Ensomhedens pris og mulighederne

Klokken er lige nu 23.14 på en onsdag aften. Jeg har været på arbejde hele dagen og skal det igen i morgen. Jeg har haft noget arbejde med hjemme, og har brugt nogle timer på det her i aften.
 
Der er ikke andre mennesker i min bolig end mig, og sådan har det været de sidste otte år.
 
Hvad er din forestilling om mig?
 
• Tænker du generelt på, om jeg har det godt, og om jeg trives i mit liv?
 
• Tror du, at jeg er ensom?
 
• Tror du ensomheden bliver udlignet, når jeg arbejder sammen med andre mennesker på mit arbejde, eller når jeg er sammen med andre mennesker i mine fritidsinteresser.
 
• Er du bekymret for, om jeg arbejder for meget, sover for lidt eller spiser ordentligt mad?
 
Hvis du har tænkt på noget af dette om mig, hvad har du så gjort ved dine tanker?
 
Har du kontaktet mig for at spørge, om jeg har det godt og trives i mit liv?
 
Hvis du har spurgt mig, og jeg svarer, at jeg har det fint – tror du så på det?
 
Jeg ved godt, at jeg måske ikke kender dig, og du heller ikke kender mig. Uanset dette, hvad gør du i forhold til et andet menneske, som du har bekymrende tanker om?
 
Tænker du, at det må vedkommende vel selv klare, og i øvrigt også ser nogenlunde glad ud, når I mødes.
 
Er du generelt opmærksom på, hvordan andre mennesker har det?
 
Bekymrer det dig ikke, at vi kan læse og høre så meget om mennesker, som forlader deres hjem, og ikke kommer levende tilbage igen?
 
Det er nærmest dagligt, at der er igangsat eftersøgninger forskellige steder i landet.
 
Det bekymrer mig, for jeg ser det ikke som et samfundsmæssigt sundhedstegn, at så mange mennesker fravælger deres liv.
 
Jeg kan godt læse, at en del af dem har forladt hjemmet i nedtrykt sindsstemning. Andre har forladt hjemmet eller arbejdspladsen med en normal og positiv sindsstemning, og alligevel har valgt ikke at komme tilbage.
 
Hvad der får mennesker til at fravælge livet, ved jeg ikke. Det kan være en form for ensomhed eller følelsen af ikke at fungere i det samfund, som de er en del af.
 
Vi kan sagtens føle ensomhed eller at vi ikke passer ind i familien / arbejdet /samfundet, selv om vores omgivelser oplever, at vi trives godt.
 
Følelser er ikke altid synlige, og især ikke de triste følelser. En del mennesker viser slet ikke deres triste og indelukkede følelser, men har en facade, og derved spiller en form for skuespil for andre. Altså lader som om de har det godt og hygger sig, men reelt er virkeligheden det stik modsatte.
 
Disse lukkede mennesker kan være noget svære at spotte, og dermed at give en hjælpende hånd.
 
Hvor opmærksom er du på, om mennesker, som du omgås, har det godt?
 
Har du rigeligt med bare at sørge for dig selv, og dermed ikke har specielt fokus på andre mennesker?
 
Måske burde jeg spørge dig, om du har det godt, og om du trives i dit liv?
 
Hvis du er en lukket person, som beholder dine følelser for dig selv, og især de triste følelser, hvordan skal jeg eller andre kunne hjælpe dig?
 
Hvis vi ikke ud fra din adfærd kan spotte, at du mistrives, hvordan kan det så ændre sig og blive bedre for dig?
 
Hvis du går med tunge tanker om dig og dit liv, så håber jeg virkelig, at du fortæller det til mennesker, som kan hjælpe dig.
 
Det er alene dig, som ved hvad du tænker og hvordan du har det. Føler du dig trist, så fortæl det til andre mennesker, så du ikke skal kæmpe alene med dine tanker.
 
Nogle gange skal der ikke gøres særligt meget, for at ændre vores tankesæt. Blot det at tale med et andet menneske kan gøre en meget stor forskel, og ændre triste tanker til positive.
 
Ofte er det blot nogle små justeringer af de mentale knapper, der skal til. Det at se en problemstilling et andet lys eller fra en anden vinkel kan være en afgørende påvirkning, og her er en samtale en rigtig god metode.
 
Så kontakt endelig andre mennesker, hvis du har på fornemmelsen, at de har problemer, eller du selv har.
 
Jeg glemte lige at følge op på, om jeg selv har det godt og trives i mit liv – ja selvfølgelig gør jeg det. Og det er ikke bare noget, som jeg siger, for jeg er opmærksom på mig selv og mine tanker og følelser.
 
Hvis der er ubalance nogle steder, så skruer jeg selv på mine mentale knapper, og det virker omgående. Det har jeg beskrevet for få uger siden i et tidligere indlæg.

Om at føle taknemmelighed

Mandag i denne uge blev lidt speciel for mig, og det skyldes flere forskellige forhold, og alligevel tankevækkende sammenfald.
 
På vej mod mit arbejde var der i et lyskryds i Aarhus meget langsom kørsel, da jeg i min bil skulle sno mig mellem flere politibiler og en ambulance. Desværre var der også andre elementer involveret. En stor lastbil med anhænger havde været ved at lave et højresving, men var stoppet midt i svinget.
 
Årsagen så jeg kun delvis, da en cykel lå mellem lastbilen og anhængeren. Ambulancebåren var gjort klar til brug, men jeg så ikke en tilskadekommet person. Efterfølgende har jeg søgt på nettet om oplevelsen. Heldigvis har jeg ikke fundet en alvorlig artikel om det.
 
Mildest talt en skræmmende oplevelse for cyklisten, hvor intet kan hamle op mod de stærke kræfter, når en lastbil kommer på tværs.
 
Jeg tænkte på morgenens oplevelse, da jeg sidst på dagen kørte hjem, og hvordan cyklisten evner at bearbejde en sådan oplevelse.
 
Det fik mig til at tænke på en lille bog, som jeg købte for 26 år siden, og hvilket uudsletteligt indtryk den gjorde på mig. Det gør den stadig, selv om jeg kun har læst bogen denne ene gang.
 
Under et besøg hos en marskandiser / produkthandler, som solgte alt muligt fra gamle jernbanesveller til børnelegesager, faldt jeg over en lille bog fra 1946.
 
“De sidste timer” hedder bogen og er en samling af afskedsbreve, som især unge mænd / store drenge havde skrevet til deres kære.
 
Baggrunden var, at de danske frihedskæmpere var blevet fanget, og havde fået muligheden for at skrive en sidste hilsen til deres kære, da deres liv skulle slutte den efterfølgende dag.
 
Selv om bogen kun er på 249 sider, så husker jeg meget tydeligt, hvor svært det var for mig at læse bogen.
 
Brevene var skrevet på en meget stærk baggrund, men det var helt utroligt, hvor afklaret de unge mænd var med den næste og samtidig den sidste dag i deres liv.
 
De opmuntrede alle modtagerne af brevene til at tænke positivt, og samtidig at glæde sig over alle de gode oplevelser, som de sammen havde haft.
 
Der var ikke bitterhed i brevene, men de unge mennesker ønskede alle deres pårørende held og lykke med deres fremtidige liv.
 
Min oplevelse fra mandag morgen med cyklisten og så den gamle bog fik mig til at tænke på et begreb som “taknemmelighed”.
 
Kendetegnende for indholdet af brevene var positive ord og taknemmelighed for de oplevelser, som de havde opnået i deres liv, men også en accept af den dagsorden, som andre havde sat for den kommende dag.
 
