I den forløbne uge har jeg haft flere samtaler om det sårbare hos flere mennesker, men også overværet flere udtalelser fra andre om deres sårbarhed.

Hos dem alle var sårbarheden, at de havde mistet et meget nært familiemedlem.

Uanset om man er barn eller voksen kræver det en ekstra styrke at turde fortælle sin historie til mennesker, som man ikke kender, men det gjorde de alle.

For et øjeblik siden stillede jeg et tankemæssigt spørgsmål, og omgående modtog jeg fornemmelser for svar.

Det hele skrev jeg ned, mens jeg sad med lukkede øjne.

Her er de renskrevne ord:

Hvorfor kan det have stor betydning for en selv, at man tør fortælle om sin sårbarhed?

Ved at vise sin sårbarhed, vises en vilje til at komme videre i sit liv.

Det at vise sin sårbarhed gør, at omverdenen får lov til at komme ind til ens følelser, og den hemmelighed, som man har gemt inde i sig selv.

Det at turde åbne op for sig selv viser, at man er klar til at give slip på tabuet om den hemmelighed, som andre ikke må vide af.

Klarheden om sig selv og opløsningen af det hemmelige gør, at man er klar til at gå videre i sit liv. Samtidig med, at det sårbare nu ikke mere er det sårbare, men det kendte og accepterede.

At acceptere tingenes situation gør det meget lettere at leve videre uden frygt.

Frygt har været forbundet med det sårbare, men når frygten forsvinder, ændres forholdet til accept.