget, som betyder noget for dig?
 
Er det den samme følelse i maven, hvis du er “kommet til” at sige noget, som du ikke burde?
 
Jeg kan også spørge på en anden måde. Har du på et tidspunkt bevist sagt noget usandt til et andet menneske – altså sagt en løgn?
 
Hvilken følelse fik du i maven ved at sige det?
 
Betød det noget for dig, at du derved fik en risiko for at blive afsløret som løgner?
 
Er det din erfaring, at det bliver bedre med følelsen i maven, at tiden går uden sandheden kommer frem?
 
Baggrunden for dette indlæg er en lille børnebog, som jeg læste forleden.
 
Bogen hedder “Klumpen” og er skrevet af Teddi Doleski.
 
At jeg læste bogen skyldes, at jeg hver anden uge møder børn via frivilligt arbejde, og hvor børnene har mistet en af deres forældre ved sygdom eller ulykke.
 
Bogen er skrevet til børn om netop “klumpen” i maven af dårlige følelser, hvis noget skulle have været sagt / noget grimt blev sagt / misforståelser.
 
Jeg havde ikke læst mange ord i bogen, før jeg blev opmærksom på adskillige af mine egne oplevelser både som barn og som voksen.
 
Det kunne eksempelvis være, at:
 
• Jeg som 10 årig kastede en sten efter en nabodreng, da han ikke ville lege med mig mere, og uheldigvis ramte ham i hovedet, så han skulle til læge for at blive syet sammen. Jeg blev selvfølgelig konfronteret med episoden, da drengen og hans far senere på dagen gerne ville tale med mig og mine forældre, og samtidig vise mig syningen i hovedbunden.
 
• Pynte på oplevelser, så de enten blev bedre eller mere dramatisk, og med en risiko for at blive afsløret efterfølgende.
 
• Fortryde ting, som jeg enten har sagt eller gjort, men ikke kan få mig selv til at sige undskyld af forskellige årsager.
 
• Bagtale mennesker eller løbe med sladder.
 
Jeg tror, at jeg er som de fleste andre mennesker, hvor vi i perioder af vores liv, og / eller i forskellige situationer siger og gør ting, som vi efterfølgende fortryder.
 
Problemet er bare, at vi ikke kan spole tiden tilbage, for derefter at gøre det, som vi burde have gjort.
 
Vi er derfor nødt til at leve videre med den dårlige samvittighed.
 
For mit vedkommende havde jeg det svært, hvis der var en risiko for at sandheden kom frem, og jeg havde gjort eller sagt noget forkert.
 
Det er muligt, at “tiden læger alle sår”, men det gælder ikke “klumpen” af dårlige samvittighed i maven, for den vokser hver eneste gang, der tænkes på den dårlige samvittighed.
 
Usagte ord kan også hobe sig op “inde i maven”, og give en følelsesmæssig dårlig oplevelse.
 
I adskillige situationer har jeg fortrudt, at jeg ikke fik stoppet en proces, eller sagt fra overfor andre mennesker, men lod mig trække med på deres præmisser.
 
Jo længere tid jeg lod mig trække med, des større blev utilfredsheden over min situation, men ordene om dette kom ikke rigtigt ud af min mund.
 
Hvor god eller dårlig er du selv til at sige din mening i de forskellige sammenhænge, som du har berøring med?
 
Er det så på en positiv og konstruktiv måde, at du får dine ord ud?
 
Eller er det ud “gennem sidebenene”, så modtageren af ordene måske er usikker på, om du mener det sagte eller ej?
 
Et meget tydeligt område, hvor misforståelser / grove udtalelser / manglende udtalelser forekommer, er i et parforhold.
 
Her kniber det for mange mennesker at fortælle den anden part om alle ens egne følelser.
 
Jeg tænker ikke på de positive følelser, for de er noget nemmere at få sagt, uden at støde den anden part.
 
Det er de andre følelser og opfattelser, hvor det meget nemt kan opfattes som kritik og mistro af den anden part. Dermed er der en risiko for, at partneren får en lejlighed til at fortælle om sin utilfredshed med en selv. Og dermed en risiko for, at parforholdet bliver opløst.
 
Så “klumpen” har jeg desværre et udmærket kendskab til, og mindes det ikke med glæde.
 
At møde børn, som jeg gør, der i så ung en alder har mistet en forælder medfører, at der er rigtig mange situationer, hvor “klumpen” i maven kan vokse:
 
• Tavshed for ikke at såre andre.
 
• Masser af misforståelser.
 
• Berøringsangst omkring børnenes situation.
 
• En ny stedmor / -far, og måske med medbragte børn, og hvem har så ekstra fokus på det klemte barn med en mistet forælder.
 
