Er din hjerne ven eller fjende

Jeg faldt for et stykke tid siden over dette udsagn:

• To change the outside world all you have to do is change the way you think and feel.

Dermed at du skal ændre den måde, som du tænker på, hvis du vil ændre omverdenen.

Jeg er helt enig, men der er et element, som kan være lidt svære at styre, og det er vores tanker. Nogle gange virker det som om, tankerne kører sit eget løb, og er svære at få kontrol over.

For et øjeblik siden lyttede jeg til afslappende musik, mens jeg sad med lukkede øjne med papir og en kuglepen foran mig.

Tankemæssigt stillede jeg nogle spørgsmål om ordene ovenfor, og skrev både de tankemæssige stillede spørgsmål og de modtagne fornemmelser ned, som jeg fik.

Jeg brugte ikke min egen hjerne til at rette svarene til, hvad jeg ønskede, men skrev helt neutralt de fornemmelser, som jeg fik.

Er min hjerne ven eller fjende?

Hjernen gør, som den får besked på.

Hvordan gør den det?

Det er dig, der former dine tanker, og dermed dig, der skaber resultatet af dem.

Er det ikke svært at ændre tankerne, så der dannes et mere positivt resultat?

Det er alene et spørgsmål om vilje. Hjernen gør, som du beder den om. Hvis du er negativ, så bliver dine tanker tilsvarende negative. Ønsker du positive oplevelser, så begynd med din hjerne.

Er hjernen ikke påvirket af følelser?

Jo, men du kan fortsat ændre dine tanker. Følelserne følger dit tankesæt.

Vælger du at være glad og positiv, så bringer det dig glæde, og dine følelser bliver tilsvarende.

Negative tanker danner en negativ spiral, som fortsætter til det når bunden af en mærk brønd. Se den anden vej fra brønden, og du ser lyset for enden af tunnelen. Søg lyset, og du fjerner dig fra det mørke og triste.

Hvordan ændrer jeg adfærd overfor andre mennesker?

Ræk din hånd frem. Samtidig får du den hånd, som du rækker mod, og du får det samme tilbage.

Det er som et spejl. Du får, som du giver.

Kan jeg ændre verden?

Du kan begynde med dig selv, og så følger verden din adfærd. Tro på det, for det er en naturlov.

Tryk giver modtryk – det modsatte giver glæde for alle.

Du kan forme verden, som du ønsker.

Hvis bare det var mig

Hvordan har du det med dig selv i dit liv – er du glad og godt tilfreds med de muligheder, som livet indtil nu har givet dig, og har du udnyttet mulighederne?

Hvordan har du det med dig selv, hvis du ser på dit liv i forhold til andres liv?

Har du haft en følelse af, at andre mennesker har meget mere heldige med deres liv, end du har været?

Det kan eksempelvis være om udseende – farve – hår – højde – vægt – fordeling af kroppens dimensioner.

Det kan også angå partner og børn, eller uddannelse – job – arbejdsløshed – arbejdsevne.

Eller måske i forhold til fysiske eller psykiske handicaps.

Måske også i for de økonomiske forhold.

Alle mennesker er forskellige, og vi tager alle udgangspunkt i et forskelligt grundlag.

Selv blandt søskende er der forskelligheder, selv om de har fælles forældre. Søskendes gener er ikke ens, og vi har ikke de samme styrker og svagheder på forskellige områder.

Livet består af et uendeligt antal af muligheder i alle retninger og på alle måder, og da vi som mennesker er så forskellige, så vil vi meget sjældent kunne opnå et liv som andre mennesker.

Selv hvis vi har fulgt den samme retning i forhold til barndom og ungdom, og også i det voksne liv, så er der masser af områder, hvor vi er forskellige, og hvor livsglæden kan være forskellige.

Forskelligheder, som kan påvirke os i større eller mindre grad, kan eksempelvis være om niveauet for:

• tolerance
• temperament
• indadvendthed og udadvendthed
• serviceminded
• egoisme
• selvsikkerhed og usikkerhed

Vi har alle forskellige grader af det, og det samme har de personer, som indgår i vores liv, og som har en påvirkning på os.

Nu har jeg ikke fået stillet en diagnose på mig selv, om i hvilken grad jeg har mentale udfordringer. Altså om jeg har en grad af autisme eller ADHD eller alt muligt andet.

Dermed ved jeg heller ikke, om de grader af disse områder har påvirket mig til at være den jeg er og har været gennem mit liv.

Jeg har ikke modtaget noget behandling for, hvis jeg har grader af forskellige diagnoser.

Alle de grader af forskelligheder, som vi i det daglige ikke tænker på, har gjort mig til den, som jeg er, og dermed påvirket mig i de valg, som jeg enten har truffet, eller ikke kunnet finde ud af at træffe.

Vores forskelligheder gør, at det ikke givet et retvisende billede af, om jeg er mere heldig med mit liv end andre mennesker.

Derfor kan vi ikke helt sammenligne, om jeg har været mere eller mindre heldig end andre mennesker.

Man kan efter min mening da slet ikke måle på, om jeg har flere eller færre penge stående på en bankkonto, eller måske bilernes størrelse, for det er helt ligegyldige måleenheder.

For mig er det væsentligt, at vi lever vores liv bedst muligt med de muligheder, som vi har, og uden at måle os i forhold til, hvad andre mennesker kan og gør.

Det optimale må være, at vi er glade og tilfredse med vores eget liv, men samtidig også kan glæde os over, når det går andre mennesker rigtig godt i deres liv.

