Tiden er et øjebliksbillede – nyd det / kast det bort

En scene i en film bliver taget om, igen og igen, og tilpasset indtil det perfekte filmklip er opnået.

Den mulighed har vi ikke med vores liv.

Formålet med dette indlæg er at have fokus på de værdifulde øjeblikke i vores liv.

Tiden mellem vores fødsel og død er den ramme, som vi har for alt, hvad vi kan nå at opleve i vores liv. Vi kender ikke rammens størrelse, men dermed en opfordring om ikke at udsætte alt til senere.

Tiden ændrer alt. Jeg kan i dag ikke opleve, hvad jeg oplevede i går. Jeg er i en ny situation i dag, og sådan vil det altid være.

Jeg har derfor ikke muligheden for at spole tiden tilbage, som man gør ved en filmoptagelse, og så gøre det lidt bedre næste gang.

Vi har igen passeret afslutningen af et år, og mange af os bliver på en måde overrasket over, at endnu et år er gået. For var det ikke sommer for “ganske få” uger siden.

Det sammen kan føles omkring vores alder, for indeni føler jeg ikke, at jeg har den alder, som jeg har. Jeg kan dog godt se, når jeg går lidt tæt på et spejl, at der vist alligevel er gået en del år siden min fødsel.

Tiden er en speciel størrelse, for på en måde kan jeg ikke mærke, at årene er gået, men kan godt se, når jeg hukommelsesmæssigt spreder et væld af oplevelser ud, at der alligevel er gået mange år.

Andre gange føler jeg, at tiden nærmest er gået i stå, men det er især forbundet med en ventetid på et eller andet.

Jeg oplever “tiden” som et øjebliksbillede, og prøver at være opmærksom på, hvad der sker i og omkring mit liv. Dermed af gode og dårlige oplevelser.

Det er ikke en krampeagtig fastholdelse af de enkelte øjeblikke, og jeg går heller ikke med et kamera for at tage billeder af alle de særlige “øjeblikke”.

Flere gange har jeg ønsket efter en oplevelse, at jeg gjorde eller sagde noget, men fandt det ikke muligt i situationen.

Dermed tabte jeg muligheden for at gøre det ønskede, men jeg er opmærksom på, at opstår en tilsvarende situation i fremtiden, så gør jeg noget.

Det kan som eksempel være, at jeg for nogle få år siden handlede ind hos den lokale købmand. Jeg skulle betale for mine varer til ekspedienten, som var en helt ung kvinde.

Det helt specielle ved hende var den udstråling, som lyste ud af hendes ansigt. Sjældent har jeg oplevet så stor og fantastisk en udstråling, og det ville jeg gerne fortælle hende.

Efter min opfattelse kunne hun bruge mine ord om, at hun gjorde en meget stor og positiv forskel for sine omgivelser. Hun kunne ikke bruge mine tanker til noget, hvis jeg ikke fortalte det til hende.

Mine tanker var fuldstændig rene overfor hende. Mine ord måtte derfor ikke blive misforstået. Jeg ville heller ikke gøre det pinligt for hende, at en halvgammel mand kommenterede hendes ansigt og udstråling, da der stod en del mennesker i køen for at betale.

Jeg besluttede, at mødte jeg hende en anden dag i butikken, og muligheden var til stede, så ville jeg sige det. Desværre har jeg ikke set hende siden, og dog så jeg hende flere år efter på en gågade et andet sted i byen, men nu var der ikke anledning til at sige noget. Derfor blev min tanker aldrig sagt.

Som følge af min opmærksomhed på at give positive tilbagemeldinger til mennesker, som har betydet meget for mig og mit liv, så har jeg flere gange givet en meget personlig tak til nogle mennesker.

Det var eksempelvis kolleger, som gik på pension eller efterløn, og jeg dermed ikke ville møde mere. De fortjente at vide, hvor stor pris jeg satte på deres støtte og påvirkning af mig og mit liv.

Min far valgte den samme måde, da han i december for godt et år siden valgte at stoppe sit liv. Han var gammel og fandt som nærmest hjælpeløs ikke, at der var mere livskvalitet tilbage for ham, men at det kun blev endnu dårligere. Han stoppede sit liv ved ikke at spise og drikke mere i nogle dage, og så stoppede livet helt af sig selv.

Han takkede forinden hver af sine børn, svigerbørn og børnebørn, og at han havde sat meget stor pris på alle de år, som han havde haft fælles med os. Han ønskede os samtidig også lykke og held med vores videre liv.

Hans ord og tanker kom fra den inderste del af hjertet og helt uden, at han blev berørt af alvoren i sin beslutning.

De sagte ord vil vi altid kunne huske, og de har gjort en stor forskel på os.

Tilsvarende finder jeg det vigtigt, at kan vi gøre en positiv forskel overfor andre mennesker, så vil det betyde rigtig meget for de pågældende mennesker. Faktisk også for os selv, selv om det slet ikke var bagtanken.

Gennem hele livet møder vi et utal af forskellige mennesker. Nogle kender vi slet ikke, men vi er på det samme sted et øjeblik. Måske kun ved øjenkontakt i en bus eller på gaden. Andre ser vi gennem en længere periode i måske nogle måneder eller i mange år.

Mange af disse mennesker kommer til at betyde rigtig meget for os og andre knap så meget.

Mange mennesker betyder måske ikke umiddelbart noget for os, men de kan medvirke til at give en positiv oplevelse. Eksempelvis som koncertdeltagere eller som mennesker på gaden og i forretninger. Uden disse mennesker ville oplevelsen for os blive mere end kedelig.

Fælles for disse møder med mennesker er, også selvom det er en partner, at vi kun har hinanden til lån i en kortere eller længere periode. Intet varer evigt, og heller ikke vores eget liv.

Så lang tid vi lever, så får vi nye relationer til mennesker og vi mister også bekendtskaber.

Mit budskab er, at du bør nyde alle de unikke øjeblikke, som du ser og oplever.

Om det er øjeblikke med et andet menneske, en stemning til en koncert eller ude i naturen, er helt underordnet, bare du er opmærksom på, hvor meget det betyder for dig, og dermed hvor meget livsglæde, det giver dig.

Selv om øjeblikket forsvinder, så glæd dig over, at du nåede at opleve det dejlige i øjeblikket. Også selv om det er en partner, som forsvinder ud af dit liv, så husk alligevel alle de gode øjeblikke.

Der er selvfølgelige også dårlige oplevelser, og også med andre mennesker. Ved at have fokus på alle de gode oplevelser, så vil de dårlige oplevelser stille blive glemt, da de ikke er det væsentlige for at opnå livsglæde.

De dårlige oplevelser kan dog understøtte, hvor meget pris, der sættes på de positive oplevelser.

Så gem på alle de gode og værdifulde oplevelser og smid de dårlige væk.

Selvmedlidenhed og følelsen af at være et offer

For få dage siden stødte jeg igen på ordet “selvmedlidenhed”, og ikke nødvendigvis et glædeligt gensyn.

Selvmedlidenhed har jeg tidligere stødt på, og har derfor en holdning til dette ord eller opfattelsen om en selv.

Har du en opfattelse af, om du har selvmedlidenhed, og dermed om du føler dig i en offer-rolle?

Måske er du ikke helt opmærksom på, om du er ramt af selvmedlidenhed.

Ved at beskrive om selvmedlidenhed hos mig selv, så har du muligheden for at genkende visse mønstre, som måske ligner dine, eller noget tilsvarende.

I perioder af mit liv har selvmedlidenhed været en del af den måde, som jeg havde det med mig selv.

Selvmedlidenhed er slet ikke forbundet med en god følelse af sig selv, nærmere det stik modsatte.

At føle sig usikker, genert, forkert og anderledes har været en af mine følgesvende i en stor del af mit liv i forskellige sammenhænge. Det er i lyset af det, at “selvmedlidenhed” blev dannet hos mig.

Da jeg som lille dreng begyndte i folkeskolen, og dermed skulle møde andre mennesker end naboens børn, så blev det meget synligt, hvordan jeg trivedes udenfor de hjemlige rammer.

Det kan bedst beskrives på den måde, som jeg gik på, og som jeg stadigvæk kan huske meget tydeligt.