Da jeg tændte min pc senere mandag faldt jeg med det samme over følgende ord:
 
  • “The struggle ends when gratitude begins”
Ordene er skrevet af Neale Donald Walsch. Altså “kampen slutter, når taknemmelighed begynder”.
 
Det fik mig til at tænke på, i hvilken grad “taknemmelighed” er en del af vores dagligdag.
 
Er det kun, når vi virkelig er presset, at vi får øjnene op for de positive elementer i vores liv og derved en taknemmelighed over at kunne opleve dette?
 
Vores dagligdag er normalt fyldt med alt muligt, og meget ofte med alt for meget presset sammen.
 
Derved er der en risiko for, at vi glemmer at mærke de dejlige oplevelser.
 
Hvad med dig, i hvilken grad hæfter du dig ved alle de fine oplevelser, og hvor meget påskønner du det?
 
Hvordan har du det med at fortælle andre mennesker om dine kritiske holdninger til forskellige ting?
 
Jeg kan kun opfordre dig til at have ekstra fokus på alle de fine detaljer.
 
Så er det måske også en overvejelse værd, om hvor nødvendigt det er at komme med kritiske bemærkninger.
 
Hvis de kritiske holdninger og udtalelser bliver overvejet en ekstra gang, og tankesættet bliver justeret, så kan de førnævnte ord “The struggle ends when gratitude begins” måske give et helt andet indhold i livet.

Klumpen i maven af dårlige følelser

Hvilken følelse har du i maven ved ikke at få sagt noget, som betyder noget for dig?
 
Er det den samme følelse i maven, hvis du er “kommet til” at sige noget, som du ikke burde?
 
Jeg kan også spørge på en anden måde. Har du på et tidspunkt bevist sagt noget usandt til et andet menneske – altså sagt en løgn?
 
Hvilken følelse fik du i maven ved at sige det?
 
Betød det noget for dig, at du derved fik en risiko for at blive afsløret som løgner?
 
Er det din erfaring, at det bliver bedre med følelsen i maven, at tiden går uden sandheden kommer frem?
 
Baggrunden for dette indlæg er en lille børnebog, som jeg læste forleden.
 
Bogen hedder “Klumpen” og er skrevet af Teddi Doleski.
 
At jeg læste bogen skyldes, at jeg hver anden uge møder børn via frivilligt arbejde, og hvor børnene har mistet en af deres forældre ved sygdom eller ulykke.
 
Bogen er skrevet til børn om netop “klumpen” i maven af dårlige følelser, hvis noget skulle have været sagt / noget grimt blev sagt / misforståelser.
 
Jeg havde ikke læst mange ord i bogen, før jeg blev opmærksom på adskillige af mine egne oplevelser både som barn og som voksen.
 
Det kunne eksempelvis være, at:
 
• Jeg som 10 årig kastede en sten efter en nabodreng, da han ikke ville lege med mig mere, og uheldigvis ramte ham i hovedet, så han skulle til læge for at blive syet sammen. Jeg blev selvfølgelig konfronteret med episoden, da drengen og hans far senere på dagen gerne ville tale med mig og mine forældre, og samtidig vise mig syningen i hovedbunden.
 
• Pynte på oplevelser, så de enten blev bedre eller mere dramatisk, og med en risiko for at blive afsløret efterfølgende.
 
• Fortryde ting, som jeg enten har sagt eller gjort, men ikke kan få mig selv til at sige undskyld af forskellige årsager.
 
• Bagtale mennesker eller løbe med sladder.
 
Jeg tror, at jeg er som de fleste andre mennesker, hvor vi i perioder af vores liv, og / eller i forskellige situationer siger og gør ting, som vi efterfølgende fortryder.
 
Problemet er bare, at vi ikke kan spole tiden tilbage, for derefter at gøre det, som vi burde have gjort.
 
Vi er derfor nødt til at leve videre med den dårlige samvittighed.
 
For mit vedkommende havde jeg det svært, hvis der var en risiko for at sandheden kom frem, og jeg havde gjort eller sagt noget forkert.
 
Det er muligt, at “tiden læger alle sår”, men det gælder ikke “klumpen” af dårlige samvittighed i maven, for den vokser hver eneste gang, der tænkes på den dårlige samvittighed.
 
Usagte ord kan også hobe sig op “inde i maven”, og give en følelsesmæssig dårlig oplevelse.
 
I adskillige situationer har jeg fortrudt, at jeg ikke fik stoppet en proces, eller sagt fra overfor andre mennesker, men lod mig trække med på deres præmisser.
 
Jo længere tid jeg lod mig trække med, des større blev utilfredsheden over min situation, men ordene om dette kom ikke rigtigt ud af min mund.
 
Hvor god eller dårlig er du selv til at sige din mening i de forskellige sammenhænge, som du har berøring med?
 
Er det så på en positiv og konstruktiv måde, at du får dine ord ud?
 
Eller er det ud “gennem sidebenene”, så modtageren af ordene måske er usikker på, om du mener det sagte eller ej?
 
Et meget tydeligt område, hvor misforståelser / grove udtalelser / manglende udtalelser forekommer, er i et parforhold.
 
Her kniber det for mange mennesker at fortælle den anden part om alle ens egne følelser.
 
Jeg tænker ikke på de positive følelser, for de er noget nemmere at få sagt, uden at støde den anden part.
 
Det er de andre følelser og opfattelser, hvor det meget nemt kan opfattes som kritik og mistro af den anden part. Dermed er der en risiko for, at partneren får en lejlighed til at fortælle om sin utilfredshed med en selv. Og dermed en risiko for, at parforholdet bliver opløst.
 
Så “klumpen” har jeg desværre et udmærket kendskab til, og mindes det ikke med glæde.
 
At møde børn, som jeg gør, der i så ung en alder har mistet en forælder medfører, at der er rigtig mange situationer, hvor “klumpen” i maven kan vokse:
 
• Tavshed for ikke at såre andre.
 
• Masser af misforståelser.
 
• Berøringsangst omkring børnenes situation.
 
• En ny stedmor / -far, og måske med medbragte børn, og hvem har så ekstra fokus på det klemte barn med en mistet forælder.
 
Livet føles ikke altid let, og mange bliver udfordret mere eller mindre kraftigt af påvirkninger, som vi ikke selv er herre over.
 
Vedrørende de situationer, som vi selv er herre over, og det kunne være at samle mod til at sige “undskyld” eller stoppe en proces, som vi ikke ønsker at deltage i – ja her er det vores eget ansvar at fjerne “klumpen” i maven.
 
Andre ved måske slet ikke, at vi har en voksende “klump” af dårlige oplevelser, så derfor en opfordring til at gøre noget.
 
At sige nogle ord om de opsamlede følelser, kan føles som en befrielse, og “klumpen” kan helt forsvinde, for nu er det ikke en hemmelighed mere.
 
Foråret er her lige nu, og dermed en rigtig god anledning til at få foretaget forårsrengøring.
 
Få derfor fjernet de dårlige “klumper”, så du kan komme videre med dit liv, for det fortjener du at nyde.

Lukker du øjnene for sandheden om dig selv

Er der noget, som du ikke vil se og høre?
 
Det er masser af situationer, som vi ikke ønsker at opleve, og heller ikke jeg.
 
Jeg prøver at åbne mine øjne for de situationer, som jeg selv er i, og også at forholde mig til dem.
 
Ved at se på flere situationer, så kan jeg se, at flere mennesker har et problem med dem selv.
 