Er du i stand til at glædes over, når du ser og hører andre mennesker, som optræder med sang og musik, og det er på et niveau, som er voldsomt meget højere end dit eget niveau?

Eller bliver du en anelse misundelig på de muligheder, som de har med deres talentfulde udgangspunkt?

Det sker en gang imellem, når jeg ser og hører et menneske synge eller spille, som er milevidt fra mit eget lave niveau, at jeg gerne ville have sådanne evner, for så ville jeg i den grad udnytte evnerne.

Mens jeg har tankerne, så stopper jeg dem, for jeg vil ikke overtage de muligheder, som andre mennesker har. Det er deres evner, og jeg vil ønske, at de får stor glæde ud af dem.

Jeg bliver ikke trist over, at jeg slet ikke er i stand til at skabe de samme lyde, som eksempelvis sangere og musikere.

Jeg kan ikke sige, at jeg vil “nøjes” med det lave niveau, som jeg er på i den retning. I stedet tænker jeg på mit eget liv, med hvad det indeholder og har indeholdt, og at jeg er tilfreds med det.

Store evner og rigdom medfører ikke nødvendigvis lykke. Det er der set rigeligt af eksempler på.

Lykke findes måske mere i at acceptere sig selv i sit eget liv, og dermed finde glæden ved dette.

Ensomhedens pris

Har du ofte en følelse af at være ensom?
 
Dermed en opfattelse af ikke at være inviteret/ønsket i andres selskab?
 
Har du tænkt på, om det måske er dig selv, der har lukket døren til selskabet med andre?
 
Måske har du valgt at lukke døren for at få fred for den “støj”, der har været omkring dig.
 
Vi er som mennesker meget forskellige, og her tænker jeg slet ikke på vores fysiske udseende. Jeg tænker på den mentale side af os.
 
Prøv at observere de mennesker, som du kender, men også de ukendte, som du møder på din vej.
 
Ja, du kunne også se på dig selv, for mon ikke, at du ligner flere af de mennesker, som du møder i dit liv.
 
Mange mennesker er meget udadvendte, og du kan tydeligt både se og høre dem.
 
Det er ikke nødvendigvis et valg, som de har truffet om at være sådan, men det er nok nærmere, som de er.
 
Så er der mennesker i den anden ende af skalaen, som lever deres liv uden at gøre sig speciel synlige og hørlige, hvilket de formentlig heller ikke ønsker.
 
De ønsker er mere tilbagetrukket liv i forhold til at møde mennesker, og måske især nye.
 
Jeg ved godt, at jeg har den opfattelse, at vi stort set selv vælger vores liv i forhold til, om det skal være indeholde positive eller negative oplevelser.
 
Dog er der ikke heri set på, om vi som menneske er udadvendte eller indadvendte, og det kan have en meget stor påvirkning af vores liv.
 
Hvis jeg som menneske er meget udadvendt, og engagerer mig i masser af aktiviteter og sammenkomster, så vil jeg nok ikke have følelsen af at være ensom.
 
Dog ved jeg godt, at det kan jeg så godt alligevel føle, men det er en anden historie.
 
Hvis jeg som indadvendt menneske slet ikke ønsker mit liv som en stor fest med stor kontakt til andre mennesker, så kan mit liv godt føles noget stille. Derved er der en risiko for, at jeg næsten ikke har kontakt med andre mennesker.
 
Som stille og indadvendt menneske vil det være en meget stor overvindelse at få skabt venskaber eller relationer til andre mennesker.
 
For et par år siden var der en kritik af børn og lærer i en skole, at de ikke fik et indadvendt barn indlemmet i fællesskabet, da barnet følte sig meget ensom. Barnet havde ikke nære venskaber i klassen.
 
Som barn er det nok noget svært at vide, hvilke mekanismer, som fungerer mellem mennesker. Selv som voksen kan det være svært at vide.
 
Hvis jeg var indadvendt, og ikke trives i åbne forsamlinger med mange mennesker, så kan jeg vel ikke bebrejde andre mennesker, at de ikke tager sig mere af mig, så jeg ikke føler mig ensom.
 
Ofte er der masser muligheder for fællesskab, men hvis jeg ikke selv benytter mig af mulighederne, så kan jeg vist kun takke mig selv for, at jeg føler mig ensom.
 
Nu er jeg ikke indadvendt i dag, men i den første del af mit liv var jeg meget stille og genert. Jeg følte mig derved meget ensom, da jeg oftest stod udenfor fællesskabet med andre.
 
Prisen for ensomheden er tung og trist.
 
Har du følelsen af ensomhed, så prøv at se på dig selv i forhold til alle de muligheder, som er omkring dig.
 
Du behøver slet ikke tage imod alle mulighederne, men du kunne måske prøve af åbne din dør, og så gå ud i livet.
 
Livet er lige udenfor din dør.

Evnen til at give slip på kontrollen

Hvor god er du til at slappe af, og helt glemme tid og sted?

Det plejer jeg at være, men nogle gange kan jeg tage mig i, at det giver lidt problemer.

Et problem i den forbindelse kan være at give slip på ansvaret for en opgave eller et projekt. 

Hvad er det, der giver mig et ansvar? Er det et ansvar, som jeg har fået tildelt?

Eller er det måske nærmere et ansvar, som jeg selv har påtaget mig, men hvor jeg ikke har ejerskabet til projektet?