Når man går i et almindeligt tempo, og uden at holde noget i hænderne, så vil armene svinge frem og tilbage. Når den ene arm svinger frem, så svinger den anden arm samtidig tilsvarende bagud.

Det tænker vi normalt aldrig på, for det sker helt af sig selv, når vi går.

Svingningerne af armene sker i forhold til hvilket ben, der er forrest og hvilket ben, der er bagerst.

Når det højre ben er forrest, så er den venstre arm også forrest, og dermed modsat for venstre ben og højre arm. I takt med at vi sætter henholdsvis det ene eller det andet ben forrest, så svinger vi armene henholdsvis frem og tilbage.

Alt dette sker helt automatisk. Altså for næsten os alle, men sådan var det ikke hos mig, når jeg var alene blandt andre mennesker.

Jeg vidste godt, at jeg skulle svinge armene og også hvordan, men det virkede lige forkert for mig, om det var den ene eller den anden arm, som var forrest i forhold til benet.

Jeg er godt klar over, at det har set ualmindelig kejtet ud, og det var også årsagen til, at jeg næsten altid havde mine hænder begravet i lommerne.

Mine forældre havde et landbrug, og derfor var jeg meget ude i naturen.

At gå i en mark med løs jord eller vådt og tungt jord bevirker, at man helt automatisk er nødt til at svinge armene korrekt i forhold til benene. Ellers kommer man ikke fremad, og man vælter.

Jeg kunne bare ikke bruge den samme naturlighed, når jeg gik sammen med andre mennesker udenfor hjemmet, da jeg følte mig et forkert sted.

Selv som voksen har jeg i forskellige sammenhænge ikke følt mig veltilpas blandt andre mennesker.

En af de helt store udfordringer for mig var blandt andet, at det i en periode var moderne med bukser uden lommer. Dermed uden mulighed for at gemme og fastholde mine hænder.

Hvis vi føler os forkert i forhold til andre mennesker, og kan se, hvor let og spændende tilværelsen ser ud for andre mennesker, så har vi en tendens til at trække os ind i os selv.

Vi tier typisk også med vores syn på os selv i forhold til alle de andre, da vi endelig ikke ønsker mere fokus på os selv end allerhøjst nødvendigt.

Når en lærer beder en elev om at komme op til tavlen for enten at skrive noget på tavlen eller at fortælle noget til eleverne i klassen, så kan eleven i den grad føle sig synlig og udstillet.

Jeg ved det, for jeg har desværre prøvet det mange gange.

Hvis jeg som helt ung var til en fest, og endelig tog mig sammen for at spørge en pige, om hun ikke ville danse med mig, så var jeg nødt til at træde ud af min trygge skygge.

Hvis jeg så blev mødt med et “nej tak”, så var det bare med hurtigt at komme tilbage til skyggen, og der blev jeg. Ikke kun den aften, men i lang tid fremover.

I takt med, at vi bliver udstillet som kejtet eller “forkert”, eller vi selv føler os anderledes, så har vi et problem.

Hvem fortæller vi, at vi har det dårligt i forskellige sammenhænge, og slet ikke ønsker at blive udstillet, så vores kejtethed bliver endnu mere synlig?

Omgivelserne burde kunne se det, men jeg fik aldrig en reaktion over det, og sagde det heller ikke til nogen.

Vi går typisk med vores indelukkede følelser og billedet af os selv som en person, som ikke passer ind med alle de andre mennesker, som vi omgås.

Så er der altså ikke langt til at få lidt ondt af sig selv, når vi ikke er, som de andre, og ikke kan gøre, som de andre.

På en måde er det en form for trøst for os, at der dog er en person, som forstår os og som er opmærksom på vores situation.

At denne person er os selv, er slet ikke godt, for så danner det følelsesmæssige en cirkel, og uden mulighed for at komme ud af rollen.

Hvis vi skal ud af denne offer-rolle omkring os selv, så er det nødvendigt, at vores selvmedlidenhed skal brydes.

At bryde med selvmedlidenhed kræver en ekstra stærk energi, som vi skal finde et eller andet sted.

Det er os selv, som skal finde den energi, for det er os selv, som har det lave selvværd og følelserne. Uanset, hvad andre siger, så er det vores følelser og opfattelse af os selv, som skal ændres.

Jeg faldt over et udtryk på nettet om “selvmedlidenhed”, at det virker som en “følelsesmæssig selvmonteret fodlænke”.

For mig er det et rigtigt godt billede på selvmedlidenhed, da vi selv er herre over, om vi vil have den følelsesmæssige fodlænke eller ej.

Selvmedlidenhed kan virke direkte selvdestruktivt. Jeg kan godt frygte, at flere selvmord har direkte forbindelse til selvmedlidenhed.

Det nytter ikke at have ondt af sig selv, og uanset om det er i forhold til familie, venner, økonomi, bolig, studier og arbejde – eller mangel på samme.

Vi har alle muligheden for at bryde den følelsesmæssige fodlænke. Vi skal bare lige finde nøglen til at åbne op for fodlænken.

Føler du dig fastlåst af en følelsesmæssig fodlænke, så er du nødt til at se væk fra din egen navle og se ud mod verden.

Du er nødt til at finde mål i dit liv, som du gerne vil nå, og hvis du vil nå disse mål, så er du nødt til at give slip på fodlænken. Du er nødt til at springe ud og turde satse noget, for ellers når du aldrig dit mål.

Jeg ser det sådan, at vi kan have flere samtidige fodlænker, da der skal ske forskellige handlinger for at nå de forskellige mål.

Du vil opdage, at det første skridt kan være meget svært, men har du først trådt væk fra den følelsesmæssige fodlænke, så vil du nyde friheden og ønsker dig slet ikke tilbage til fodlænken.

Du kan spørge en ven, om vedkommende vil støtte dig, når du træder væk fra fodlænken, men det er dig og kun dig, som skal være den trækkende kraft. Du må slet ikke føle, at opfordringen kommer fra din ven, for beslutningen og de første skridt skal alene være dit ansvar.

Jo flere mål du sætter dig og jo flere gange, du bryder med den mentale fodlænke, vil du opdage, at det bliver lettere og lettere at nå dine mål.

Du glemmer måske helt, at du ikke har flere mentale begrænsninger.

Det var nok det, jeg oplevede forleden, da jeg faldt over ordet “selvmedlidenhed”, for jeg tænker i dag ikke på, hvad jeg ikke tør.

Jeg vil derfor opfordre dig til at få åbnet op for den følelsesmæssige fodlænke, hvis du har en sådan.

Jeg har ikke en metaldetektor, hvis du ikke kan finde nøglerne til din fodlænke, men jeg kan måske hjælpe dig på anden vis.

Du må endelig ikke holde dig tilbage for at spørge mig om hjælp. Og husk, at jeg desværre kender rigtig meget til følelsesmæssige fodlænker, og også, hvordan de kan brydes.

Du kan bare sende mig en besked via Messenger, en sms eller en mail, og jeg besvarer alle så hurtigt som muligt.

Har du oplevet følelsen af ikke at være elsket

I perioder af vores liv har mange af os haft den følelse, og at vi ikke var elsket af mennesker, som stod os nær. Eller af mennesker, som burde stå os nær.
 
At have denne følelse allerede fra de tidlige barneår kan give meget store følelsesmæssige konsekvenser livet igennem.
 
Som barn må det nærmest være umuligt selv at bearbejde den manglende omsorg.
 
Selv som voksent menneske kan det virke mere end svært at komme bag om hele årsagen, og derved at kunne acceptere at rammerne og indholdet i de tidligere år blev, som de blev.
 
Mange mennesker føler sig svigtet adskillige gange i deres liv, og det er især ekstra alvorligt, når det er børn, som føler disse svigt.
 
Følelsen af svigt kan opstå i mange situationer, og fra børnehøjde kan der blandt andet være følgende påvirkninger, som har betydning:
 
• En skilsmisse hos forældrene bevirker en stor omvæltning i barnets liv. Børn er som udgangspunkt loyale overfor begge forældre, men ved ufred blandt fraskilte forældre, vil børnene være særligt sårbare, da børnene i en del situationer bliver brugt som våben mellem forældrene.
 
• At et barn kun har en forældre, da den anden enten er død, eller der på en eller anden måde ikke er en kontakt til barnet.
 