De har et problem med at acceptere sig selv i den situation, som de er midt i.
 
Det kan være:
 
• En alvorligt syg person, som går til de undersøgelser og behandlinger, som lægerne siger, men betragter ikke sygdommen som sin egen. Dermed heller ikke en accept af den risiko, som er forbundet med sygdommen, og at en ændret levemåde måske kan være gavnligt.
 
• En person, som er blevet forladt af sin partner for flere år siden, og naivt er overbevist om, at partneren kommer tilbage.
 
• En person, som lever i et voldeligt parforhold, men som igen og igen håber, at den voldelige partner bliver fredelig at bo sammen med.
 
• En person, som ikke forholder sig til, at kropsvægten stiger faretruende. Dermed heller ikke, at der er flere muligheder for igen at opnå en normalvægt.
 
• En person, som er ensom eller mistrives, og som ikke er bevist om, at det er personen selv, som aktivt skal gøre noget, for at bringe sig ud af isolationen. Flere af mulighederne for at komme ud af triste situation kan være yderst enkle og medføre stor glæde.
 
Mon ikke mange af os kender til personer, som grundlæggende har et kritisk og negativt syn på mange ting og sjældent kan omtale noget positivt.
 
Jeg tvivler på, at personen selv er klar over det verdensbillede, som bliver skabt ved det negative syn, og hvor stor påvirkning det har for den pågældendes livsglæde.
 
Min opfattelse er, at mange fastlåste situationer for mange mennesker relativt let kan blive noget mere nuanceret, og fastlåstheden kan opløses.
 
Blot ved at tale med et andet menneske, som er god til at lytte og forstå det sagte, så er der muligheder for at åbne op for andre synsvinkler.
 
Uanset om du selv føler dig positiv og åben for andre indtryk, så overvej, om du i forskellige sammenhænge har lidt faste holdninger, og som du har haft i meget lang tid.
 
Er du fortsat helt sikker på, at din opfattelse er objektiv og helt rigtig?
 
At jeg har sagt det samme om et problem / emne / forhold mange gange gennem mange år, er ikke det samme som, at det er rigtigt. Måske er det mig, som i mit verdensbillede har bygget et scenarie op, som jeg fandt rigtigt for mange år siden. Det kan være, hvis jeg genovervejer situationen i dag, at jeg kommer frem til en helt anden opfattelse.
 
Jeg ser det som yderst vigtigt, at der bliver åbnet op for de fastlåste holdninger og opfattelser.
 
Livet for mig er væsentligt sjovere, når jeg føler det beriget med positive oplevelser. Jeg er meget bevidst om, at jeg selv er en stærk medvirkende faktor i skabelsen af denne oplevelse.
 
Hvad med dig – ønsker du en hjælpende hånd i samme proces?
 
Jeg kunne også stille spørgsmålet, om du er tilfreds med dit liv?
 
Hvis du ikke kan sige “ja”, hvad har du så tænkt dig at gøre ved det?
 
Husk på, at det er dig, som har muligheden for at ændre svaret fra “nej” til “ja”.

Tør du tro på dig selv og være dig selv

Måske et lidt underligt spørgsmål, men i forskellige faser af mit liv kunne jeg besvare spørgsmålet med “nej” og “ja” i andre perioder.
 
Hvis usikkerheden er stor og selvtilliden er lav, så er det meget svært at tro på sig selv. Altså om man selv ved noget eller har en mening om noget.
 
I sådanne situationer er der også mere end svært at turde “være sig selv”.
 
Efter min opfattelse kræver det en vis portion selvsikkerhed at turde “være sig selv”.
 
For mit vedkommende har det tidligere været et problem at gå ind i et stort rum med andre mennesker. Det kunne være til en fest, hvor jeg skulle hilse på samtlige i lokalet, men det kunne også være til en reception, hvor det ikke var nødvendigt at hilse på alle.
 
Jeg er også i dag opmærksom på, hvordan jeg og andre kommer ind i et stort lokale, og ikke mindst, hvor vi placerer os.
 
Tidligere “gemte” jeg mig langs væggen, og placerede mig aldrig ude midt i rummet. I dag vælger jeg bevist midten af rummet, hvis jeg ikke skal tale med personer, som står mere yderligt i rummet.
 
At jeg bevist vælger midten af rummet skyldes, at jeg ikke vil gemme mig mere.
 
Jeg har levet i en skyggetilværelse i forskellige sammenhænge, men selv her følte jeg mig ikke tryg, da jeg følte mig forkert og på usikker grund.
 
Hvordan har du det med at træde ind i et stort lokale?
 
Kommer du også nærmest “krybende” langs ydervæggene, eller går du direkte mod det mest oplyste sted i centrum af lokalet?
 
Jeg kunne også have stillet spørgsmålet, om du tager alene til koncerter eller forestillinger, uden at skulle mødes med nogen?
 
Hvorfor kan det være så svært at turde gøre noget, så vi kommer til at udstille os selv?
 
Spørgsmålet til dig kunne også være, om du tør stole på dine følelser og fornemmelser?
 
Følger du dine følelser og fornemmelser, eller finder du en undskyldning for at nedtone og dermed undertrykke følelserne?
 
Er det muligt at lyve for sig selv – og er det en god ide?
 
Jeg ser det som yderst vigtigt i vores udvikling eller modning af os selv, at vi lærer at acceptere vores følelser og fornemmelser.
 
Hvis vi kan acceptere de følelser og fornemmelser, som vi har, så føles det så overbevisende og kraftfuldt, at vi frigør os fra den “forkerte” rolle, som vi tidligere har levet i. Nu tør vi gøre, hvad vi synes, er det rigtige, og også selv om det er at stå alene midt i et fuldt oplyst rum.
 
At jeg gennem en del år har været meget opmærksom på, hvad jeg bemærkede i og omkring mig selv gør, at jeg tør stole på de “pludselige” tanker, som jeg ser / hører eller fornemmer.
 
Det har også gjort, at jeg tankemæssig har turdet stille spørgsmål, og samtidig også har turdet stole på de svar, som jeg modtog.
 
Jeg har ikke kunnet forudse svarene, men ved at anvende intuition på den måde, som jeg gør, så føles det som om jeg fører en “samtale” med en anden part. Om den anden part er min underbevidsthed eller noget andet, er mig underordnet, da det ikke er en relevant for mig.
 
For mig er det vigtige at turde stole på mig selv, og hvad jeg oplever. Og også selv om det kan virke underligt for nogle mennesker.
 
Jeg kom forleden til at tænke på et forsøg, som jeg så i TV for mange år siden. Her handlede det i den grad om fornemmelser, og det at turde tro på sine følelser og fornemmelser.
 
Forsøget gik ud på, at en række kvinder og mænd gik ind i det samme rum. De kendte ikke noget til hinanden, og måtte heller ikke hverken tale, smile eller på anden måde kommunikere med hinanden.
 
Hver af personerne havde fået monteret et nummer på deres tøj, så alle havde forskellige numre.
 
Før personerne trådte ind i rummet, var det instrueret i ikke at have nogen form for kommunikation med de andre personer, men at notere et nummer på den person i rummet, som de gerne ville have en efterfølgende samtale med. En form for date.
 
Efter et stykke tid kom personerne ud af lokalet, og blev hver især interviewet om, hvilken person de ønskede at møde.
 