Livet føles ikke altid let, og mange bliver udfordret mere eller mindre kraftigt af påvirkninger, som vi ikke selv er herre over.
 
Vedrørende de situationer, som vi selv er herre over, og det kunne være at samle mod til at sige “undskyld” eller stoppe en proces, som vi ikke ønsker at deltage i – ja her er det vores eget ansvar at fjerne “klumpen” i maven.
 
Andre ved måske slet ikke, at vi har en voksende “klump” af dårlige oplevelser, så derfor en opfordring til at gøre noget.
 
At sige nogle ord om de opsamlede følelser, kan føles som en befrielse, og “klumpen” kan helt forsvinde, for nu er det ikke en hemmelighed mere.
 
Foråret er her lige nu, og dermed en rigtig god anledning til at få foretaget forårsrengøring.
 
Få derfor fjernet de dårlige “klumper”, så du kan komme videre med dit liv, for det fortjener du at nyde.

Lukker du øjnene for sandheden om dig selv

Er der noget, som du ikke vil se og høre?
 
Det er masser af situationer, som vi ikke ønsker at opleve, og heller ikke jeg.
 
Jeg prøver at åbne mine øjne for de situationer, som jeg selv er i, og også at forholde mig til dem.
 
Ved at se på flere situationer, så kan jeg se, at flere mennesker har et problem med dem selv.
 
De har et problem med at acceptere sig selv i den situation, som de er midt i.
 
Det kan være:
 
• En alvorligt syg person, som går til de undersøgelser og behandlinger, som lægerne siger, men betragter ikke sygdommen som sin egen. Dermed heller ikke en accept af den risiko, som er forbundet med sygdommen, og at en ændret levemåde måske kan være gavnligt.
 
• En person, som er blevet forladt af sin partner for flere år siden, og naivt er overbevist om, at partneren kommer tilbage.
 
• En person, som lever i et voldeligt parforhold, men som igen og igen håber, at den voldelige partner bliver fredelig at bo sammen med.
 
• En person, som ikke forholder sig til, at kropsvægten stiger faretruende. Dermed heller ikke, at der er flere muligheder for igen at opnå en normalvægt.
 
• En person, som er ensom eller mistrives, og som ikke er bevist om, at det er personen selv, som aktivt skal gøre noget, for at bringe sig ud af isolationen. Flere af mulighederne for at komme ud af triste situation kan være yderst enkle og medføre stor glæde.
 
Mon ikke mange af os kender til personer, som grundlæggende har et kritisk og negativt syn på mange ting og sjældent kan omtale noget positivt.
 
Jeg tvivler på, at personen selv er klar over det verdensbillede, som bliver skabt ved det negative syn, og hvor stor påvirkning det har for den pågældendes livsglæde.
 
Min opfattelse er, at mange fastlåste situationer for mange mennesker relativt let kan blive noget mere nuanceret, og fastlåstheden kan opløses.
 
Blot ved at tale med et andet menneske, som er god til at lytte og forstå det sagte, så er der muligheder for at åbne op for andre synsvinkler.
 
Uanset om du selv føler dig positiv og åben for andre indtryk, så overvej, om du i forskellige sammenhænge har lidt faste holdninger, og som du har haft i meget lang tid.
 
Er du fortsat helt sikker på, at din opfattelse er objektiv og helt rigtig?
 
At jeg har sagt det samme om et problem / emne / forhold mange gange gennem mange år, er ikke det samme som, at det er rigtigt. Måske er det mig, som i mit verdensbillede har bygget et scenarie op, som jeg fandt rigtigt for mange år siden. Det kan være, hvis jeg genovervejer situationen i dag, at jeg kommer frem til en helt anden opfattelse.
 
Jeg ser det som yderst vigtigt, at der bliver åbnet op for de fastlåste holdninger og opfattelser.
 
Livet for mig er væsentligt sjovere, når jeg føler det beriget med positive oplevelser. Jeg er meget bevidst om, at jeg selv er en stærk medvirkende faktor i skabelsen af denne oplevelse.
 
Hvad med dig – ønsker du en hjælpende hånd i samme proces?
 
Jeg kunne også stille spørgsmålet, om du er tilfreds med dit liv?
 
Hvis du ikke kan sige “ja”, hvad har du så tænkt dig at gøre ved det?
 
Husk på, at det er dig, som har muligheden for at ændre svaret fra “nej” til “ja”.

Tør du tro på dig selv og være dig selv

Måske et lidt underligt spørgsmål, men i forskellige faser af mit liv kunne jeg besvare spørgsmålet med “nej” og “ja” i andre perioder.
 
Hvis usikkerheden er stor og selvtilliden er lav, så er det meget svært at tro på sig selv. Altså om man selv ved noget eller har en mening om noget.
 