• Uanset hvor meget kærlighed forældrene giver barnet, så kan det ikke forhindre, at barnet kan føle en manglende kærlighed.
 
• Finder børnenes forældre en ny kæreste, så er der en ny risiko for, at barnet kan føle sig yderligere presset, og måske igen følelsen af svigt.
 
• At være holdt udenfor en gruppe kan være rigtig hårdt for et barn, og et barn har typisk ikke en styrke til at bryde denne situation.
 
Som voksent menneske kan der være mange situationer, hvor vi ikke føler os “elsket”. Udtrykket “elsket” er måske ikke helt dækkende, men hvis jeg udvider udtrykket med følelser forbundet med at være “afholdt”, “værdsat”, “respekteret”.
 
Både blandt familie og venner, men også på arbejdspladser, er der masser af situationer, hvor vi har følt et svigt, og hvor vi har følt os følelsesmæssigt klemte af andre.
 
At være langtidssyg eller arbejdsledig kan i den grad give anledning til at føle sig “uelsket”, da man ufrivilligt er holdt udenfor, og slet ikke værdsat og respekteret. Stressniveauet blandt arbejdsløse er næsten dobbelt så højt som blandt personer i arbejde.
 
Hvordan har du tacklet de udfordringer, som du har haft både i dine barneår, men også senere i dit liv, og hvor du har haft følelsen af ikke at være “elsket”?
 
Det kunne eksempelvis også være, hvis din kæreste eller ægtefælle forlod dig til fordel for en anden og åbenbart mere spændende person.
 
Påvirkede det dig, og evnede du at få dig selv op på benene igen? Føler du stadig en form for bitterhed over det, eller er det for længst tilgivet?
 
Som barn er vi ikke i stand til at tackle store svigt, men er nødt til at få hjælp på den ene eller anden måde.
 
Sker det ikke, så vil disse dårlige erfaringer samle sig sammen i vores mentale rygsæk, som bliver tungere og suppleret med de efterfølgende nyere dårligere erfaringer, som vi får i forskellige sammenhænge.
 
Jeg så for mange år siden et dokumentarprogram fra USA, hvor flere TV-hold fulgte flere ægtepar gennem en periode på flere måneder.
 
Fælles for familierne var, at den ene af ægtefællerne var meget alvorligt syg, og ville dø indenfor en meget kort periode.
 
Familierne havde givet tilladelse til at TV-holdet fulgte ægtefællerne og stillede dem spørgsmål om, hvad de følte og tænkte.
 
I den ene af familier, var den raske ægtefælle vred på den syge ægtefælle, da den raske ægtefælle i løbet af meget kort tid ville stå helt alene og selv skulle sørge for alt. Den raske ægtefælle var vred over, at den syge ville forlade denne verden. Der var som følge heraf en dårlig stemning hos ægtefællerne.
 
I en anden familie var situationen det modsatte. Den syge ægtefælle var vred på den raske ægtefælle, da den raske ægtefælle ville få lov til at leve videre, når den syge ægtefælle døde. Der var også i denne familie en dårlig stemning hos ægtefællerne.
 
I en tredje familie blev ægtefællerne skilt, da de ikke kunne holde ud at bo sammen mere, når den ene var døende.
 
I en fjerde familie var begge ægtefæller opmærksomme på, at de sammen ville opnå så mange gode oplevelser sammen, som overhovedet muligt. I den familie var der ikke vrede eller misundelse, men en utrolig kærlig og harmonisk stemning.
 
At jeg bruger eksemplerne fra dokumentarprogrammet i denne sammenhæng omkring følelsen af svigt og ikke at føle sig “elsket” kan måske være lidt svær at se.
 
Min baggrund er, at jeg selv har haft mange situationer, hvor jeg enten har følt mig holdt udenfor eller har følt mig forbigået eller overset, og hvor jeg ikke har følt mig “elsket”.
 
Jeg ved derfor ganske udmærket, hvor meget det kan fylde i den mentale rygsæk i mange år. Desværre har jeg oplevet, at der ikke var huller i min mentale rygsæk, så der forsvandt ikke noget fra rygsækken i takt med, at årene gik. Alle de dårlige oplevelser blev ved med at være i rygsækken.
 
Forskellige situationer i mit liv har fået mig til at revurdere mig selv og hvor “store” problemer, jeg selv havde samlet sammen.
 
Dermed om nogle af problemerne pludselig kunne være helt ubetydelige. Det kan være ved alvorlig sygdom hos de nærmeste.
 
Det kunne også være, at en familie på fire personer døde på en meget dramatisk vis i deres hjem. En familie, som jeg kendte godt, og havde været sammen med kort forinden. Mange situationer er for mig efterfølgende påvirket af dette, da noget så ultimativt sætter mange andre “problemer” i relief. Dermed at mange “problemer” er fuldstændig ligegyldige.
 
At jeg henviser til situationerne i dokumentarprogrammet skyldes, at vi som voksne mennesker har muligheden for at bearbejde de dårlige oplevelser, som vi har i vores mentale rygsæk.
 
Jeg er godt klar over, at en del mennesker er meget trætte af at høre om den mentale rygsæk og indholdet af den.
 
Det hjælper bare ikke noget at være træt af begrebet, for problemerne og følelserne fortsætter med at være inde i kroppen eller hovedet af os, hvis vi ikke får en eller anden form for behandling.
 
Vi kan gå til professionelle behandlere, som vil kunne hjælpe os, men vi har altså også selv en mulighed for at behandle os selv.
 
Jeg er godt klar over, at det sidste kræver en del mentale ressourcer.
 
Vi har alle valgmuligheder i vores liv, og dermed om vi vil se de positive eller negative sider af livet.
 
Uanset, at der i dokumentarprogrammet var tale om en ægtefælle i familierne, som ville dø i løbet af kort tid, så var der en mulighed for at få en positiv og kærlig periode mellem ægtefællerne.
 
Her har jeg desværre også erfaring, og hvor vi valgte at se på alle de positive oplevelser i den tid, som var tilbage. Det var ikke svært at fastholde den positive vej, og heller ikke til det sidste.
 
Ved at tage hvert enkelt del ud af den mentale rygsæk, så har vi mulighed for at bearbejde det i forhold til vores følelser. Derved har vi muligheden for at forstå / acceptere / tilgive.
 
Hvis jeg eksempelvis var blevet svigtet af en kæreste, som fravalgte mig til fordel for en noget mere spændende person, hvad kan jeg så gøre ved mine frustrationer og vrede?
 
• At håbe på, at den tidligere kæreste kommer tilbage til mig er sikkert ikke realistisk, så den mulighed er derfor udelukket.
 
• Det kunne også være meget relevant at se på mig selv, om jeg virkelig har været en interessant og spændende person at være kæreste med.
 
• Hvis jeg godt kan indse, at der har været visse problemer i vores forhold, og hvor jeg ikke har været særlig sød og kærlig, og heller ikke har arbejdet aktivt for selve parforholdet, hvem kan jeg så takke for det forliste parforhold?
 
• Det kan godt være, at min tidligere kære havde en del af skylden for at forholdet ikke holdt, men jeg måske var langt den største årsag.
 
• Derfor giver det ikke mening at være vred og bitter over, at min kæreste droppede mig.
 
• I stedet er det mentalt bedst at acceptere det faktuelle, og dermed, at det nærmest var selvforskyldt, at kæresten forlod mig.
 
Et andet eksempel kunne være, hvis jeg føler mig “holdt udenfor” en gruppe.
 
Her har jeg selv en del erfaringer med netop følelser fra denne situation, og kan derfor ud fra egne erfaringer spørge med følgende:
 
• Gjorde jeg noget aktivt for at komme ind i gruppen, eller stod jeg bare stille på sidelinjen?
 
• Ønskede jeg reelt at komme ind i gruppen?
 
• Vidste de andre i gruppen, at jeg gerne ville ind i gruppen?
 
• Kan jeg bebrejde andre, at jeg var usikker på mig selv, og ikke havde mod til at gøre noget?
 
• Deltog jeg som medlem i gruppen, men alligevel følte mig “udenfor”?
 
Det sidste kan virke lidt underligt, men jeg har været elev i klasser, og har deltaget i forskellige andre sammenhæng som fester, og har alligevel følt, at jeg ikke hørte til på samme måde, som de andre gjorde.
 