Yderst påfaldende havde mange “par” valgt hinanden, og ved interviewet kunne det konstateres, at de begge havde haft en næsten fælles livshistorie og interesse.
Det er muligt, at vi i en periode kan bilde os selv noget ind, men vi kan ikke skjule sandheden. Den er der, og andre har måske allerede “set” det.
 
Tanken med dette indlæg er, at vi kan få rigtig stor glæde ud af at turde stole på os selv og vores følelser og fornemmelser.
 
Vi snyder os selv, hvis vi ikke tør stole på os selv.
Jeg kunne også spørge, om det ikke gør det ekstra vanskeligt for andre at stole på os, hvis vi ikke selv gør det.

Er dit liv et skuespil, eller er det virkelighed

Hvilken rolle spiller du i dit liv?

Har du følelsen af at spille andenviolin, eller er du bare reduceret til at være en statist i dit eget liv?

Spiller du en rolle med dig selv som frontfigur, eller er du bare dig selv?

Det kan måske virke lidt underligt at stille disse spørgsmål, men måske alligevel ikke.

Vi ser og møder rigtig mange mennesker i forskellige sammenhænge. En del af dem har vi et dybt eller dybere kendskab til, men ved nærmest intet om andre.

Den sidste gruppe er nærmest hermetisk lukkede omkring sig selv. Næsten intet slipper ud, hverken om, hvad de oplever, og heller ikke om, hvem de selv er.

Hvad med dig selv – hvor synlig er du i dit liv?

Har du forskellige facader, som du bruger, når du møder mennesker i forskellige sammenhænge?

Måske tænker du ikke på, hvordan du optræder i forskellige sammenhænge.

Prøv at tænke på hvilke typer af tøj, du har på, hvis du henholdsvis er på arbejde / til fest eller sammen med dine nærmeste venner og familie:

• Er det de samme emner, som I taler om i de forskellige sammenhænge?
• Er du den samme meget talende person eller er det forskelligt, om du er sammen med den ene eller anden gruppe af mennesker?
• Eller siger du næsten intet i forskellige sammenhænge?

Hvis du anvender forskellige facader, når du er i forskellige grupper, hvad er årsagen til det?

Er det for at beskytte dig selv og ikke vise din indre sårbarhed?

Hvorfor er det så vigtig for dig at beskytte dig selv mod andre?

Er du flov over nogle sider af dig selv, som du ikke ønsker skal vises for nogle af de mennesker, som du omgås?

Er du åben om din tro og/eller politiske holdning, eller tier du om det, for ikke at blive mødt med kritiske kommentarer?

Har du overvejet at sortere ud i din vennekreds, så du primært har venner, som accepterer dig, som du er?

Jeg er godt klar over, at det kræver meget selvtillid at turde sige sin egen mening, og uanset om andre er enig i den.

Det er min opfattelse, at andre mennesker ikke skal bestemme om min holdning er den rigtige. Hvem siger, at deres opfattelse er den eneste rigtige.

Jeg vil heller ikke finde mig i at skulle forsvare mig om min opfattelse. Kan andre mennesker ikke acceptere den, så er det bare ærgerligt, for det vil jeg ikke ligge søvnløs over.

Jeg vil også ærligt indrømme, at jeg ikke fortæller alt om mig selv til alle de mennesker, som jeg møder. Selvfølgelig sorterer jeg i det jeg siger, da jeg ikke føler, at alle skal vide alt om, hvad jeg tænker og føler.

Hvis du føler, at du spiller et skuespil i dit liv i forskellige sammenhænge, har du så overvejet, om det ikke snart er på tide at smide masken, og bare være dig selv?

Både dine omgivelser, men også du selv vil kunne se og høre forskellen, når du smider maskerne, og bare er dig selv.

Det er meget grænseoverskridende at skifte stil fra den kunstige verden til virkeligheden. Samtidig er det meget mere tilfredsstillende ikke at skulle spille skuespil, men blot sige, hvad man føler og tænker.

Hvis du har mange forskellige facader og roller i dit liv, men ønsker en mere enkelt og ikke så kompliceret tilværelse, så vil det måske virke kaotisk, hvis du smider samtlige facader og masker på en gang.

Måske skal du først finde ud af, hvem du i virkeligheden er, og så lade den side vokse sig større og større i de forskellige sammenhænge. Derved bliver væksten en naturlig del af dig og dit nye “ansigt” overfor andre.

Du vil formentlig møde mennesker, som ønsker en forklaring på dit skifte af holdning og type, men husk på, at du ikke skal forsvare dit skifte.

Du kan fortælle, at du er begyndt at tænke mere over dig selv, og hvem du er, og at du har følt et behov for visse finjusteringer.

Altså fortæller du dermed, at du nu mere er dig selv, men også at det ikke er til debat, om det er en god eller dårlig stil, som du nu har.

Hvis du har behov for at finde ud af, hvem du er, og hvad du mener, så kontakt nogle nære venner, som lytter til dig, og som forstår dig måske bedre, end du selv gør.

Husk også, at disse gode venner ikke skal fortælle dig, hvilken mening du skal have, for det er dig selv, som skal finde den. Det er dig, som skal finde dig selv, som du er.

Er du selv årsag til influenza og feber

Jeg kunne også spørge: Har du prøvet at helbrede dig selv?

Jeg har noteret mig, at flere af de mennesker, som jeg dagligt møder, jævnligt er syge.

Ikke alvorlige sygdomme, men alligevel så de enten er sygemeldte fra deres arbejde i kortere eller længere tid, eller at de ser mere end trætte og udbrændte ud.

Jeg kan selvfølgelig ikke generalisere, men tanken har strejfet mig flere gange, om mange af disse sygdomme ikke kunne fjernes, ved blot at foretage en mentalt justering.

Mange af mine tidligere problemer har i den grad givet mig hovedpine i dagevis.

For mig er der en direkte sammenhæng mellem problemer og hovedpine, og kunne problemerne blive fjernet, så ville hovedpinen også blive fjernet.

Sådan tænkte jeg ikke for mange år siden, men gør det i dag.

Hvis du ser på dig selv i forhold til dit almindelige helbred, hvordan synes du ellers, at du har det?

Samler du på alle de virus, som andre mennesker har. Det kan være i forhold til forkølelse / bronkitis / lungebetændelse / influenza?

Eller har du den opfattelse, at det gider du ikke have, og får det derfor heller ikke?

Den sidste udtalelse er vist en, som jeg for sjov har udtalt flere gange. Der er alligevel en form for sandhed i det, for der kan gå årtier imellem jeg får en alvorlig influenza. Bronkitis og lungebetændelse har jeg aldrig haft.

Jeg kan selvfølgelig blive forkølet, men typisk, hvis der har trukket kold luft ind på mig.

Nu er jeg som mand ikke påvirket af hormonelle svingninger, men hvor hovedpine desværre meget ofte er en trofast følgesvend.

At være jævnligt ramt af hovedpine eller nogle af de andre førnævnte sygdomme gør, at vores livskvalitet bliver tilsvarende ramt.

At have hovedpine eller influenza giver ikke den helt store lyst til ret meget. Nærmest kun at lukke sig ind i sig selv, til det går over.

Og så tilbage til spørgsmålet ovenfor: ” Har du prøvet at helbrede dig selv?”

Har du tænkt på, om du selv er i stand til at helbrede nogle af dine skrantende og tilbagevendende sygdomme?

Jeg er ikke læge, og har ikke adgang til sådanne medicinske artikler.

Jeg vil i stedet anvende de mentale muligheder til at helbrede sygdomme.

Det er muligt, at du slet ikke kan følge mig med denne udtalelse, men så vil jeg prøve at udfordre din opfattelse.

