Om at træffe et valg og senere fortryde

For mange mennesker herunder mig selv, kan det nogle gange være svært at træffe et valg. Vi vil så gerne træffe det rigtige valg, men hvad nu, hvis det viser sig ikke at være det bedste.

DILEMMA:

Hvordan kan jeg vide:

  • når jeg begynder på en uddannelse, at jeg så kommer ind på den rette hylde og at jeg stortrives.
  • når jeg begynder på et nyt arbejde, at mine forventninger til jobbet og kollegerne opfyldes af spændende arbejdsmuligheder og dejlige kolleger.
  • når jeg møder den helt perfekte kæreste, at vi så vil leve lykkeligt med vores familie resten af vores dage.

Tja, vi har vist alle erfaringer på disse og mange andre områder, at vores forventninger ikke helt bliver indløst.

DRØMMEN BRISTER, OG HVAD SÅ:

Spørgsmålet er, hvad vi så gør: 

  • Afslutter vi uddannelsen, selv om vi i lang tid har vidst, at vi aldrig vil bruge uddannelsen? Fortsætter vi med uddannelsen bare for dog at bestå noget, eller skyldes det forventninger hos omgivelserne?
  • Beholder vi jobbet, selv om vi mistrives på arbejdet, og der er problemer i forhold til kollegerne? Lader vi os mistrives, da vi har behov for indtægterne?
  • Bliver vi boende sammen med den tidligere ellers så perfekte kæreste, også uanset at følelserne for længst er forsvundet? Skyldes det, at det er:
    • det nemmeste, da der dog er 2 til at klare dagligdagens pligter?
    • det økonomisk mest fordelagtige?
    • det bedste af hensyn til børnene?

Hvis du kan svare “ja” til flere af de stillede spørgsmål, har du så ikke set bort fra, hvad der er godt for dig?

Har du glemt, at vi “kun” har et liv? Selv om mange mener, at vi har mange tidligere liv, så er det vist de færreste, som kan huske noget fra disse liv – altså vi skal få det bedste ud af dette liv, for det er det, som vi kan huske og se tilbage på.

MULIGHEDER:

Så trækker jeg lige “mulighederne” frem igen, for uanset hvor vi hænger fast og mistrives, så har vi fortsat valgmuligheder.

Vi kan gennem hele livet foretage masser af justeringer af indholdet i vores liv, og det er meget vigtigt at huske på:  

  • Hvis det viser sig under et uddannelsesforløb, at det slet ikke er sagen, så stop op og gennemtænk situationen. Du skal nu træffe et valg, hvor du ikke spilder tiden, og hvor du ved, at dit nye valg er rigtigt for dig.

Hvad omgivelserne siger, kan du ikke bruge til noget, for det er dit liv, og du fortjener at have det godt?

Hvis mine forældre havde forlangt, at jeg tog en landbrugsuddannelse, så jeg kunne overtage deres gård – ville det blive en succes for nogen, hvis jeg slet ikke ville være hverken landmand eller videreføre gården?

Vi kan heller ikke kæmpe os gennem en forkert uddannelse, hvis vores evner og psyke ikke kan klare det. Desværre viser det sig både i Danmark og udlandet, at mange unge overvejer selvmord og flere nøjes ikke kun med overvejelser – og det skyldes manglende trivsel under uddannelsen.

  • Hvis arbejdet og kollegerne er ødelæggende for vores trivsel, så er der igen en alvorlig situation, da stress i forbindelse med blandt andet arbejde kan koste dig livet.

Viser det sig, at dit forhold til dit arbejde og kolleger er ødelæggende for dig, så er du nødt til at stoppe op og overveje, hvad du så vil.

Hvis du vælger at fortsætte uændret, så må du gøre dig helt klar, om det er prisen værd, hvis risikoen er stress og det, der er værre.

Et andet sideelement ved at fortsætte er, at du slet ikke bliver sjovere at omgås, nærmere det modsatte.

Der er også den mulighed at stoppe med arbejdet og gøre noget helt andet. Enten finde et nyt arbejde, eller helt skifte til en anden branche. 

Pengene skal endelig ikke glemmes, for de var måske begrundelsen for at arbejde så lang tid et dårligt sted, men hvilke alternativer er der. Ja hvad med at finde en bolig, som svarer til de nye og måske lavere indtægter. Det kan sagtens lade sig gøre, hvis viljen er der.

  • Hvis følelserne for partneren er borte, og følelserne slet ikke kan genoplives, hvad gør man så?

Det er igen nødvendigt at stoppe op for at vurdere situationen, og så træffe et valg, som bagefter føles godt. En skilsmisse føles næppe godt i sig selv, men bagefter kan det føles som det rigtige valg.

Der er muligheden at blive boende med partneren, men hvem har lyst til det uden fælles positive følelser. Hvorfor så ikke hellere bo sammen med en tilfældig fremmed person, for vedkommende har man dog ikke negative følelser overfor.

Er det virkelig en katastrofe at blive skilt fra en partner, også selv om man har været gift i mange år og har fælles børn?