Hvis vi har følelsen af ikke at være elsket, så har jeg opfattet mig selv som et “offer”.
 
Det er en meget ubehagelig følelse, at føle sig som et offer. Dermed at føle sig “helt alene i verden”, og “ingen kan lide mig”.
 
Jeg kan også kalde det for selvmedlidenhed.
 
Hvis denne nedadgående spiral med “uelsket” / “offer” / “selvmed-lidenhed” skal brydes, så skal der ske noget drastisk, så der igen opstår glæde. Det gavner slet ingen med den negative spiral, og det bliver kun mere ensomt og trist.
 
Du er nødt til at gøre noget, for at opnå glæde i dit liv.

Tid til forandring og helst i en positiv retning

Har du tænkt på, hvad du har læst og hørt i nyhederne i de senere år, og hvad der især har været de gennemgående temaer?

Hvilke tanker fylder nyhederne hos dig – er det fred, glæde og taknemmelighed?

Gør det en forskel på dine tanker og følelser, om temaerne har været om livet i Danmark eller ude i den store verden?

Jeg følger bevidst ikke så meget med i de temaer, som er i medierne, men kan desværre ikke helt undgå det.

Jeg ser overhovedet ikke TV og hører ikke radio. Jeg læser kun udvalgte artikler på internettet, og helst kun de artikler, som indeholder positive historier.

Jeg finder, at nyhederne indeholder alt for meget ufred, og for mig gør det ingen forskel, om det er indenfor eller udenfor Danmark.

Jeg hæfter mig især ved den vrede og manglende respekt, som er mellem mennesker.

For mig virker det som en spiral af negative elementer, og hvor der kun bliver tilført nye negative historier. Jeg har meget svært ved at se, at de positive historier kan påvirke den negative spiral, da det drukner i den stigende negative holdning.

Det er også meget tydeligt at se, hvor stor påvirkning de negative historier har på verdenssamfundet. Forholdet mellem flere lande bliver direkte påvirket af det dårlige samarbejde, og verdensøkonomien bliver også direkte påvirket af det. Priserne på valuta, olie og renterne påvirkes omgående, hvis der er udsigt til endnu en krise.

Jeg så en tegning i et dansk dagblad for et stykke tid siden, som beskriver lidt den situation, som er i verden.

Tegningen viste mange muslinger, som havde åbnet deres muslingeskaller ganske lidt, så de kunne se ud på alle de dårlige ting, som var omkring dem. Derved var det muligt at se deres skræmte øjne. Den ene af muslingerne tænkte på, hvorfor der dog ikke er nogen, som gør noget. Altså hvorfor der ikke er nogen, som kan redde muslingerne og alle andre fra de dårlige ting.

Jeg er opmærksom på, at der rent faktisk er en del mennesker, som offentligt stiller sig frem og fortæller om positive historier, og samtidig opfordrer os om at ændre vores tanker fra at være negative til at være realistiske og positive. Altså prøver de at vende udviklingen i en positiv retning.

Jeg kan så også konstatere, at det typisk pisker en endnu mere kraftig negativ stemning op, og meget tit dybt useriøs.

På mig virker det som om nogle mennesker befinder sig rigtig godt i det negative miljø og med en meget fordomsfuld og meget generel holdning til rigtig meget i samfundet, og ikke kun i det danske.

Jeg har noget svært ved at forstå, hvorfor det kan give så stor tilfredsstillelse ved at være fastholdt i dette negative verdensbillede.

Det er muligt, at de føler en tilfredsstillelse ved det, men jeg har meget svært ved at se, at det er til glæde for alle andre.

Nu ved jeg ikke, om disse i mine øjne negative mennesker generelt kun er negative. Jeg håber, at disse mennesker på andre områder også ser noget positivt, så det hele ikke kun er gennemsyret af negative tanker.  

Vi mennesker har nok det problem, at vi gemmer os lidt, og ikke er meget for at stille os frem, hvis vi går mod en negativ strøm.

Jeg er enig i, at det kræver noget mod at stille sig frem, og dermed risikere at blive set og hørt af negative og kritiske personer.

Ved at blive ved med at gå mod denne negative strøm, så håber jeg, at det kan have en smittende effekt på andre mennesker, som derved også tør gøre det.

Jeg håber, at vi sammen kan påvirke andre mennesker til at have en mere forsonende og fredssøgende holdning. Derved også at være meget mere rummelig overfor andre mennesker og acceptere dem, som de er. Meget gerne også vise en positiv interesse for andre mennesker og også rigtig gerne at hjælpe dem, hvis der er behov for det.

Jeg håber virkelig, at der er et ønske om mere næstekærlighed, så vi kan finde glæden ved at leve sammen med andre mennesker. Ikke kun begrænset til lille Danmark, men selvfølgelig også ud over landegrænserne og på tværs af alle forskelligheder.

Jeg er også overbevist om, at mennesker med et negativt syn på mange ting vil få endnu mere livsglæde, hvis de tør åbne øjnene for alle de positive og livsbekræftende sider i livet.

Dansk hygge hitter i udlandet – men gør du det i Danmark

Hele december måned er fyldt med lys og farver, og nærmest overalt. Selv buske og træer bliver pyntet med masser af lysende pærer.

Butikkerne bugner af varer, når kunderne skal foretage indkøb i massevis og for rigtig mange penge.

Det er tid til de helt store gaveuddelinger blandt familie og venner. Det er samtidig også sæson for rigtig mange sammenkomster, hvor der hygges og bliver indtaget meget mad og drikke.

Altså en stor fest i hele landet, hvor vi alle hygger os – eller hvad mener du?

Deltager du tilsvarende aktivt i hele denne fest, eller har du et mere nuanceret billede af din december måned?

Alle fejrer ikke jul og uanset dette, så er det stadig muligt at nyde god mad og drikke sammen med andre mennesker, og måske også dele gaver ud til hinanden.

Men hvad gør du i december måned?

Køber du ekstra meget mad og drikke ind, og køber du også gaver?

Afviger december måned sig fra de andre måneder for dig?

Er der for dig slet ikke grundlag for at købe ekstra ind, og slet ikke gaver?

Har du ikke familie og venner, som du møder i denne måned, og som du kan hygge dig med?

Hvad er der sket for dig, siden du føler dig helt alene, og har du selv glemt at opbygge et netværk af venner?

Jeg ved godt, at mange mennesker er ensomme, og ikke har familie og venner, som de hygger sig med i denne måned. Og måske heller ikke alle de andre måneder i året.

Jeg kan derfor godt se, at grundlaget, for at gøre ekstra meget ud af en tilfældig måned som december, kan være noget begrænset.

Vi har ikke alle et behov for at være sammen med mange andre mennesker. En del mennesker vil helst være fri for større sammenkomster.

Uanset dette, så er det min opfattelse, at der sagtens kan skabes hygge alligevel, også selv om man bor alene.

Betydningen af at hygge med sig selv må endelig ikke undervurderes, da det kan medvirke til at skabe ekstra glæde i dagligdagen.

Blot det at købe og lave ekstra lækkert mad til sig selv, men også at pynte ekstra op i boligen, kan betyde rigtig meget for ens egen livskvalitet. At købe spændende gaver til sig selv, kan også føles som en form for luksus, og dermed et ekstra krydderi på tilværelsen.

Som enlig er det kun en selv, som kan skabe denne hygge, og dermed få dagene til at afvige positivt i forhold til alle de andre dage.

At alle de andre dage i året også kan blive justeret, så de også er spændende, er en helt anden sag, men der er kun en selv, som kan gøre det.

Hvis du her i december måned føler dig rigtig ensom, og det især bliver ekstra tydeligt, når næsten alle andre hygger sig med sammenkomster og gaver, så kan du da også gøre det.

At du ikke ved, hvem du kender at være sammen med, betyder ikke noget.

Hver eneste år er der masser af sammenkomster over hele landet, hvor enlige inviteres til sammenkomster. Jeg googlede på nettet for et par dage siden og fandt mange af sådanne steder.

Det er lokale initiativer til sammenkomster med blandt andet julemad m.m., og hvor sammenkomsterne holdes i lokale forsamlingslokaler.

Det eneste krav for at deltage er, at man selv gør noget. Altså tør melde sig.