Spørgsmålet, om der er et ejerskab, ses på, om jeg af andre mennesker bliver gjort ansvarlig for, at en opgave ikke bliver løst til tiden eller på en tilfredsstillende måde.

Jeg har normalt ikke problemer med et projekt eller en sag, som jeg er ansvarlig for, da jeg kender deadline for opgaven og kvaliteten for den.

Min måde at få løst en opgave på, er at tage udgangspunkt i en deadline og kvaliteten, og så at levere det arbejde, der skal til. Om dagene bliver lange eller meget lange, betyder ikke noget for mig, når jeg kan se, at opgaven løses som ønsket.

Det kan være lidt mere udfordrende, når jeg arbejder sammen med andre om en opgave, og vi ikke har den samme tilgang til deadline og kvalitet.

Her er det især et problem, hvis jeg ikke har overblikket over, hvor meget vi hver især bidrager til projektet. 

For mange år siden arbejdede jeg et sted, hvor vi var en mindre gruppe om at løse en opgave i løbet af 2-3 måneder.

Jeg kunne sammen med den ene kollega konstatere, at uanset om vi leverede betydeligt mere end den daglige normmængde, så var vi alligevel langt bagefter, når vi så på den samlede produktion for gruppen.

Det viste sig, at de andre to i gruppen stort set ikke producerede noget. Det resulterede i overarbejde i en periode for os alle fire, da de to andre ikke evnede at arbejde væsentligt hurtigere.

En forventningsafstemning skulle have været foretaget omkring den opgave.

Faktisk blev det også foretaget før opstarten, men ikke om de løbende afvigelser ved lavere produktion hos de to af kollegerne. 

På grund af de manglende blotlæggelser af de løbende afvigelser opstod der naturligvis konfliktsituationer. For mig var det meget ubehageligt, da jeg dengang var noget konfliktsky.

Det største problem om ansvar er ansvar, som ikke er blevet uddelt, men som mange af os alligevel påtager os. Det kan give anledning til rigtig store frustrationer hos mange mennesker. 

Det var også, hvad jeg blev ”ramt” af for nyligt. Ikke alvorligt, men jeg blev opmærksom på et par forhold, som fortsat var uløste, og som jeg ikke fandt tilfredsstillende.

Jeg havde ikke indflydelse på, om der skete noget, og måske var det især det, som optog mig. 

Efter at være blevet bevist om min påtagede ansvarsfølelse, så valgte jeg at fralægge mig den, da jeg ikke havde et ansvar.

At fralægge mig en sådan ansvarsfølelse kan være svært, og havde ikke en omgående virkning. 

Jeg skulle gentagne gange overbevise mig om, at jeg ikke havde et ansvar, og så samtidig undgå at tænke på det. Og da slet ikke undersøge, om andre havde gjort, hvad jeg mente skulle ske. Altså helt fjerne det fra min bevidsthed. 

Du kan tilsvarende se på dig selv, om der er noget i dit liv, som ikke helt fungerer eller bliver løst, som du ønsker det. 

Når du er kommet i tanke om nogle forhold, så prøv at vurdere de enkelte forhold, om du rent faktisk er ansvarlig for området. 

Det er muligt, at du føler dig ansvarlig for et område eller en person, men tænk så over, om andre mennesker er af den samme opfattelse. 

Jeg er af den opfattelse, at andre mennesker ikke skal føle ansvar for den måde, som jeg lever mit liv på. Derfor er jeg selvfølgelig også af den opfattelse, at jeg heller ikke er ansvarlig for andre voksne menneskers liv. 

Det er ikke bare noget, som jeg siger, men det er den måde, som jeg føler, er den rigtige. 

Jeg har set situationer, hvor voksne børn ikke var tilfredse med de beslutninger, som deres normalt fungerende forældre traf om forældrenes eget liv. Og hvor de voksne børn helt eller delvis ændrede forældrenes liv i den retning, som de voksne børn fandt, var den rigtige. 

For mig er det voldsomt grænseoverskridende og en umyndiggørelse af forældrene. 

De voksne børn havde ikke fået tildelt et ansvar for forældrenes liv, og havde derfor ingen ret til at påtage sig et ansvar.

Samme opfattelse har jeg den anden vej, hvis forældre føler og påtager sig ansvar for voksne og normalt fungerende børns liv og handlinger. 

At påtage sig et ansvar, som ikke er blevet tildelt, kan næsten kun give anledning til frustrationer og konflikter, da vores omgivelser ikke nødvendigvis gør, hvad vi mener, er det rigtige.

Dette oplæg er en opfordring til, at du er opmærksom på, hvad du går og tænker på, og om du har påtaget dig et ansvar, som du ikke har ejerskabet til.

Hvis du vil, så kan du slippe af med uberettigede ansvarsfølelse og dermed dine frustrationer, men det kræver en ekstra indsats fra din side. 

Resultatet, når det lykkedes med frigørelsen, er væsentlig større livsglæde for dig, men også for andre, da andre også er blevet påvirket af dine frustrationer.

To be or not to be is the question

At være eller ikke være er spørgsmålet. 

Nej, det er ikke optakten til et skuespil af Shakespeare om Hamlet. Det er derimod den tanke, som jeg fik siddende i et fly elleve kilometer oppe over flere europæiske lande på vej mod en ferie ved Middelhavet.

At være eller ikke være er for mig et spørgsmål om hvordan, jeg vil leve mit liv. Vil jeg være tilstede og aktivt leve mit liv, eller vil jeg passivt se til, at det passerer forbi mig. 