I torsdags i sidste uge var jeg til et møde udenfor arbejdstiden. Her sad jeg så dårligt placeret i forhold til den person, som talte, at jeg hele tiden var nødt til at dreje mit hoved meget kraftigt til den ene side.

Underligt nok, så glemte jeg, at det ALTID giver hovedpine i flere dage. Og det skete derfor også. Jeg har jævnligt spændingshovedpine, hvis jeg ikke sidder korrekt, og der kan sagtens være en sammenhæng med måden, jeg lever mit liv på.

Så har jeg arbejdsmæssige udfordringer i flere sager, som jeg er involveret i, og hvor vi er mere end presset for at kunne sende et forslag til en afgørelse inden 1. maj. Vi skal nå det, og gør det også, men tiden er urealistisk kort, hvorfor der skal arbejdes ekstra meget.

Selv efter den 1. maj vil jeg i måneder og år efter være kraftigt involveret i omfattende og tidskrævende sager, så der er ikke udsigt til lyspunkter. Vi har aldrig stille perioder.

Så er jeg i min fritid været involveret i en forening, hvor jeg gennem nogle uger har vidst, at jeg skulle have ekstra arbejdsopgaver, men jeg havde slet ikke overblikket om typerne og tidsforbruget.

Op til den sidste weekend var det min plan at arbejde med skattesagerne fredag og lørdag aften og hele søndagen.

Intet arbejde blev dog udført, og heller ikke om mandagen, hvor jeg ville arbejde hjemme. Jeg har flekstid, så det er ikke noget problem, da jeg bare arbejder mere en anden dag.

Mit problem var, at jeg havde det, som om jeg havde influenza. Ikke med opkast og diarre, men øm i hele kroppen, og med let feber. Skiftevis svedte og frøs jeg. Så var min hud også ekstra følsom. Appetit havde jeg heller ikke.

Som følge af min tilstand fredag og lørdag aften, så sov jeg, og det gjorde jeg nærmest også hele søndagen.

Mandag morgen vågnede jeg, og lå tænkende på, hvorfor influenza-tilstandene dog ikke snart kunne forsvinde. Det var meget tydeligt, at jeg var vågnet til samme tilstand, som i de foregående dage.

Så gjorde jeg det, som jeg meget ofte har gjort med lukkede øjne. Jeg tænkte et spørgsmål: “Kan jeg se, hvad der er årsagen til min febertilstand?”

Med det samme “så” jeg ind i en lukket kasse. Jeg havde på fornemmelsen, at jeg burde kunne se gennem “kassen”, eller hvad det end var, men jeg kunne slet ikke fjerne det, som forhindrede et gennemsyn.

Jeg var derfor klar over, at jeg var nødt til at finde ud af, hvad mine problemer var.

Så tænkte jeg spørgende på samtlige af de områder, som fylder min dagligdag. Det kan være det frivillige arbejde med en sorggruppe for børn, eller det kan være, at jeg skriver disse indlæg en gang om ugen, og ingen af disse områder gav mig problemer. Faktisk heller ikke mit arbejde, selv om det burde give anledning til ekstra grå hår på hovedet.

Så var der foreningsarbejdet, som jeg er en del af, og hvor jeg venter ekstra opgaver og tidsmæssige ressourcetræk af ubekendt størrelse. Her kunne jeg tydeligt mærke, at jeg havde et stort problem. Især usikkerheden om øget arbejdsbyrde, da min fritid i forvejen er yderst begrænset.

Mens jeg med lukkede øjne lå i min seng, traf jeg nogle beslutninger om at droppe flere af de aftaler, som jeg har i den kommende måned. Faktisk havde jeg 19 forskellige typer af aftaler og møder, og det er udenfor mit arbejde hos SKAT. Jeg er godt klar over, at det er alt for meget, men “pludselig” klumpede aftalerne sig bare sammen.

Så havde jeg tankemæssige overvejelser om, hvor drastisk jeg skulle være omkring foreningsarbejdet og de dertil hørende aktiviteter. Jeg besluttede, at jeg senere på dagen ville køre ud for at hente en liste visende samtlige ansvarsområder.

I takt med, at jeg gnavede mig længere og længere ind i mine udfordringer med manglende tid i forhold til alle mine kommende aftaler og møder, men også foreningsarbejdet og ansvarsområderne, så kunne jeg pludselig “se” gennem kassen.

Nu viste det sig, at det faktisk var et vindue, som jeg forgæves havde prøvet at se igennem. Det var stadig mere end svært at se noget tydeligt igennem vinduet, men for mig var det mere end tydeligt, at fik jeg forholdt mig til de sidste elementer i mine frustrationer over den manglende tid, så ville udsigten gennem vinduet blive markant forbedret.

Så traf jeg en beslutning om, at jeg overfor de andre bestyrelsesmedlemmer ville oplyse om mine tidsmæssige ressourcer. Jeg ville oplyse, at mit døgn har den samme længde som deres, og med de ressourcer, som jeg anvender på mit primære arbejde og børnesorggruppen, så hænger det slet ikke sammen for mig, hvis jeg bliver bebyrdet med væsentlige yderligere opgaver.

Pludselig ændrede billedet sig gennem vinduet, for nu kunne jeg se, at det var en fjord, som jeg så ud på. Motivet var fortsat lettere diset, men alligevel meget tydeligt.

En stor del af mandagen sov jeg, da jeg fortsat havde influenza-symptonerne. Jeg havde fortsat lettere feber, da jeg sidst på eftermiddagen kørte gennem byen for at hente listen over mulige arbejdsopgaver.

Da jeg kom hjem og havde gennemgået listen, kunne jeg konstatere, at mine bekymringer havde været helt uberettiget, og der nemt kunne laves uddelegeringer af opgaver, så jeg ikke blev yderligere presset.

Mine undersøgelser og konstateringer gjorde, at jeg pludselig blev sulten efter mad, og samtidig var influenza-symptonerne helt væk. Intet var der tilbage, og det hele forsvandt fra det ene øjeblik til det næste.

Jeg fandt det yderst tankevækkende, at influenza-symptomer kan forsvinde, som ved et knips med fingrene. Dog kommer det ikke bag på mig, da der er mange interessante sammenhænge i vores liv.

Hele mandag aften var jeg frisk, og sov også helt normalt om natten.

Tirsdag morgen ville jeg arbejde, da jeg fortsat var fuldstændig frisk. Det letteste for mig var at arbejde hjemme, da jeg havde rigeligt af materiale at arbejde med.

Uanset dette, så besluttede jeg at køre til mit arbejde. Ikke for min skyld, men for mine kolleger, hvis nogle af dem skulle bruge mig til et eller andet.

Jeg skrev en kort sms til et par af kollegerne om, at jeg ville møde på kontoret. Inden jeg nåede at sende sms’en, kunne jeg mærke, at feber igen trængte op gennem min krop i løbet af få sekunder, og nu også med så kraftig en kvalme, at jeg troede, at opkast var det næste udspil fra kroppen. Jeg placerede mig derfor også siddende på gulvet ved siden af toilettet.

Jeg besluttede derfor med det samme ikke at tage på arbejde, hvorefter kvalmen forsvandt lige så hurtigt.

Kollegerne fik min sms, men indeholdende efterskriften om de ændrede tilstande for mig, og at jeg blev hjemme.

Efter at have sovet igen, så var faren ovre for influenza-symptomer.
Jeg er meget bevist om de kraftige signaler, som min krop har signaleret i de sidste få dage, men også hvor relativt let det er at slippe af med infuenza-symptomerne.