Jeg ved godt, at det sidste kan være meget svært for mange, men tænk på, at alle de andre, som melder sig, er i nøjagtig samme situation.

Jeg ved også, at en del enlige rejser væk nogle dage på arrangerede julerejser for netop enlige, og dermed skaber ekstra hygge uden ensomhed.

Min opfordring er, at føler du dig ensom, og måske især i denne måned, så er det kun dig, som kan ændre på det.

Smid din stolthed væk og kast dig ud i et lidt mere farvestrålende liv.

Du risikerer ikke noget ved at prøve, kun at det skaber ekstra livsglæde hos dig, men er det ikke også, hvad du søger?

Hvad gør du uopfordret for andre

Har du tænkt på, om du kan gøre en forskel i forhold til andre mennesker?

Der er mange måder at gøre en forskel på, da den kan både være positiv eller negativ.

Jeg finder den positive forskel for at være langt den bedste og mest interessante. Her kan både giver og modtager få en positiv oplevelse.

Mange dage kan virke grå og kedelige, og måske især dage med regn fra morgen til aften.

Tilsvarende kan store dele af livet hos en del mennesker tilsvarende føles gråt og trist, og uden udsigt til de store lyspunkter.

Har du tænkt på, hvilke følelser du får, hvis en person uopfordret gør noget godt for dig?

Bare det at vise interesse for dig, og spørge til hvordan du har det, kan gøre en stor forskel på, hvordan du oplever dagen.

Før IT-alderen skrev jeg aldrig breve, jo måske julekort, men ellers ikke. Jeg anvendte heller ikke en telefon til at give en hilsen eller at spørge ind til mennesker, som jeg ikke mødte ofte.

PC- , IT- og mobiltiden har ændret meget for mit vedkommende, for nu fik jeg helt andre muligheder, som passede meget bedre til mig.

For mig betyder det meget at kunne sende en lille hilsen til en bekendt, som jeg ikke møder så ofte, eller måske ikke har set i rigtig mange år. Oftest er det via sms, mms, messenger, Facebook og mails, og disse medier giver mig en god mulighed for at skrive, hvad jeg har lyst til.

Det kan også være at sende en lille hilsen til en person, som jeg ved føler sig presset på forskellig måder.

For mig betyder det noget at kunne sende en besked til en person, da jeg er opmærksom på, hvor meget jeg selv føler for en modtaget besked.

Jeg har også selv i perioder været mentalt udfordret, men jeg var ikke altid god til at sende signaler om min tilstand.

Jeg ved, at mine forældre for mange år siden talte om de skulle tilbyde mig hjælp i en periode. De valgte ikke at gøre det, men min far fortalte mig om deres snak godt 20 år senere.

Når jeg tænker tilbage, så er jeg godt klar over, hvorfor de ikke spurgte mig, for udadtil virkede jeg meget stærk, selv om jeg i dagligdagen var meget presset. Jeg ønskede slet ikke at vise svaghed, men derimod, at jeg kunne klare det hele.

Så vores signaler til omverdenen viser ikke, om vi har behov for lidt hjælp.

Jeg har gennem snart syv år haft frivilligt arbejde, ud over mit almindeligt lønnede arbejde.  

Godt fem år besøgte jeg en gang om ugen kræftsyge mænd, og især to, som jeg kom meget tæt ind på livet af.

Det seneste år har jeg sammen med tre andre dannet en gruppe, hvor vi ugentligt talte med nydanskere, som ønskede at blive meget bedre til at tale dansk og forstå dansk kultur. Yderst inspirerende og hyggeligt at vise nydanskerne velkommen til landet, og især med den energi, som de har for at blive integreret.

Disse frivillige arbejder er nu afløst af en selvhjælpsgruppe, hvor jeg sammen med to andre voksne skal mødes med børn i alderen 7-12 år, som har mistet en forælder. Her er det meningen, at de via gruppen skal kunne bearbejde tabet af deres forældre, og samtidig blive stærkere til at komme videre med mindet om deres mistede.

Via det frivillige arbejde er det meget tydeligt, at de alle ønsker en håndsrækning på den ene eller den anden måde, og hvor meget de værdsætter det.

Tilsvarende er jeg også meget bevist om, hvor meget det betyder for mig at kunne hjælpe dem.

Jeg er godt klar over, at jeg har haft ualmindeligt svært ved at søge om hjælp hos andre mennesker, da jeg hellere ville kæmpe mig igennem et problem eller en periode. Det gjorde mig ikke nødvendigvis mere tilfreds, at jeg alene kæmpede mig igennem. Jeg tror jeg følte det som en form for svaghed, hvis jeg ikke kunne klare det selv.

Jeg er så småt ved at kunne spørge andre om hjælp, men er ikke helt god til det.

Nu, da jeg ved det, og hvor meget en håndsrækning betyder for modtageren, så er jeg blevet mere opmærksom på, om andre bør have et ord med på vejen.

En opmærksomhed kan for mig også være at invitere andre på en cafe eller på anden måde give dem en lille gave.

Jeg har også økonomisk været meget presset for mange år siden, og derfor ved jeg, hvor meget en lille økonomisk gave kan betyde. Det har vores børn og børnebørn af og til kunnet mærke, og helt udenfor jul og fødselsdage.

Jeg vil opfordre dig til at være opmærksom på, hvor meget det påvirker dig, hvis andre sender dig en hilsen, eller gør noget for dig, som du ikke har bedt om.

Hvis det gør dig varm om hjertet, at andre tænker på dig, så prøv at vende dit blik den anden vej, for kunne det måske ikke også tænkes, at du tilsvarende kan gøre en forskel for andres dag.

Prøv at være opmærksom på, om du kender mennesker, som har det hårdt, og om du ikke kan gøre noget.

Jeg ved godt, at jeg selv har sagt til andre mennesker, som har været ramt af alvorlig sygdom, at de bare skal sige, hvad jeg kan gøre for dem.

Jeg har selv modtaget samme opfordringer, og kan godt huske følelserne.

Typisk kan vi ikke lige finde på noget, som andre kan hjælpe med, men alene det, at de har sagt det, og især at de også mener det, betyder mere end du aner.

Hvis du ikke lige ved, hvad du kan gøre for andre, så send en sms eller en mail for at vise, at du er opmærksom på modtageren.

Du behøver ikke i din besked spørge dybt ind til vedkommendes sygdom eller problem, måske nærmere det stik modsatte. En alvorligt syg person ønsker typisk selv at fortælle om sygdommen, hvis vedkommende ønsker det, og ikke igen at blive mindet om det af andre.

Du kan bare fortælle, at du lige kom i tanke om vedkommende, og at det var lang tid siden, du havde set eller talt med vedkommende. Altså bare en lille hilsen om, at du ønsker dem det godt.

Så opfordringen er at gøre noget for andre, som du ønsker andre gør for dig. Det betyder meget mere end man kan forestille sig – og det er for både giver og modtager.

Tør du åbne øjnene og tør du acceptere skæbnen

Hvordan har du det med at acceptere den risiko, der er ved at leve?

Der er en risiko ved alt, og hvor meget påvirker det dig?

Tør du få en kæreste, hvis du ikke tør risikere at miste vedkommende?

Har du overvejet at anskaffe dig et kæledyr, men droppet tanken, da levealderen for kæledyr er relativ lav?

Føler du, at du udsætter dig for en risiko, hvis du vælger en uddannelse, hvor der måske senere opstår stor arbejdsløshed?

Tør du købe en dyr bolig, og måske presse dig selv økonomisk, som følge af store lån? Hvordan har du det så, hvis der sker noget på den økonomiske front, så du ikke kan blive boende i boligen, men må sælge den, og måske med et stort tab?

Tænker du meget over den risiko, der er ved at færdes uden for din bolig, eller blot ved at være indendørs?

Hvis jeg med lukkede øjne bevæger mig tværs over en motorvej, så er der en ret stor sandsynlighed for, at jeg ikke når hele vejen over. Derfor udfordrer jeg ikke skæbnen på det område.

Jeg laver ikke sandsynlighedsberegninger på uheld, hver gang jeg kører en tur i en bil. Heller ikke, hvis jeg tager et tog eller rejser med fly. Dermed om der ud fra matematiske beregninger er en større eller mindre risiko forbundet med at vælge den ene eller den anden form for transport.