Jeg har taget stilling til min måde at leve mit liv på, men har du også det om dit liv.

For du er vel opmærksom på, at det er dig, som træffer valget, og også i hvilken grad du ønsker at være aktiv i dit liv. 

Du kan vælge at følge strømmen af dine omgivelsers adfærd og meninger, og dermed lade andre træffe beslutningerne om, hvor din livsrejse går hen. 

Det er muligt, at det bliver en serie af rigtig spændende oplevelser for dig, men det er på en måde ikke dit valg.

Dermed bliver din livsrejse måske heller ikke den mest optimale for dig.

For mig er en optimal livsrejse slet ikke en rejse uden store udfordringer. Faktisk mener jeg, at det er nødvendigt med mange og forskellige udfordringer og kriser.

For at skabe et helt og mentalt stærkt menneske er det min opfattelse, at det enkelte menneske nødvendigvis må gennemleve en lang række af forskellige situationer. 

Og det er gennem hele livet, da vi aldrig bliver helt udlært i at være menneske. 

Dermed at forskellige former for kriser også skal gennemleves, hvor vi som mennesker bliver mere eller mindre hårdt presset.

Kriser i sig selv er slet ikke ønskværdigt for nogen, men evner vi at komme gennem dem og i hel tilstand, så vil vi bagefter kunne se, hvad vi gjorde godt men også forkert. Dermed også, hvad vi kan gøre i en tilsvarende situation i fremtiden.

Måske vil vi ikke møde en tilsvarende situation i fremtiden, men derimod andre typer af kriser. Men vi vil alligevel kunne anvende erfaringerne fra de forskellige former for kriser. 

På den måde bliver kriserne til en opsamling af erfaringer og til en bedre forståelse af de udfordringsmæssige elementer, som livet indeholder.

Jeg har flere gange oplevet, at mennesker har oplevet en fyring fra deres arbejdsplads som noget af det bedste, som de arbejdsmæssigt har oplevet. 

Det lyder lidt underligt, men ved fyringen blev de presset til at se sig selv i øjnene. Det kan være hårdt at måtte indrømme, at man gennem flere år har været på en arbejdsplads, som måske ikke gav trivsel for en selv.

Samtidig også, at de pågældende gennem flere år ikke selv havde tænkt eller gjort noget aktivt for at finde sig en ny arbejdsplads.

Først efter fyringen og opnåelse af et nyt job, og måske en anden måde at leve livet på, var det tydeligt, at den samlede oplevelse var til betydeligt større glæde for de pågældende, end det tidligere liv havde været.

Udfordringer er ikke kun et problem for os, men det giver os mulighed for selv at finde løsninger, som kan løse problemet, men også mentale redskaber til at klare de fremtidige.

Så “to be or not to be” gav mig en god indledning til forståelse af livet.

Forventningsafstemning – er vi gode til det

Rigtig mange gange er det sket, at andre mennesker ikke gør det, som jeg havde forventet.
 
Modsvarende er der sket rigtig mange gange, at jeg ikke har gjort, som andre mennesker har forventet.
 
Derved opstår der rigtig mange forskellige følelser inde i mig.
 
Jeg kan være skuffet eller vred på dem, men kan også have en følelse af at være misbrugt.
 
Nogle af de tanker, som kan fylde ret meget hos mig er:
 
• Hvordan skulle jeg gætte, hvad andre tænker?
• Hvorfor kan andre ikke være tilfredse med mig, når jeg har gjort mit bedste?
• Hvorfor tager andre ikke initiativet?
• Hvorfor bidrager andre ikke som jeg?
• Hvorfor er det igen mig, der skal trække det tunge slæb?
• Er andre bevidste om, at tier de længe nok, så slipper de igen for at yde noget?
• Er jeg en dørmåtte, som andre kan tørre deres sko af på?
 
Nu kan det selvfølgelig være, at det kun er mig, som har haft sådanne tanker og følelser, men så naiv er jeg heller ikke.
 
Mon ikke også, at du har tilsvarende erfaringer – og måske ganske mange.
 
Hvad er gået galt for dig, siden du også været ramt af tilsvarende tanker og følelser?
 
Hvilken reaktion modtog du, da du gjorde vedkommende opmærksom på den uretfærdige følelse, som du havde?
 
For du huskede vel at sige det til rette vedkommende – eller hvad?
 
Nøjedes du kun med at tænke over det?
 
Hjalp det så med kun at tænke over det, i forhold den person, som du blev skuffet over?
 
Hvis det ikke hjalp kun at tænke over det – hvad gør du så næste gang, når samme situation opstår?
 
Det samme eller hvad?
 
Kan du godt høre, at der ikke rigtig sker noget, før tanker bliver omsat til ord, som bliver sagt i direkte form til rette vedkommende?
 
Jeg kan oplyse, at jeg udmærket kender til “kun” at tænke og ikke sige ordene.
 
Hvis jeg får sagt mine følelser til rette vedkommende, så slipper jeg samtidig af med mine følelser. Altså er jeg ikke mere skuffet eller vred.
 
Hvis jeg kun tænker uden at sige noget, så slipper jeg ikke af med følelserne, for dem har jeg fortsat.
 
Jeg har tænkt på, hvorfor det så ofte er gået galt mellem mig og andre mennesker, og jeg har fået disse trælse følelser og tanker.
 
Hvad har jeg eller de andre gjort forkert, for nogen har vel gjort et eller andet forkert?
 
Her er det så, at udtrykket “forventningsafstemning” kommer ind i billedet.
 