I sådanne situationer er der også mere end svært at turde “være sig selv”.
 
Efter min opfattelse kræver det en vis portion selvsikkerhed at turde “være sig selv”.
 
For mit vedkommende har det tidligere været et problem at gå ind i et stort rum med andre mennesker. Det kunne være til en fest, hvor jeg skulle hilse på samtlige i lokalet, men det kunne også være til en reception, hvor det ikke var nødvendigt at hilse på alle.
 
Jeg er også i dag opmærksom på, hvordan jeg og andre kommer ind i et stort lokale, og ikke mindst, hvor vi placerer os.
 
Tidligere “gemte” jeg mig langs væggen, og placerede mig aldrig ude midt i rummet. I dag vælger jeg bevist midten af rummet, hvis jeg ikke skal tale med personer, som står mere yderligt i rummet.
 
At jeg bevist vælger midten af rummet skyldes, at jeg ikke vil gemme mig mere.
 
Jeg har levet i en skyggetilværelse i forskellige sammenhænge, men selv her følte jeg mig ikke tryg, da jeg følte mig forkert og på usikker grund.
 
Hvordan har du det med at træde ind i et stort lokale?
 
Kommer du også nærmest “krybende” langs ydervæggene, eller går du direkte mod det mest oplyste sted i centrum af lokalet?
 
Jeg kunne også have stillet spørgsmålet, om du tager alene til koncerter eller forestillinger, uden at skulle mødes med nogen?
 
Hvorfor kan det være så svært at turde gøre noget, så vi kommer til at udstille os selv?
 
Spørgsmålet til dig kunne også være, om du tør stole på dine følelser og fornemmelser?
 
Følger du dine følelser og fornemmelser, eller finder du en undskyldning for at nedtone og dermed undertrykke følelserne?
 
Er det muligt at lyve for sig selv – og er det en god ide?
 
Jeg ser det som yderst vigtigt i vores udvikling eller modning af os selv, at vi lærer at acceptere vores følelser og fornemmelser.
 
Hvis vi kan acceptere de følelser og fornemmelser, som vi har, så føles det så overbevisende og kraftfuldt, at vi frigør os fra den “forkerte” rolle, som vi tidligere har levet i. Nu tør vi gøre, hvad vi synes, er det rigtige, og også selv om det er at stå alene midt i et fuldt oplyst rum.
 
At jeg gennem en del år har været meget opmærksom på, hvad jeg bemærkede i og omkring mig selv gør, at jeg tør stole på de “pludselige” tanker, som jeg ser / hører eller fornemmer.
 
Det har også gjort, at jeg tankemæssig har turdet stille spørgsmål, og samtidig også har turdet stole på de svar, som jeg modtog.
 
Jeg har ikke kunnet forudse svarene, men ved at anvende intuition på den måde, som jeg gør, så føles det som om jeg fører en “samtale” med en anden part. Om den anden part er min underbevidsthed eller noget andet, er mig underordnet, da det ikke er en relevant for mig.
 
For mig er det vigtige at turde stole på mig selv, og hvad jeg oplever. Og også selv om det kan virke underligt for nogle mennesker.
 
Jeg kom forleden til at tænke på et forsøg, som jeg så i TV for mange år siden. Her handlede det i den grad om fornemmelser, og det at turde tro på sine følelser og fornemmelser.
 
Forsøget gik ud på, at en række kvinder og mænd gik ind i det samme rum. De kendte ikke noget til hinanden, og måtte heller ikke hverken tale, smile eller på anden måde kommunikere med hinanden.
 
Hver af personerne havde fået monteret et nummer på deres tøj, så alle havde forskellige numre.
 
Før personerne trådte ind i rummet, var det instrueret i ikke at have nogen form for kommunikation med de andre personer, men at notere et nummer på den person i rummet, som de gerne ville have en efterfølgende samtale med. En form for date.
 
Efter et stykke tid kom personerne ud af lokalet, og blev hver især interviewet om, hvilken person de ønskede at møde.
 
Yderst påfaldende havde mange “par” valgt hinanden, og ved interviewet kunne det konstateres, at de begge havde haft en næsten fælles livshistorie og interesse.
Det er muligt, at vi i en periode kan bilde os selv noget ind, men vi kan ikke skjule sandheden. Den er der, og andre har måske allerede “set” det.
 
Tanken med dette indlæg er, at vi kan få rigtig stor glæde ud af at turde stole på os selv og vores følelser og fornemmelser.
 
Vi snyder os selv, hvis vi ikke tør stole på os selv.
Jeg kunne også spørge, om det ikke gør det ekstra vanskeligt for andre at stole på os, hvis vi ikke selv gør det.