Jeg træffer valget om transportformen ud fra, hvad der passer mig bedst, og ikke ud fra en risikobetragtning.

Jeg har heller ikke ladet mig undersøge på kryds og tværs for at se, om jeg måske fejler noget.

Tilsvarende laver jeg heller ikke beregninger på, om noget kan betale sig med den alder, som jeg har i forhold til en forventet levetid for mig. Jeg lever mit liv med den overbevisning, at jeg bliver meget gammel.

De fleste af mine forfædre blev gamle, men det kan jeg ikke bruge til noget, hvis heldet ikke er med mig.

Jeg kendte for mange år siden en kvinde, som på det tidspunkt var tæt på 60 år. Hun frygtede på en måde fremtiden. Hun  boede sammen med en noget ældre mand, og på det tidspunkt levede begge hendes gamle forældre. Hun havde ikke børn med sin samlever, og de var ikke gift.

Hendes frygt bestod i, at hun ikke ville acceptere, at hun kunne risikere at miste både sin samlever og forældre, som følge af deres alderdom.

Hun nægtede at tale med sin mand om det, og ville ikke forsikre sig økonomisk i form af testamente med sin samlever, da han havde børn fra et tidligere ægteskab. Hvis han døde, før hun gjorde det, og der ikke var lavet et testamente, så ville hans børn arve hele hans formue, og hun ville intet få.

Dermed lukkede hun øjnene for sandsynligheden, at hendes mand ville dø før hende.

Med den indstilling, som hun havde omkring sine forældre, så ville hendes “verden” bryde sammen, hvis de døde før hende. En ret stor sandsynlighed, når de allerede var gamle.

Hun turde ikke åbne øjnene og acceptere skæbnen.

Ikke at turde se virkeligheden i øjnene gør, at der nærmest kan opstå chock-tilstande, hvis det vi frygter sker.

I vores dagligdag er alle ikke opmærksomme på, hvordan livsrytmen er for mange ting. Tænk blot på den mad, som vi spiser.

Al kød kommer fra dyr, som har levet. En del mennesker vil nægte at spise kød fra et dyr, som de har set levende, og måske fundet sød og charmerende.

Mine forældre havde et landbrug med høns, svin og kvæg. Derudover var der en hund og kat, og i en periode havde vi børn også marsvin. Det betød, at vi børn deltog aktivt i driften af landbruget, og derved oplevede vi, hvordan livsrytmen var for dyrene, herunder også vores egne kæledyr.

Vi fik derved et meget realistisk syn på dyrene, herunder eventuelle sygdomme og dyrenes alder. Vi så derfor også, hvordan levende dyr kunne blive omdannet til mad på bordet.

Jeg tror, det er vigtigt at være realistisk omkring livsrytmen både hos dyr og mennesker, og ikke at gå gennem livet med “lukkede” øjne, men derimod at acceptere, at der er en risiko ved at leve.

Ved at acceptere dette, så bliver vi meget bedre til at tackle, hvis noget ikke helt går, som vi forventer for os selv eller vores nærtstående.

Hvis vi ikke vil acceptere, at en nærtstående er blevet alvorligt syg, hvordan vil vi så overhovedet kunne støtte vedkommende?

Ved at acceptere skæbnen i livet, så har du mulighed for at støtte andre, hvis de trænger til det.

En ting er at kunne acceptere risikoen for et tab af en nærtstående, men hvis den nærtstående er alt for ung i forhold til den normale gennemsnitsalder, så bliver vi virkeligt udfordret.

Der skal derfor i sådanne tilfælde graves mentalt meget dybt i os, for at vi kan komme videre med vores liv efter et sådant tab.

Uanset om der er tale om en ung eller en ældre nærtstående, som vi mister, så vil vi opleve forskellige grader af sorg og tomrum i vores liv. Det vil tage en tid at komme tilbage til “normale” tilstande igen.

Jeg har også mistet flere nærtstående, herunder min sidste kone efter flere års alvorlig sygdom.

Det er derfor min opfattelse, at det har hjulpet mig rigtig meget gennem disse perioder af mit liv, at jeg tør gå med åbne øjne og tør acceptere, hvad der sker.

Min verden brød ikke sammen ved tabene, men det var nødvendigt for mig at finde nye sigtelinjer i mit liv, når jeg skulle fortsætte alene ud af livets landevej.

Jeg vil opfordre dig til at være opmærksom på, hvor åbne eller lukkede dine øjne er for livets risici.

Hvis du går med lukkede øjne, så overvej, om du ikke vil styrke dig selv mentalt ved at turde åbne øjnene og acceptere de risici, der er ved at leve

Efter min opfattelse kan det være et spørgsmål om at “tage nogle andre briller på”, når vi bliver udfordret på forskellige områder. Altså at kunne se det positive i, hvordan vi evner at tackle situationerne, og dermed at se mulighederne.

Hvis jeg eksempelvis blev fyret fra mit job, så kan jeg ikke gøre noget ved selve fyringen. Jeg kan blive vred og alle mulige andre følelser, men det ændrer intet på selve fyringen.

I stedet er det nødvendigt for mig at se frem mod nye muligheder. Er det eksempelvis nødvendigt at skifte branche, for at få et job, så er det vigtigt at træffe nogle beslutninger, for at nå det nye mål.

Mister jeg eksempelvis en nærtstående, så opstår der selvfølgelig sorg og tomhed i en periode. Hvor lang tid en sådan periode er, afhænger meget af den enkelte, og om og hvornår vedkommende evner at sætte sig nye mål.

Det gavner ingen at blive ved med at ønske den mistede tilbage, for det kan ikke lade sig gøre. Altså er det nødvendigt at se tabet ud fra en anden vinkel.

Tror du selv, at den afdøde ville ønske, at du sad fuldstændig fortabt og nedtrykt i mange måneder og år? Jeg tror det heller ikke. I stedet vil personen typisk ønske, at du kommer op på benene så hurtigt som muligt, og lærer at leve med minderne om vedkommende.

Ved at få justeret dit livssyn på din fremtid uden den mistede person, så vil du opleve, at du vil føle en glæde over, at det lykkedes dig at komme videre.

Selv om det føles urealistisk for en del mennesker, så kan der sagtens opleves positive situationer i forbindelse med et dødsfald, herunder også tiden både før og efter. Det er alene et spørgsmål om at kunne se det positive i livet, og at tilpasse sig situationen.

Generelt er det min opfattelse, at  omstillingsprocessen med at komme videre i mit liv mod nye mål er meget lærerigt, og dermed også en meget positiv oplevelse.

I Østen har man den indstilling, at man skal være taknemmelig over al den modstand, som man møder i livet. Derved opstår der endnu flere muligheder for at vise, at disse udfordringer kan jeg også klare og komme videre.

Derved er modstanden gjort til en positiv hændelse, og dermed vores skæbne.

Jagten på den perfekte verden

Perfekt er et lidt vanskeligt udtryk, for er noget helt perfekt.
 
Naturen lever sit eget liv og er i en form for balance også uanset, hvad vi mennesker gør ved den.
 
Hvordan passer naturkatastrofer ind i det billede af perfekthed, og hvad med noget så jordnært som ukrudt?
 
Vi omtaler nogle planter som ukrudt, men er vi berettiget til at betegne ganske almindelige planter som ukrudt. Det er planter, som alle andre planter, og selv “ukrudt” har et navn.
 
Måske anvender vi betegnelsen “ukrudt”, når planter ikke passer ind i det billede, som vi ønsker i et område.
 
Dermed er det os selv, som fastlægger, om noget er godt eller skidt.
 
Hvis jeg ser på min egen bolig, så er der masser af områder, som ikke er perfekte:
 
• Forskellige planter mellem mine fliser udenfor huset
• Nedfaldne blade på græsplæne og fliser
• Ujævn græsplæne, som ikke er blevet klippet i adskillige uger
• Vinduer er ikke rene
• Revner i tapetet flere steder og lettere gulnet farve på tapet
• Sjusk udført af uddannede murere ved ujævne betongulve i værelser og luftlommer under flere gulvklinker
 
Hvorfor retter jeg så ikke op på det, så det hele ser flot og ordentligt ud?
 
Svaret er, at det er ganske uvæsentligt for mig, for at jeg kan trives i mit liv.
 