På en måde et lidt vanskeligt og sammensat ord, så derfor vil jeg beskrive, hvad ordet indeholder.
 
Det betyder, at vi “spiller med helt åbne kort”, og ja igen en lidt speciel måde at beskrive det på.
 
Altså at jeg åbent og ærligt fortæller, hvilke forventninger jeg har til mig selv og især den anden part, som jeg står overfor. Det kan være i forhold til en opgave, som vi i fællesskab skal til at løse.
 
Samtidig også, at den anden part helt åbent og ærligt fortæller om sine forventninger.
 
Hvis vi begge gør det, så er det tydeligt, hvis vi ikke er helt enige.
 
Allerede før vi begynder med det fælles projekt, kan vi forsøge i fællesskab at nærme os hinanden i vores forskellige forventninger, så vi måske kan opnå en fælles holdning til begges tilfredshed.
 
Jeg vil næsten påstå, at hver eneste gang, vi har følelser i klemme i forhold til et andet menneske, så skyldes det manglende forventningsafstemning.
 
Dermed, at vi ikke, før projektet begynder, får udvekslet vores opfattelser og forventninger. Selvfølgelig også, mens projektet bliver udført, løbende har en åben og ærlig dialog om, hvis vi hver især føler en eller anden form for ubalance.
 
Jeg ved ikke, hvorfor det er så svært for os at afstemme vores forventninger med hinanden, og hvorfor det sker den ene gang efter den anden, men det gør det.
 
Måske skyldes det, at vi ikke er tilstrækkeligt opmærksomme på de mekanismer, som vi og andre mennesker har i forhold til hinanden
 
Prøv at se dig selv og dine forventningsafstemninger i forhold til alle de mennesker, som du har berøring med.
 
Det er ganske mange mennesker og situationer, hvor der kan opstå misforståelser og uklarheder.
 
Prøv at tænke på situationer i relation til eksempelvis:
 
• Partneren
• Børn og forældre
• Familien
• Naboer
• Venner
• Arbejdskolleger
 
Og det er kun den nærmeste kreds, for hvad så med alle de andre mennesker, som du møder på din vej gennem livet.
 
Vi skal være bedre til at forudse problemerne, før vi misforstår hinanden, og ved at prøve at være helt åben og ærlig.
 
Jeg ved godt, at vi derved gør os selv sårbare, men måske undgår vi derved problemer senere hen.
 
Er vi først gået skævt af hinanden – hvor gode er vi så til at løse disse problemer?
 
Ja, så gode er vi vist ikke, så hellere løse mulige risici i begyndelsen eller løbende, og derved undgå større konflikter.

Bekymringer og også de unødvendige

Dette indlæg er atypisk, da jeg ville have skrevet om flere forskellige emner.
 
Jeg valgte en anden indgangsvinkel, idet jeg med lukkede øjne samt papir og kuglepen i hænderne tankemæssigt stillede nogle spørgsmål og fik besvarelser i form af fornemmelser.
 
Min mål var at spørge om, hvad temaet i denne uge skulle være.
 
Det viste sig, at følgende svar ikke var blandt de temaer, som jeg ellers ville have skrevet om.
 
Her er henholdsvis mine tankemæssige spørgsmål og svarene.
 
Hvad skal jeg oplyse om?
 
Noget, som andre kan relatere sig til.
 
Hvad er det?
 
Noget, som angår med bekymring.
 
Hvordan man kan undgå det?
 
Ja, det vil være en god indgangsvinkel.
 
Er det bekymringer om alt?
 
Ja, for der er vel ingen forskel på typer af bekymringer.
 
Hvordan kan bekymringer gøres mindre?
 
Ved at fokusere på de faktuelle forhold og ikke gisne om mulige risici.
 
Kan man lade være med at gisne?
 
Ja, hvis man vil.
 
Hvordan får man den kontrol over, om man vil eller ikke vil?
 
Ved øvelse.
 
Altså ved at gøre det i forskellige situationer?
 
Ja.
 
Tager det lang tid at lære at kunne kontrollere sin bekymring?
 
Nej, man skal blot tro på, at det kan lykkedes, for det kan det. Det er viljen, som styrer den kraft, som man lægger i det.
 
Er der andet, som jeg skal fortælle videre?
 
Ja, at intet kommer af sig selv, og at man må tage ansvar for sig selv og sit liv. Det må vi hele livet. Livet er en gave, og det er os, der skal forvalte denne gave bedst muligt. Ingen andre kan bære os gennem livet – husk det. Vær ydmyg, men bevist om din egen styrke. Du har mere, end du selv tror.
 
Men vi er vel ikke udstyret med samme kraft?
 
Nej, men alligevel kan vi forvalte den, som vi har fået tildelt.
 
Er der mere, som jeg skal formidle videre?
 
Ja, pas godt på dig selv.

Har du glemt evnen at visualisere

Prøv at spørge et barn, om det kan forestille sig en ting, og få barnet til at beskrive, hvordan den ting ser ud.

Selv små børn er rigtig gode til at beskrive, hvordan eksempelvis en prinsesse eller en farlig kriger ser ud.

I takt med at barnet blive lidt ældre kommer der endnu flere flotte detaljer på, når de skal beskrive en person eller en genstand.

Børn kan nemt gøre det, også selv om de har åbne øjne.

Hvis vi voksne skal beskrive en genstand, så kræver det for flere af os, at vi finder evnen til at visualisere frem fra fortiden. Altså evnen til at kunne forestille os en ting.