Nå, hvor meget har denne beskrivelse påvirket din opfattelse af, om vi selv kan helbrede os selv?

Eller om, at nogle af vores sygdomme skyldes os selv, og måden vi lever vores liv på.

Jeg ved ikke noget om, hvor meget vi selv kan gøre, for at fjerne forskellige sygdomme på os selv.

Jeg ved, at helbredelse af os selv er en mulighed, som vi i den grad har til rådighed. Vi skal bare have kendskab til muligheden, og hvad vi kan gøre.

Det er nok ikke realistisk, at jeg sidder ved siden af din seng, når du vågner op, og i den tilstand guider dig gennem mentale undersøgelser af dine problemer. Dog kan det også ske på andre tider af døgnet, og så hjælper jeg dig gerne.

Jeg håber for dig, at mit indlæg har påvirket din opfattelse af dine lettere sygdomme, og din egen årsag til dem, men også muligheden for at ændre forholdene, og dermed give dig en øget livsglæde.

Evnen til at fortsætte livet – trods modgang

Vi bliver gennem vores liv ramt af modgang. Nogle gange gør det så ondt på os, at vi har mere end svært ved at rejse os op igen.

Hvordan tackler du den modgang, som du møder?

Giver det dig ekstra kræfter, så du kommer styrket ud af din modgang, og uanset hvor stor din modgang har været?

Eller opgiver du helt, og lukker dig inde i dig selv?

Hvad sker der så inde i dig, hvis du opgiver kampen om at komme op på benene igen?

Hvor finder du trøst, eller måske hvad finder du trøst ved? Er det at trøstespise?

Hvis du har lukket dig inde i dig selv, ønsker du så ikke at komme op til “overfladen” igen for at fortsætte et mere normalt liv?

Hvad tror du kan hjælpe dig til at komme op igen fra en mental nedgang?

Virker det bedst for dig, hvis du har en støttende arm og betænksomme nære bekendte omkring dig?

Eller tror du, at du selv har en indre styrke, som du måske ikke helt er opmærksom på, men som måske kan hjælpe dig op igen?

Hvis det er meget svært at se lyspunkter i tristheden og modgangen, så er det nok også mere end svært at se, at man selv har indre styrker.

Jeg ved ikke, hvor indre styrker gemmer sig inde i os, men jeg har selv mødt disse styrker. De er der, men du skal måske lige guides til, hvordan du kan finde dem.

En indre styrke kan træde frem af mørket, hvis du bliver så træt eller vred over, at nu vil du ikke finde dig i den modstand, som du møder.

Kan du mærke, at du bare ikke vil finde dig i noget mere, så er det denne meget stærke indre kraft, som du endelig skal holde fast ved.

Den er så stærk, at den kan ændre helt om på dit liv. Fra at du har været en svag person og til du nu bliver en stærk person.

Det kan virke overvældende, at du pludselig bliver så stærk, men hold fast ved den styrke. Styrken og selvsikkerheden breder sig til andre områder i dig og dit liv, og det vil give dit et helt anderledes syn på dig selv.

At tackle en modgang, og måske især en meget kraftig modgang, kan også ske på en anden måde.

Jeg har den lidt friske (eller overfriske) holdning, at vi selv vælger, om vi vil have et positivt eller negativt liv.

Dermed at jeg kan vælge, om jeg vil lade modgang ødelægge mit fremtidige liv. Dermed også min livsglæde.

Jeg ved udmærket godt, at mange af os har mødt meget store udfordringer i vores liv.

En del mennesker har mødt modstand, hvor det for mange vil være yderst svært at komme op på benene igen. Det kan eksempelvis være efter tab af nære pårørende, og måske også hvordan det skete.

I sådanne situationer er det ikke en let proces at finde livsglæden igen. For nogle mennesker bliver livsglæden ikke fundet.

Jeg planlægger ikke selv, hvordan jeg tackler stor modstand, men jeg benytter alligevel en metode, som hjælper for mig.

Generelt ser jeg mulighederne i livet i stedet for at holde fast ved det håbløse. Ved at se mulighederne og glæden ved de positive oplevelser, så fylder de negative oplevelser ikke så meget.

Samtidig er jeg god til at acceptere ting eller forhold, som jeg ikke kan lave om på.

Hvis min bil eksempelvis nærmest braser sammen, og det vil koste en formue at få bilen til at køre igen. Hvad kan jeg gøre ved det – ja måske blot at betale en reparation, eller at sælge bilen som gammelt jern til skrot. Hvilke andre muligheder har jeg ellers?

At blive ved med at være sur eller trist over de spildte penge hjælper ikke noget, for bilen bliver aldrig som ny igen. Altså er der for mig kun den ene mulighed at acceptere, at nu har jeg en bil, som koster mange penge i reparation eller bare en skrottet bil. Og så tænker jeg ikke mere på den udgift eller bil.

Hvis det er et menneske, som jeg mister, så stopper jeg selvfølgelig ikke med at tænke på personen, men jeg accepterer, at vedkommende er ikke mere. Derfor kan jeg så, med min måde at se verdenen på, glæde mig over de dejlige oplevelser, som vi havde sammen.

Mandag i denne uge udleverede jeg et digt til nogle børn i alderen 8-10 år, som har mistet en af deres forældre. Min datter faldt over digtet for nogle år siden på nettet, kort efter min kone var død. Digtet passer rigtig fint på den måde, som jeg ser verden på.

At jeg udleverede digtet til børnene skyldes, at jeg sammen med to andre voksne er frivillige gruppeledere i en sorggruppe for børn.

De fleste af børnene og vi voksne læste hvert et af versene i digtet, og så talte vi om, hvad det skrevne betød. Nogle af udtrykkene kunne enkelte gange være lidt svære lige at forstå. Ved at forklare børnene om realistiske eksempler, så blev ordene forståelige.

Det var tydeligt, at børnene kunne bruge digtet, som de selvfølgelig fik med hjem. Et af børnene trak dele af flere vers ud, så det for hende gav en rigtig god mening.

Budskabet til dig er, at vi voksne også kan bruge digtet, for at komme ud af en krise.

Ikke kun i forbindelse med et dødsfald, men i mange andre situationer, hvor du har svært ved at se det sjove i livet. Prøv at læse digtet, og find de ord og sætninger, som du kan mærke giver dig noget.

Du får digtet her, og det angår en kvinde, som er død:

HUN ER IKKE MERE

Du kan lad tårerne flyde,
at hun ikke er mere.
Eller du kan smile, fordi
hun har levet.

Du kan lukke dine øjne og bede til,
at hun må komme tilbage.
Eller du kan åbne dine øjne
og se alt det, hun efterlod.

Dit hjerte kan føles tomt,
fordi du ikke kan se hende.
Eller du kan være fyldt
med den kærlighed I delte.

Du kan vende ryggen til i morgen
og leve af i går.
Eller du kan glæde dig til i morgen,
takket være i går.

Du kan mindes hende
og kun det, at hun er væk.
Eller du kan hædre hendes minde
og lade det leve videre.

Du kan græde og lukke din sjæl,
være tom og vende ryggen til.
Eller du kan gøre, hvad hun ville ønske:
Smile, åbne dine øjne, elske og fortsætte rejsen.

Egoet contra kærligheden til andre

Det kan være interessant at se på, hvad vi gør, og hvad vi siger i forskellige relationer.
 
Samtidig også hvor egoistisk, vi er i vores handlinger, eller om vi tænker på andre.
 