Jeg tegner heller ikke forsikring mod alle teoretiske ulykker. Jeg vil ikke leve i et sterilt og totalt kontrolleret liv.
 
Jeg ved godt, at flere mennesker ikke kan holde ud at leve, som jeg gør. At de vil få det dårligt med så mange fejl i boligen. Herunder standarden for pasning og renholdelse.
 
For mig at se kan det være en medvirkende årsag til, at de samme mennesker ikke er helt tilfredse med deres eget liv.
 
Det er en næsten umulig opgave at få alting til at være perfekt. Alt i en bolig bliver ældre og det gør vi mennesker også.
 
Naturen har sit helt eget kredsløb, og det påvirkes vi af. Meget kan løbende blive frisket op, men alderen kan der ikke løbes fra.
 
Hvis du føler dig presset over, at flere ting ikke er, som du ønsker, har du så tænkt på, om det skyldes din søgen efter det perfekte.
 
Hvis det er tilfældet, så prøv at spørge dig selv, om det gør dig mere tilfreds, hvis du retter på den enkelte ting, eller om der så er andre områder, der også stresser dig.
 
Tænk også på, om det ikke er en evig kamp hos dig om at rette op på de fejl, som du hele tiden er opmærksom på. Det stopper aldrig, og dermed taber du den kamp.
 
Prøv i stedet at se på de ting, som virkelig betyder noget. Det er ikke nødvendigvis lettere gulnet tapet, men måske mere den glæde, som du kan have med andre mennesker.
 
Du behøver ikke nødvendigvis at være sammen med andre mennesker for at kunne føle glæde. Måske skal du blot lære at føle glæde ved dit liv.
Jeg har gennem årene lagt mærke til flere situationer, hvor det “perfekte” har været kraftigt under pres.
Min egen mor gik slet ikke på kompromis med at både hjælpe min far i deres landbrug, og samtidig sørge for alt det huslige. Det betød en meget høj standard omkring især mad og rengøring.
For min mor kom det perfekte under kraftigt pres, da hun blev alvorligt syg. De sidste 3 år i sit liv blev der gået så meget på kompromis, at standarden på flere fronter blev sænket til et mere afslappet niveau. Det var ikke mere det væsentlige at have en høj standard, men mere at nyde livet, mens det endnu kunne nås.
Jeg oplevede selv det samme, da min sidste kone blev alvorligt syg. Så var der mange ting, som blev helt uvæsentlige. I stedet havde vi fokus på alle de smukke oplevelser, som livet indeholder.
Jeg har også noteret mig, at en del mennesker i forbindelse med deres studier har så høje forventninger til dem selv, at de især i eksamenssituationer ikke kan klare det mere. I Japan er der en høj selvmordsrate blandt unge og studerende, hvilket må siges at være den ultimative pris for det perfekte.
Vores ramme er, at døgnet indeholder 24 timer. Heri skal vi lære at forvalte vores egne evner og ressourcer i forhold til den standard, som vi sætter på flere områder.
Presser vi standarden eller mængden af områderne, så har det en pris, og den kan nogle gange være alt for høj.

Hvem har kontrollen over dine tanker

Er du opmærksom på indholdet i dine tanker?

Har du tænkt på, hvor mange forskellige tanker du har i løbet af bare en time?

Er det dig, som styrer hvilke tanker, du får?

Hvad gør du, hvis du ikke ønsker forskellige typer af tanker, og er det muligt at holde tankerne væk?

Føler du dig fastlåst af dine tanker – måske især, hvis tankerne ikke giver dig glæde?

Har du tænkt på, hvor stor indflydelse dine tanker har på dit liv?

Har du overvejet, om du kan påvirke indholdet af dine tanker?

Jeg er ikke hjerneforsker, men jeg har gennem nogle år været meget opmærksom på mine tanker. Jeg har blandt andet været opmærksom på, om tankerne var forbundet med eksempelvis irritation, vrede, fortvivlelse, sorg eller glæde.

Jeg har også været meget opmærksom på, om jeg var i en meget stressende periode, hvor hjernen var ekstra presset nærmest hele døgnet. Det kunne især konstateres, hvis jeg vågnede om natten med fuld hjerneaktivitet.

For mig virker hjernen som et kontroltårn, hvorfra styringen sker i mit liv. Ikke hvordan andre mennesker vil styre mig, men hvordan jeg vælger at reagere i forskellige sammenhænge.

Har du tænkt på, at du faktisk kan “lege” lidt med din hjerne, og lave forskellige øvelser?

Du kan derved opleve, at det er muligt at påvirke dine tanke- og handlemønstre.

En ganske enkel øvelse er at lytte til noget ensartet musik, måske i en time lige inden du går i seng for at sove.

Hvis du vågner i løbet af natten, så vil du meget ofte have det samme musikstykke kørende i din hjerne. Hvis du ikke vågner i løbet af natten, så kan musikstykket fortsat køre i din hjerne om morgenen, når du vågner.

Hvis du i stedet har lyttet til forskellige typer af musik lige inden du går i seng, så er det ikke sikkert, at du oplevet musik i din hjerne, når du vågner om natten eller om morgenen.

At høre afstressende musik inden jeg skal sove bevirker, at jeg vågner i samme tilstand, og derved har musik en beroligende virkning.

I stressende perioder af mit liv har jeg haft en tændt radio hele natten, hvorfra stille musik kunne høres. Det betød, at vågnede jeg midt på natten, så nåede jeg lige at registrere den afslappende musik, inden jeg sov videre.

Hvis jeg føler mig presset, og dermed i en stresset tilstand, så giver det samme virkning at smide mig på en madras eller en sofa, men hvor jeg vælger at lytte til musik, som for mig virker afstressende. Det kan især være musik, som er indisk, keltisk eller arabisk inspireret – altså en form for meditationsmusik.

For mig virker musikken til at skabe ro i min hjerne.

Tilsvarende kan du stille dig et spørgsmål lige inden du går i seng. Et spørgsmål, som volder dig udfordringer, og hvor du måske i en time, lige inden du går i seng, har overvejet hvilken beslutning, du skal træffe. Altså at tankerne kredser om dette område, lige inden du lukker dine øjne.

Her er der stor mulighed for, at du vågner i løbet af natten eller om morgenen, og med en beslutning om hvilket valg, du skal træffe.

For mig er der også andre muligheder for at skabe ro i hjernen, og dermed i tankerne.

Hvis du har papir og en blyant liggende ved din seng, så har du en nem mulighed for at gøre notater. Både inden du falder i søvn, i løbet af natten eller om morgenen, inden du står op.

Når du så får tanker, som fylder rigtig meget for dig, så skriv tankerne ned på papiret. Du behøver ikke at tænde lyset, for du kan sagtens skrive det ned selv i mørke. Det er ikke nødvendigt, at ordene bliver flot skrevet, men bare at de bliver noteret ned.

For hvert af de problemområder, som dine tanker angår, så træf en beslutning, og skriv den ned.

Hvis du eksempelvis om natten tænker på, at:

• du fortsat har sommerdæk på din bil, og vinteren med sne og glatte veje kommer i næste uge. Så beslut, at du tager kontakt den kommende morgen til den person, som kan sørge for skiftet til vinterdæk. Vær meget konkret i din beslutning.
• du måske skal have købt vintertøj til dig eller din familie. Bestem dig til, at du den kommende dag vil få et overblik over, om du har vintertøj fra sidste vinter, som sagtens kan anvendes endnu en vinter, eller der skal ske udskiftning.
• du føler dig frustreret over en person, som du dagligt har kontakt med, eller over de opgaver, som du har på dit arbejde. Så træffer du en beslutning om, at du vil foretage en handling. Det kan være, at du vil meddele din frustration til rette vedkommende den kommende dag i form af eksempelvis en mail. Det kan også være, at du ser dig selv som årsagen til problemerne og frustrationerne, og beslut så, hvad du så vil ændre omkring dig selv.

Ved fysisk at skrive dine tanker ned, og ved at foretage konkrete beslutninger om, hvad du vil gøre, så vil du opleve, at det giver dig en tankemæssig ro.

Tilsvarende kan du også gøre i dagtimerne på forskellige områder.

Hvis du har mange små gule sedler, hvor du har skrevet alt det ned, som du skal have lavet, så kan det give en tankemæssig ro, men det kan også gøre det modsatte.