Bedst for flere af os voksne er måske at lukke øjnene, og så uden forstyrrelser at prøve at se genstanden for vores indre øje.

Prøv at gøre det – luk dine øjne.

Måske er det bedst for dig, at du ikke er forstyrret af andre mennesker eller lyde af nogen art, så du er i et næsten lydtæt rum. Måske hjælper det, hvis du har store hovedtelefoner på, så al omgivende lyd ikke kan høres.

Prøv så at forestille dig en genstand eller en situation.

Det kan være, at du ligger på græsset i en eng, og forestiller dig, at du kan se og høre himlen, vinden og omgivelserne.

Eller du står foran eksempelvis et skab eller du står foran døren til et hus.

Hvis det lykkedes for dig at se det, du ønsker, så kan du nok også se dine følelser.

Nu ved jeg godt, at jeg med disse få ord fik nogle af jer til protestere, for den tankeform passer slet ind i billedet for os voksne mennesker.

Nogle vil måske mene, at nu rabler det da helt for mig, men prøv alligevel at læse videre. Og nej, det rabler ikke for mig.

Min påstand er, at det nok skyldes vores overgang fra barn til voksen. Mange af os nægter at acceptere, hvad vi ikke fysisk kan se og mærke.

Børn er ikke så begrænset i deres måde at se livet på.

Hvis jeg havde spurgt et barn, om de med lukkede øjne kunne forestille sig en dør i et hus, så ville det ikke volde barnet problemer.

Hvis jeg så spurgte barnet, om hvad det ser, hvis døren bliver åbnet og barnet måske går ind af døren. Så vil barnet uden blokeringer (som hos flere af os voksne) meget levende kunne fortælle om, hvad barnet ser og oplever inde i huset.

Tør du acceptere, at du i din udvikling til det voksne menneske måske er stivnet fra det barnlige og umiddelbare til det voksne og dermed den rationelle og logiske måde at opleve livet på.

Du og jeg har også været børn, og har også kunne se og lege i vores egen usynlige verden. Eller en usynlig verden for voksne mennesker.

Hvis du tør følge mig lidt i min måde at tænke på, og samtidig åbne lidt op for den måde, du så verden på som barn, så er det muligt at finde svar på flere ting i dit liv.

Prøv med lukkede øjne at forestille dig, at du står foran et hus med en lukket dør.

Hvis du kan det, prøv så at forestille dig, at du åbner døren, og træder et skridt ind i huset. Hvis det er mørkt inde i huset, så tænder du bare for kontakten ved siden af døren, og et lys bliver tændt.

Hvad ser du så – måske ikke noget umiddelbart?

Hvis du, før du åbner døren, tænker på et problem, som du har, og som bekymrer dig meget.

Mens du har dine tanker om dit problem, prøv så igen at åbne døren og træd ind i rummet.

Så er det meget sandsynligt, at du nu oplever noget helt andet inde i rummet.

Måske kan du se, at det i den grad roder og er kaos i rummet. Prøv så at gøre, hvad du synes er det rigtige for at genskabe et pænt rum.

Måske er det at fjerne noget affald eller sortere tingene i rummet. Måske også at åbne op for vinduerne, så der kan komme lys og luft ind i rummet. Måske trænger rummet bare til at blive frisket op med nye farver og blomster.

Det er også meget sandsynligt, at du, mens du er i rummet, kommer til at tænke på dit eget problem, og derved bliver opmærksom på muligheder for at løse dit problem.

Tror du fortsat, at dette er rent tankespind hos mig?

Jeg ved godt, at en del gør, og det er helt ok.

Metoden er faktisk en mulighed for at “helbrede” sig selv. Dermed en måde, så det er muligt ved selvindsigt at kunne se sine egne problemer og måske også forstå, hvor problemet reelt er, og hvad der kan gøres for at reducere problemet.

Hvis du tør, så prøv med lukkede øjne at se forholdene om dig selv, når du tænker på dig selv i dit liv, og hvor du har problemer eller usikkerheder. Måske ligger svarene på dine problemer inde i dig selv. Du skal bare lære at se problemerne og løsningerne.

Som eksempel kan jeg beskrive en situation i mit eget liv, og netop ved med lukkede øjne at se på mig selv.

I foråret var jeg i en periode noget stresset på grund af blandt andet flere hårde deadlines på mit arbejde.

Så gjorde jeg, som jeg har beskrevet ovenfor, og så mig siddende i en bil og prøver at se ud af forruden. Det volder mig problemer at se ud af forruden, og generelt af alle ruderne i bilen. Dog kan jeg holde forruden nogenlunde ren i førersiden med vinduesviskeren, men slet ikke i passagersiden.

Så går jeg udenfor bilen for rigtig at kunne rengøre forruden, men opdager, at hele bilen er dækket af et mørkt fedtet lag, som ikke bare lader sig tørre af.

Bilens farve kan end ikke skimtes. Kun ved at gnide ekstra meget et enkelt sted kunne jeg skimte, at bilens farve er rød.

Det er faktisk også farven på min bil i virkeligheden.

Jeg tænkte på, at jeg nok skal have bilen i en vaskehal, men er samtidig overbevist om, at det kan en vaskemaskine ikke klare. Der er mig selv ved min egen håndkraft, som skal gøre hele arbejdet.

Jeg skal måske til at finde den eller de metoder, som kan rengøre min bil, og selvfølgelig også vinduerne, så de ikke hele tiden bliver ugennemsigtige.