Hvor opmærksom er du på andre mennesker, og hvordan de reagerer, når du enten siger noget eller foretager en handling?
 
Tænker du mest på andre mennesker, eller mest på dig selv?
 
Der er masser af eksempler. Eksempelvis i trafikken er der dagligt et utal af situationer, hvor egoismen er en dominerende faktor.
 
Hvis jeg skal åbne op for det område, så er jeg normalt hensynsfuld. Eksempelvis ved at køre helt frem i en lysregulering, hvis jeg skal dreje til venstre, så flest mulige biler bag mig kan komme med over, men også at jeg generelt holder til højre ved kørsel i flere vognbaner i samme retning.
 
Dog kniber det lidt med hastigheden for mig. Jeg ved ikke, hvad der går galt, men foden bliver nogle gange lidt tung, men jeg plejer at undskylde mig med, at jeg kører efter forholdene. Jeg ved godt, at det argument ikke holder i retten.
 
Til gengæld ordner jeg hverken mit hår / lægger makeup / taler i mobil / sender og læser sms’er, når jeg kører.
 
Jeg kunne stille det spørgsmål, om disse trafikmæssigt meget distraherende handlinger er til glæde for føreren af bilen eller overfor de andre trafikanter?
 
Prøv at være opmærksom på, hvad andre trafikanter gør, når de kører deres bil. Rigtig mange har deres koncentration helt andre steder end vejen foran dem. Det sker der heller ikke noget ved, hvis bilen holder stille, men det er livsfarligt for andre mennesker, når bilen kører.
 
Jeg kører dagligt 90 kilometer i bil til og fra mit arbejde, og fra den vinkel kan jeg fremhæve følgende eksempler:
 
• I lyskryds ses dagligt en del biler køre overfor rødt. Derfor vil der typisk være grønt lys for de krydsende bilister. Det er en noget egoistisk handling at køre overfor rødt, og vedkommende er forhåbentlig klar over situationen og konsekvensen for de bilister, som er ved at køre frem for det grønne lys.
 
• Ved overhalinger ses meget ofte, at bilister efter endt overhaling presser bilen ind mellem to biler, hvor der slet ikke er plads, hvorfor den bagerst kørende er nødt til at bremse.
 
Et andet eksempel er at snyde i skat, moms og told.
 
Finder du, at det er helt i orden, hvis det bare ikke bliver opdaget?
 
Som ansat i SKAT, så vil det være fyringsgrund, hvis jeg snyder i skat. Men hvis jeg eksempelvis tjente 5.000 kr. ved at arbejde “sort”, uden at oplyse det til skat. Så vil jeg derved snyde for betaling af et beløb i skat.
 
Finder du, at det er helt i orden, da det er mig, som har tjent pengene for et stykke arbejde, eller tænker du mere på, at jeg snyder dig?
 
At jeg ikke betaler den skat, som jeg skulle betyder manglende indtægter for det danske samfund. Det kan godt være at de få penge, som jeg ikke betaler i mit eksempel, ikke betyder så meget for samfundet.
 
Nu er der faktisk mange i dette land, som “glemmer” at betale den korrekte skat. Underligt nok, så betaler de fleste af dem for lidt i skat, og så er det pludselig voldsomme summer, som det danske samfund mangler af indtægter.
 
Føler du, at det er helt i orden, da skattereglerne er lidt svære, eller føler du, at det går ud over dig?
 
Vi har i samfundet gennem mange år haft den ene sparerunde efter den anden, og vi er pålagt den ene afgift eller skat efter den anden – bare for at få de økonomiske ender til at hænge sammen.
 
Så at snyde i skat ser jeg som en form for egoisme, hvor det slet ikke gavner fællesskabet i samfundet.
 
For mange år siden blev jeg stødt af en udtalelse fra en mand. Han fandt, at det kun var “dumme” mennesker, som havde lyst til at arbejde meget og dermed at betale meget i skat.
 
Han fandt det meget mere værdifuldt for ham selv helst slet ikke at arbejde, og samtidig at få så mange ydelser fra de offentlige kasser, som overhovedet muligt. Med en sådan udtalelse kunne han lige så godt have spyttet mig i ansigtet, over at jeg var så tåbelig at arbejde, og derved at betale skat, så han kunne gå hjemme.
 
Min arbejdsgiver SKAT har gennem de senere år fået meget stor kritik. En del af kritikken lyder til at være fuldt ud berettiget, når medarbejdere har protesteret mod nedskæringer og strukturændringer i SKAT.
 
Nu kan en meget stor del af kritikken ikke rettes mod SKAT, men mod os selv som vælgere. Det er os selv, som har valgt de politikere, som i de sidste mange år har skåret ned på antallet af medarbejdere i SKAT. Man kan effektivisere meget, men på et tidspunkt går det helt galt, og den grænse er for længst nået.
 
Så at vælge politikere, som lover skattelettelser er ikke nødvendigvis et gode for fællesskabet i samfundet. Det er i først omgang til glæde for os vælgere, hvis vi kan undgå at betale så meget i skat.
 
At det så samtidig betyder forringelser rundt om i samfundet på alle de sociale og uddannelsesmæssige områder, kan vel ikke komme bag på nogen.
 
At SKAT er skåret så kraftigt ind, at vi ikke kan lave de kontroller, som vi tidligere kunne, betyder samtidig, at der mangler mange skattekroner.
 
Altså en lidt dårlig ide, som politikerne fik.
 
Jeg læste for nogle uger siden, at en person skyldte en del penge til det offentlige. Personen vidste godt, at SKATs edb-system til at holde øje med skyldnere ikke fungerede, og da personen selv havde brug for pengene, så stoppede personen med at betale de afdrag, som vedkommende skulle.
 
Jeg har også noget svært ved at se det samfundssind, som personen har vist. Det er en egoistisk holdning, og slet ikke til glæde for samfundet.
 
At der samtidig rettes en kritik mod SKATs elendige edb-system, vender derfor i begge retninger. Berettiget kritik kan rettes mod edb-systemet, som nu heldigvis er lukket ned, og bliver afløst af et mere simpelt og bedre. Samtidig mener jeg, at kritikken i lige så høj grad kan rettes mod de personer og selskab, som bevist ikke betaler, hvad de skal til samfundet.
 
Så igen den egoistiske holdning i forholdt til samfundet og dermed os alle sammen.
 
Jeg kunne også nemt komme med eksempler på personer og selskaber, som vælger at flytte enten til udlandet for at spare i skat, eller udnytter skattehuller og skattely lande, som er rundt omkring i verden. Her er der slet ikke vist samfundssind.
 
Her i dag faldt jeg over nogle vise ord, som kan give anledning til en ekstra tanke:
 
• Er det rigtigt?
• Er det nødvendigt?
• Er det venligt?
 
Hvis du tænker på forskellige situationer, så prøv lige at stille disse tre spørgsmål?
 
Du kan eksempelvis se spørgsmålene i forhold til de eksempler, som jeg har beskrevet ovenfor.
 
Du kan se det i forhold til, hvad du siger til eller om andre mennesker.
 
Er det egoet, der vinder over kærligheden til andre?
 
Egoet, er det glæden i forhold til hvor meget jeg kan skrabe sammen til mig selv eller undgå at betale til andre?
 
Kan glæden også ses i forhold til, hvor meget jeg skader andre. Måske ikke direkte fysisk, men måske mere at udelukke andre fra de ting og muligheder, som jeg vil have for mig selv.
 