Hvis du har for mange ting, som skal laves, så kan det give dig stress. Også selv om det er skrevet ned.

En måde at tackle den form for stress på er igen at træffe en beslutning.

Træf en beslutning om, hvornår de enkelte ting skal laves. Også om du selv kan lave tingene, eller andre skal lave det for dig. Du bør også tage stilling til, om det rent faktisk er nødvendigt, eller måske skal udsættes til næste sommer.

Vær igen meget konkret og realistisk, når du træffer dine valg. Skriv dine valg ned, og dermed kan du prioritere, i hvilken rækkefølge tingene skal laves.

Har du slet ikke skrevet ned, hvad du skal have lavet, så vil jeg foreslå, at du gør det. Så gør du tankerne synlige, og du behøver ikke hele tiden at huske eller blive mindet om det.

Hvis du er god til at forestille dig ting eller situationer, så er der også en anden mulighed for at rense hjernen for løs tankemylder.

På mig virker det bedst, hvis jeg har lukkede øjne. Enten siddende i en stol eller liggende.

Forestil dig, mens du har løs tankemylder, at du har en åben avis liggende foran dig. Forestil dig så, at dine løse tanker er på de avissider, som vender op mod dig. Forestil dig derefter, at du bladrer om til næste side i avisen. Hvis du fortsat “ser” enkelte af dine tanker på de nye sider i avisen, så bladrer du igen.

Jeg har gentagne gange anvendt denne øvelse, og allerede efter det første sideskifte er alle tankerne næsten væk, og efter det næste sideskifte er der ikke flere løse tanker. Jeg har som en test prøvet at forestille mig ansigtet på en person, som tankemæssigt var i mine løse tanker. Det viste sig nærmest umuligt at forestille mig hans ansigt.

Dermed havde jeg ved en simpel øvelse selv kunne skabe ro i min hjerne.

Jeg går lige op til indledningen i dette indlæg, for hvem har kontrollen over dine tanker, og hvordan påvirker tankerne dit liv.

Min opfattelse er, at vi selv har en meget stor indflydelse på vores tanker.

Vi kan ubevidst “vælge” at være negativ og kritisk, men vi kan også bevidst vælge at være det modsatte.

Vores bevidste valg kan betyde rigtig meget for vores livsglæde, både for os selv, men også for vores omgivelser. Vores ubevidste eller bevidste valg breder sig som ringe i vandet.

Jeg vil ønske for dig, at du vil tage papir og blyant med dig, og også selv om du er på vej i seng. Har du glemt papir og blyant, så noter dine tanker og ord på din mobil.

Vores bevidste valg kan medvirke til at skabe ro i vores tanker og i vores liv.

Kan man røre ved et spøgelse?

Har du prøvet at udfordre dig selv omkring spøgelser?
 
Har du prøvet at røre ved et spøgelse, eller det tør du måske ikke?
 
Nej, jeg tænker ikke på de spøgelser, som nogle har hørt og set i forskellige gamle huse.
 
Jeg tænker på helt andre spøgelser, som slet ikke kan høres eller ses.
 
Det er spøgelser, som er en del af tilværelsen for rigtig mange mennesker, og som fylder rigtig meget af deres liv.
 
Hvis jeg ser det hele fra en helt anden vinkel, så kan jeg spørge dig, om du ofte bruger ordene “ikke”, “intet” og “aldrig” i forbindelse med beskrivelser af dig selv.
 
Der kan være, at du siger eller tænker:
 
• Jeg kan ikke finde ud af noget
• Jeg er ikke køn
• Jeg er ikke klog
• Jeg ved intet …
• Jeg tør aldrig …
• Jeg har aldrig …
• Ingen vil se og høre på mig
• Hvorfor får jeg aldrig en …
 
Sætninger, som du bruger når du beskriver dig selv, og som indeholder nogle af disse kraftige negative ord, gavner slet ikke dit selvværd. Ordene og udtrykkene fastholder dig i denne tro.
 
Jeg ser sådanne negative ord som en form for spøgelser.
 
Det er muligt, at du har hørt andre beskrive dig med disse ord, og du tror måske også selv på ordene.
 
Jeg bryder mig slet ikke om ordene “ikke”, “intet” og “aldrig”, når de er med til at beskrive et menneske som værdiløs og ligegyldig.
 
Jeg ser det lidt som en sport at udfordre sådanne negative påstande.
 
Mange gange har jeg hørt personer sige, at de ikke kan lave mad eller bage en kage. Ofte har jeg sagt til dem, at det tror jeg ikke på, for de kan, hvis de vil.
 
Hvis jeg stod ved siden af de pågældende personer, og vi sammen gennemgik en opskrift på en kage, så garanterer jeg, at selvfølgelig kan de bage en kage. Det behøver ikke nødvendigvis være en meget svær opskrift, som kræver et helt særligt håndelag og stor erfaring, men langt de fleste opskrifter er yderst lette at lave.
 
Hvis du ikke kan se dig selv gøre et eller andet eller kunne sige noget, så er det min opfattelse, at du ser på det forkerte hos dig selv.
 
I stedet for at se på, hvad du ikke gør / ikke siger / ikke kan, så ret i stedet for dit fokus på, hvad du rent faktisk gør, siger og kan.
 
Har du måske lagt mærke til, hvor god du er til eksempelvis:
 
• at passe og pleje dig selv, dine venner og familie og skabe hygge i dit hjem
• at passe dine studier og/eller arbejde
• at nyde lækkert mad, musik og naturen.
 
Evner du nogle af disse punkter og andre lignende områder, så er det efter min opfattelse meget positive tegn på, at du også evner at se positive sider af dig.
 
Prøv at øve dig i at se alle de fine og flotte ting og handlinger, som du dagligt udfører. Du laver masser af handlinger, som du i det daglige slet ikke tænker på.
 
Det er som at plukke smukke og farverige blomster, når du samler på alle de positive ting i dit liv. Jo flere blomster du samler, des mindre vil du tænke på de ting, som du måske ikke er så god til, eller måske ikke kan.
 
Hvis du tør udfordre spøgelserne omkring dig selv, så kan det ændre opfattelsen af dig selv, og dermed fra lavt selvværd til det modsatte.
 
Prøv at røre ved de spøgelser, som du har plantet forskellige steder i din tilværelse. Måske er det kun et tankespil inde i dit hoved, som du har bygget op om dig selv.
 
Vil du kunne:
 
• Bygge et badeværelse op fra ingenting i din bolig. Eksempelvis ved at udvide et lille toilet med halvdelen af en forgang, og dermed flytte døre og bygge mure, sætte fliser op. Dermed også at forbinde kloakrør og afløbsrør i forbindelse med opstilling af et toilet og håndvask
• Opsætte et nyt køkken
• Fjerne eksisterende værelser i et loftrum, isolere loftrummet og bygge helt nye værelser op, herunder opsætning af gavlvindue og tagvindue.
 
Hvis du aldrig har prøvet det, så vil du sige, at det vil være fuldstændig umuligt.
 
Hvis jeg så siger, at det kan du sagtens, hvis jeg står ved siden af dig, så vil du fortsat ikke tro mig.
 
Jeg er en kontormand og ikke håndværksuddannet, men jeg har rent faktisk selv lavet samtlige af disse ombygninger, og helt uden at have prøvet det før. Eneste fysiske hjælp var, at en elektriker og en vvs-mand lavede arbejdet på deres respektive fagområde.
 
Vil du så tro mig, og mener du, at jeg er anderledes end dig?
 
Før jeg begyndte ombygningerne kunne jeg ikke mere end dig. Jeg havde eksempelvis aldrig sat en flise op på en væg, så klinker og fliser på gulv og vægge i badeværelset var min debut.
 
Ved at kaste mig ud i det, så lærte jeg, at jeg rent faktisk sagtens kunne gøre det, og dermed havde jeg fuldstændig fjernet et spøgelse, som jeg havde om mig selv. For mig var det alene et spørgsmål om at ville udfordre mig selv.
 
Hvad er din holdning så nu omkring dig selv og dine spøgelser? Er der nogle af dem, som du vil udfordre?
 
Skal jeg holde dig i hånden, når du prøver at røre ved dine spøgelser, så du kan blive frigjort fra dem.