Mit svar er et “nej”, men selvfølgelig kan det give en del udfordringer, for så er man jo “nødt til” at tale sammen og blive enige om en bodeling.

Det væsentlige ved at have et godt parforhold er, at parterne trives og har det godt, herunder med eventuelle børn.

At mistrives i et parforhold føles som at være det forkerte sted – altså en form for fængsel, og hvornår har det været godt for nogen.

ALTSÅ:

Uanset hvilke gode valg du træffer i dit liv, så følger der ikke en garanti med for fortsat succes på området.

Alt kan ændre sig efterfølgende, og så er du igen nødt til at stoppe op og vurdere, hvilket valg der nu er bedst for dig.

Det er IKKE et tegn på svaghed at stoppe op og foretage justeringer. Det viser derimod styrke, når du gør det. Modsat viser det svaghed ved ikke at stoppe op og bare bevidstløst forsætte, selv om det føles forkert, og du går på kompromis med dig og dit liv.

2 tanker om "Om at træffe et valg og senere fortryde"

  1. Når man gentagne gange er stoppet op – både personligt og arbejdsmæssigt – og har truffet et valg og hver gang viser det sig at det var det forkerte valg (eller var det). Så må det vel være fordi at det hele tiden føles trygt at bevæge sig i de samme cirkler. Hvordan kommer man fri af angsten ved at bevæge sig ud i det ukendte og træffe et andet valg end man har gjort hele livet. Angsten for det ukendte er skræmmende.

    1. Kære Jenny.

      Jeg har desværre selv en stor og lang erfaring i at gå langs murene og dermed udenfor rampelyset. For mig var det trygt at være et neutralt og lidt usynligt sted, og kunne slet ikke drømme om at gå direkte ind midt i et rum, så alle kunne se mig.

      At jeg så i dag godt tør stille mig ind midt i et lokale, er slet ikke noget, som bare ændrede sig med et enkelt valg.

      Jeg kan godt forstå, at du føler, at du går lidt i ring, når du gentagne gange kan konstatere, at dine valg ikke endte med succes. Som du også antyder, så var det måske ikke nødvendigvis forkerte valg, for jeg tror også, at vi lærer noget hver gang, vi kan konstatere, at noget igen ikke helt blev, som vi ønskede.

      Min opfattelse er, at har vi stødt panden mod muren tilstrækkeligt mange gange, så vokser der en modstand (vilje eller styrke) op i os. Når styrken i os er vokset tilstrækkeligt stor, så vil vi pludselig ikke finde os i det mere, og de tilbagevende nederlag skal helt stoppes.

      Så tror jeg, at vi er blevet så mentalt modnet, at vi er helt klar til radikale ændringer i vores valg. Jeg har noteret mig, når jeg mentalt flyttede mig mest, at jeg har taget et aktivt ansvar for mine handlinger.

      For mig har enkelte af disse kraftige skifter været, at jeg:

      • Forlod gymnasiet efter 2. g, da det slet ikke fungere, og aktivt valgte en linje på handelsskolen, som indeholdt mine talmæssige interesser og styrker.

      • Besluttede at dele et år af min videreuddannelse i SKAT til to år, da jeg mentalt stressede fuldstændig. Det gav omgående en ro og stressen forsvandt, selv om det måske kunne virke som et nederlag.

      • Besluttede, at kan andre sætte fliser op i et badeværelse, så kan jeg også, for hvor svært er det lige at klistre noget spartelmasse på en væg, og så sætte en flise op. Jeg havde da aldrig sat en flise op. Da jeg fik denne trodsige vilje, så tog jeg et lille gæstetoilet og byggede sammen med en halv forgang, og dermed at flytte og opstille nye vægge og så bygge et badeværelse op helt nede fra grunden. Elarbejde og lodning af vandrør kunne jeg ikke, men resten lavede jeg selv.

      • “Kom til” at sige ja til at holde et 2-dages foredrag for 20 ukendte kolleger. Jeg var mere end skræmt ved tanken, men jeg vidste, at jeg kunne sige det lige så godt, som mine lokale kolleger. Det var starten på, at jeg i dag næsten ikke kan holde kæft, og meget gerne stiller mig ind i en forsamling for at tale.

      Så kære Jenny, hvis du skal bryde ringen, så tror jeg, at du er nødt til at samle tilstrækkeligt meget mod sammen til, at du føler, at nu vil DU bestemme, hvad der skal ske.

      At bryde det ukendte er grænseoverskridende, så det kræver en ekstra stærk vilje.

      Samtidig er det også min erfaring, at er der et område, som jeg er god til, så kan den del bruges som løftestang til at bringe mig videre.

      For mig har det også været meget værdifuldt, at mine succeser i forskellige sammenhænge har gjort, at jeg blev mindre og mindre usikker. Bare det at bygge et badeværelse op fra ingenting gav en meget stor tilfredsstillelse og overskud på den mentale konto for mig, som ikke-håndværker.

      Kærlig hilsen
      Niels Kristian

Skriv et svar