Hvorfor er det helt i orden, hvis jeg vælger at flytte til et andet land, og derved slippe for at betale så meget i skat, som jeg ellers skulle i Danmark?
 
Kan glæden ikke også være at se andre mennesker blive glade, og måske ved at give dem muligheder for et bedre liv?
 
Min opfattelse er, at vi modtager som fortjent og i forhold til, hvad vi giver.
 
Hvis vi har stor vrede over meget i tilværelsen, så har det måske en forbindelse til, om vi har for meget selvkærlighed eller for lidt kærlighed til andre.
 
Er det ikke kun os selv, som kan ændre forholdet mellem egoismen og kærligheden til andre mennesker, eller måske bare indstillingen til tilværelsen?
 
Så prøv at se lidt ind i dig selv, om der er enkelte forhold, der måske skal ses nærmere på.

Følelsen af at være mentalt fastlåst

Føler du dig indespærret i dit eget liv, og nærmest ikke kan gøre noget?
 
Hvad er det, som holder dig tilbage fra at gøre noget?
 
Føler du dig ensom, og hvor der ikke er forskel på den ene uge i forhold til alle de andre uger i året?
 
Hvad har fået dig til at være handlingslammet – er det alt for meget modgang?
 
Har du helt opgivet at bryde det fastlåste mønster?
 
Tror du slet ikke på, at du kan få mere lykke ind i dit liv?
 
Jeg ved godt, at er livet gråt og trist, så kan begrebet “lykke” være et meget, og næsten alt for stærkt udtryk.
 
Hvad så med begrebet “kærlighed” – er det et udtryk, som du jævnligt anvender?
 
Jeg ved det godt, og at sige til en person, at “jeg elsker dig” er alt for voldsomt, og helt umuligt at få sagt.
 
Jeg vil prøve at “lege” lidt med nogle situationer, hvor de fastlåste mønstre måske kan blive brudt.
 
Brydes facaden på det fastlåste billede, så kan der sive noget ind i sprækkerne. Om det er en følelse af lykke eller kærlighed, eller noget helt andet, ved jeg ikke, men en overraskende og en positiv følelse kan opstå.
 
Der er masser af situationer, hvor vi helt uventet kan blive positivt overrasket. Nogle gange skal vi selv gøre noget aktivt:
 
• Hvordan har du det med ballet eller opera – er det noget, som du har oplevet i virkeligheden?
 
Har du den samme opfattelse, som jeg har haft i mange år, at det gad jeg slet ikke spilde min tid med, for det så kedeligt og alt for kunstigt ud?
 
I november måned sidste år læste jeg, at Den Russiske Nationalballet kom til Herning for at opføre Tjajkovskijs klassiker “Svanesøen”. Jeg havde aldrig set en ballet, men det pirrede min nysgerrighed, for en bedre mulighed kunne nærmest ikke opnås. Jeg ville derfor se, om ballet var noget for mig. Hvis det ikke var, så havde jeg ikke mistet noget.
 
Det blev en fantastisk flot oplevelse for mig, men hvor jeg i begyndelsen af forestillingen lige skulle finde ud af, hvad det hele handlede om.
 
Den mentale fastlåsthed, som jeg har haft i mange år, var fuldstændig ubegrundet. Tilsvarende oplevelse havde jeg for fem år siden, hvor jeg for første gang oplevede en opera.
 
At have en fastlåst overbevisning, foregår kun inde i ens eget hoved. Måske helt ubegrundet, og hvorfor så ikke prøve at udfordre sig selv.
 
Har du overvejet at deltage i frivilligt arbejde?
 
Der er masser af mennesker, som aktivt deltager i frivilligt arbejde, og i alle mulige retninger.
 
Hvis du ikke har prøvet det, hvad holder dig så tilbage? Er det lettere at blive hjemme?
 
Handler du jævnligt ind i genbrugsbutikker for at købe et eller andet? Hvordan er dine samtalerne med ekspedienterne? Har du tænkt på, at ekspedienterne faktisk er frivillige medarbejdere, som gør et stykke arbejde uden løn for at samle penge sammen til et godt formål? Hvis du vil, så kan du måske også blive en af dem, men det kræver, at du rejser dig fra sofaen.
 
Der er også rigtig mange frivillige jobs indenfor fritidsområdet, men især også på det sociale område. På det sociale område har jeg været aktiv som frivillig i de sidste syv år.
 
At have kontakt til mennesker, som har behov for hjælp, har givet mig en meget stor glæde. Det giver mig også en ydmyghed over, at de lukker mig ind i deres liv, da de selv kan være i en trængt og sårbar situation.
 
Ved frivilligt arbejde opstår der masser af situationer, hvor vi får kontakt til andre mennesker, og hvor vi har en fælles interesse i at tale med og hjælpe hinanden.
 
Her er der slet ingen forskel på, hvem vi er og hvilken baggrund vi har. Det er helt uvæsentlige detaljer, da det er vores fælles interesse for hinanden som mennesker, der er det relevante.
 
Mit verdenssyn er, at vi alle er mennesker, og der ikke er over- og under-mennesker.
 
Jeg har derfor meget svært ved at acceptere de aggressive udtalelser og handlinger, som jeg kan læse om i medierne. Ikke kun i Danmark, men også andre steder i verden.
 
For mig giver det derfor en ekstra stor glæde at møde rigtig søde mennesker, som ikke nødvendigvis har den samme kulturmæssige baggrund, som jeg selv. Og måske har vi alligevel ikke en forskellig kulturmæssig baggrund.
 
Hvis jeg går nogle generationer tilbage i min egen slægt, så ved jeg ikke helt, hvor mine forfædre befandt sig i verden. Ved slægtsforskning har jeg noteret mig, at der var en del tysk-klingende navne hos flere af mine forfædre.
 
Så måske er jeg heller ikke 100 % dansker, og jeg kan også spore andre efternavne hos mange i det danske samfund, som peger i andre retninger end dansk. Så måske har vi alle sammen rødder i tidligere fælles folkeslag.
 
Budskabet omkring frivilligt arbejde er, at det i den grad bryder med fastlåste holdninger og mønstre, og samtidig en berigelse af tilværelsen for en selv.
 
Glæden ved at se andre blive glade er lønnen i sig selv.
 
• Tør du vise dine følelser og sige det til andre?
 
Der er mange former for følelser, og mange måder at vise det til andre. For mange mennesker er det svært at vise og udtrykke de positive og stærke følelser.
 
Hvis du tør snige dig ind til en ballet eller kaster dig ud i frivilligt arbejde, så vil du helt glemme, at du normalt ikke udtrykker dine følelser overfor andre, og om dig selv.
 
Ved at have fokus på, hvad du oplever, og hvem du har kontakt med, så glemmer du helt din tidligere adfærd.
 
Du vil også opleve, når du deler dine følelser med andre mennesker, at du selv modtager det samme fra de mennesker, som du har kontakten med.
 
Om den følelsesmæssige gevinst, ved at bryde med det tidligere lidt triste liv, kan kaldes lykke eller kærlighed, er vist op til den enkelte, men begrebet “indre glæde” kan måske dække over det hele.
 
  • Har du nu fået noget at tænke over om dig selv
Hvis du kan opnå en indre glæde, ved at bryde dine lidt fastlåste mønstre, så har det været det hele værd.
 
Jeg er også overbevist om, at har du først opdaget denne “glæde” enkelte steder ved at bryde mønstre, så vil du have mere “glæde” på andre fronter. Og med den jagt vil jeg ønske dig held og lykke.