Denne situation gjorde i mit virkelige liv med arbejde og andre sideaktiviteter, at jeg var nødt til at få struktureret mit liv. Samtidig også få fjernet flere af de opgaver, som jeg kunne, og dermed at kunne koncentrere mig om en livsførelse, herunder arbejdet, så jeg kunne overleve uden at få stress.

Om det så virkede med faktiske handlinger efter min selvindsigt og efterfølgende handlinger. Ja, selvfølgelig gjorde det, og det skete stort set i samme øjeblik, jeg traf konkrete beslutninger om ændringerne.

Vi kan ikke lyve for os selv, og vi er nødt til at passe på os selv, hvis vi ikke skal gå på alt for mange kompromisser.

Så måske er dette indlæg alligevel en overvejelse værd for dig, hvis du har flere tunge problemer, som du prøver at glemme.

Bjørnetjeneste – er det godt

Lidt et dobbelttydigt spørgsmål, da vi ikke alle tillægger ordet “bjørnetjeneste” den samme værdi.

Hvordan ser du på en bjørnetjeneste – er det godt eller skidt?

Hvis du hjælper en person, og det opfattes som en bjørnetjeneste – betyder det så, at du gør mere skade end gavn i forhold til personen?

Tidligere blev en børnetjeneste opfattet som en velment hjælp, som gør mere skade end gavn. En stor del af os mener fortsat, at det er den rigtige betydning.

I dag er der en stigende opfattelse af, at en bjørnetjeneste også betyder en stor og reel tjeneste – og dermed noget godt.

Der har i den seneste tid i medierne været skrevet meget om forældres hjælp overfor deres børn. Det er især den negative vinkel om udtrykket “curlingbørn”, der har trukket overskrifter.

Udtrykket “curlingbørn”  har været kendt i snart 20 år, og beskriver børn, der sjældent eller aldrig møder problemer eller modgang, fordi forældrene overbeskytter dem.

Mit spørgsmål er, om forældrenes handling er en bjørnetjeneste i forhold til deres børn?

Svaret kan let besvares med et “ja”, men hvilken betydning tillagde jeg udtrykket bjørnetjeneste i mit svar?

Når jeg skriver om børn og forældre i dette indlæg, så er børnene ikke kun mindre børn og unge, men kan også være voksne børn.

Jeg har selv været barn og har også børn, og har derfor også erfaringer omkring hjælp fra forældre til børn.

Jeg ved derfor også, hvordan det føles, hvis et barn ikke føler sig hjulpet tilstrækkeligt eller mangler opbakning, og barnet føler sig ladt alene med nogle store udfordringer.

Tilsvarende ved jeg også, hvordan det opfattes hos forældre, hvis børn bliver hjulpet med alle de udfordringer, som børn står med.

Derfor ved jeg også godt, at bliver et barn ikke hjulpet med store udfordringer, men selv må sørge for at få dem løst, så kan der opstå flere følelser.

Måske ændrer disse følelser sig med årene. Midt i problemerne kan et barn føle sig svigtet af forældrene.

Hvis barnet ved egen hjælp alligevel får løst problemet, så kan følelsen af “svigt” fortsat være tilstede, men der kan opstå en tilfredsstillelse over selv at kunne klare opgaven.

Forældre kan også have følelsen af at svigte et barn ved ikke at hjælpe, men samtidig ønsker heller ikke at blande sig i alle barnets udfordringer. Begrundelsen for ikke at blande sig som forældre kan netop være, at det er barnets liv og dermed barnets eget ansvar for at gøre, som barnet ønsker og gør.  

Forældre kan have en opfattelse af at umyndiggøre barnet, hvis forældrene afskærmer barnet for problemer i livet og forældrene samtidig løser problemerne.

Hvad er din holdning til at beskytte børn mod problemer?

Selvfølgelig afhænger det helt af barnets alder, men også arten og omfanget af problemerne.

Er omfattende hjælp til et barn et gode for barnet, eller er det misforstået hjælp?

Selv meget små børn (og her mener jeg små børn) kan få overdraget ansvar om eksempelvis at dække bord og/eller tage egen tallerken,  bestik og glas til vasken efter endt spisning. Der er selvfølgelig en risiko for, at de taber noget på vejen, men det lærer de noget ved.

At opmuntre børn til selvhjælp er at vise børn, hvilke ressourcer de har, og hvad de kan.

Det kan også være en støtte for mindre børn, at de på egen hånd kan komme til og fra skole og fritidsaktiviteter, hvis der ikke er alt for langt og farligt i trafikken. Bytrafik behøver ikke at være farligt. Fortove og busser er normalt ikke farlige.

Børn er nødt til på et eller andet tidspunkt at kunne klare sig alene i trafikken, og her vil en gradvis oplæring være nødvendigt, men også overdragelsen af ansvaret.

Tilsvarende gælder i alle andre situationer, herunder også under skolegang og uddannelser, men selvfølgelig også i voksenlivet som “barn”.

Nødvendig hjælp er godt, men især overdragelse af ansvar til barnet med en samtidig opmuntring og støtte fra forældrene. Dermed ved børnene, og uanset deres alder, at de kan trække på forældre eller andre, hvis der er behov for det.

Vi er som mennesker nødt til at blive oplært til at klare os selv. Livets forskellige udfordringer kan og bør andre ikke altid løse for os.

Misforstået hjælp anser jeg ikke som en hjælp, hvis det fratager barnet deres eget ansvar. Selv om det sker i den allerbedste hensigt.

Jeg kom til at tænke på et lille træ, som bliver plantet ude i naturen. I begyndelsen vil træet ofte være støttet af en eller flere pæle, så træet ikke vælter, når vinden blæser lidt kraftigt.

Hvis pælene bliver ved at med at støtte træet i takt med at træet vokser op, så sker der ingen styrkelse af træet.

Det er påvirkninger fra vind og vejr som styrker træet. Ikke at træet står bundet til pæle og måske samtidig i et drivhus.

Forældre lever ikke evigt, så på et tidspunkt er de nødt til at give slip på “barnet” og overlade ansvaret til “barnet” selv.

Som barn og menneske har livet også givet mig visse udfordringer, og også mange, som jeg selv har måtte klare på egen hånd.

Det har selvfølgelig givet mig visse følelsesmæssige erfaringer, som jeg trækker på i mit nuværende liv.

Eneste fysiske skade, som jeg fik som 12 årig, var at miste en halv finger, da jeg en dag havde ansvaret for at male korn til dyrene på gården.

Efter den dag lærte jeg, at fingre ikke skal ind i en kværn, og det har jeg holdt siden.

Som det nok fremgår af dette indlæg, så er det min opfattelse, at flere voksne har en misforstået holdning til børn, hvis de ikke tør overlade ansvaret til børnene i forhold til børnenes alder – altså en bjørnetjeneste.

Livets valgmuligheder – og du træffer valgene

Vores sindsstemning er som vinden – usynlig og kan komme fra skiftende retninger, men kan tydeligt mærkes.

Vores liv bliver påvirket af det, som vi oplever og hører om, og det er uanset, om det er godt eller det modsatte.

Mange gange virker de mentale påvirkninger ekstra stærke på os, og det kan umiddelbart være svært at finde en forklaring på.

Måske er der noget i den mentale rygsæk, som ikke direkte er mærkbart eller synligt for os, men i forskellige situationer bliver sindsstemningen påvirket af udefra kommende hændelser. Derved kan en hændelse påvirke os ekstra hårdt, og umiddelbart overraskende.

Evner du at se dine modgange som en fordel for dig. Dermed muligheden for at lære nye sider af dig selv og blive stærkere og mere tilfreds med dit liv.

Jeg ved godt, at de sidste to sætninger virker som noget sludder, men måske er det ikke helt forkert.

Jeg ønsker ikke selv modstand i mit liv, og da slet ikke hård modstand, som gør ondt, men kan efterfølgende godt se, at det har gjort mig mentalt stærkere. Jeg blev bedre rustet til at klare fremtidige udfordringer.

For mig opstår styrken ved, at jeg tilpasser mig de nye situationer efter mødt modstand.

Modstand i vores liv kan opstå ved eksempelvis:

• Mistet job / kæreste / partner / venner – og uanset om det er dig, der har fravalgt disse eller du er blevet vraget. 
• Selverkendelse om, hvordan du er som menneske. Har du eksempelvis opfattet dig som et dejligt / positivt og succesfuldt menneske, men opdager, at du nærmest er det modsatte.

Når du får øjnene op for, hvor du nu er i dit liv, så kan du eksempelvis lukke dig ind i dig selv og/eller i din bolig og ikke ønske at møde dine omgivelser mere.

Du har modsat også muligheden for at åbne døren ud til verden, og fortælle hvor du nu står. Måske søge hjælp til at komme videre i dit liv og være åben om din sindstilstand.

Når du mentalt bliver presset, så er du nødt til at finde dig selv i det nye liv. At finde og forstå sig selv kan være meget svært og gøre meget ondt, men gør du ikke noget for at komme mentalt ovenpå igen, så kommer du ikke ud af din mentale tilstand.

Jeg læste forleden en artikel om netop det at tage ansvar for sig selv og sin situation.

Psykolog Pia Callesen beskriver om en terapiform i sin nye bog, “Lev mere – tænk mindre”.

Her skriver hun blandt andet:

• Du afgør selv, om du bliver depressiv eller ej.

• Det er ikke tilfældigheder, der afgør, om du får en depression. Det bunder i din håndtering af tanker og grublerier.

• Man kan lære at bryde de skadelige tankemønstre.

• Har du tænkt over, at vi bruger udtrykket ”dyrke” om at svælge i en følelse? Man dyrker kærestesorgen, tristheden eller de deprimerende tanker. Det indkapsler meget godt tankegangen i metakognitiv terapi. For det, man dyrker, vokser. Og hvis man konstant dyrker de negative tanker, så er det også dem, der får lov at fylde.”

Tilsvarende har jeg den generelle opfattelse, at man selv kan vælge, om man vil have et godt og positivt liv.

Jeg er samtidig meget opmærksom på, at mange mennesker bliver udsat for helt urimelige modstande i deres liv, og hvor det vil være mere end svært at se noget positivt overhovedet.

Generelt ser jeg mulighederne i livet i stedet for det modsatte.

Jeg ser det ikke som positivt at hænge fast i, hvad jeg gjorde eller ikke gjorde tidligere i mit liv. Tiden kan ikke ændres med tilbagevirkende kraft. Derfor giver jeg slip på fortiden. Jeg kan huske fortiden, og anvender det som læring i mit nuværende liv.

Har du overvejet, om du ikke skal have ryddet op i dine mentale bunker af fejl og dårlige oplevelser, og så se frem ad mod nye spændende oplevelser i dit liv.

Husk, at det er dig, som bestemmer, hvordan vinden skal blæse og hvordan det skal føles.