At turde overgive sig til sin egen glæde

Når jeg ser på mig selv, og uanset hvornår i mit liv, og hvordan jeg ellers fungerede i forskellige relationer, så var der tidspunkter og situationer, hvor jeg mere end stortrivedes.

Det er værdien af disse tidspunkter og situationer, som jeg vil fremhæve i dette indlæg.

For mig kan disse områder gøre en markant forskel på vores liv, og det i en meget positiv retning.

Jeg anser det for meget væsentligt, at vi er opmærksomme på den glæde og begejstring, og ikke mindst, hvad vi kan anvende denne glæde til.

Er der noget i dit liv, som giver dig glæde og begejstring?

Det kan være interessen for:

• Kreative områder som eksempelvis at male / tegne / skrive / fotografere / sy eller strikke tøj / synge / spille på musikinstrumenter.

• Håndværksmæssige områder, som at foretage ændringer i eller på boligen, men også istandsætte møbler.

• Arbejde og studier.

• Sport og motion.

• Læse bøger.

Og det kan være alt muligt andet.

Selv af samle på larver kan give stor glæde.

Jeg er godt klar over, at det ikke vil udløse glæde hos alle, men larver og deres udvikling kan være en særlig oplevelse og forbundet med rigtig flotte former og farver.

Som barn / teenager havde jeg en hobby med at indsamle mange forskellige typer af larver fra træer og buske. Det spændende var at fodre larverne med de blade, som de levede af, og så følge deres proces til de udviklede sig til sommerfugle, natsværmere eller andre flyvende insekter.

Hvis du har en særlig interesse, som giver dig en glæde, hvor opmærksom er du på den stemning, som du kommer i?

Har du hæftet dig ved, at du nærmest “glemmer” tid og sted, når du er dybt optaget af din passion?

Hvis du ikke helt føler, at du har en særlig interesse, som gør dig særlig glad. Er det så fordi du ikke har tænkt på, om det gør dig glad?

Hvis det er tilfældet, så prøv at være opmærksom på, om du har en interesse, som interesserer dig.

Det kan eksempelvis være at have en interesse for naturen, eller de blomster, som du samler sammen i din vindueskarm eller stående på gulvet rundt omkring i din bolig. Føler du, at det er “ligegyldigt”, om det er den ene plante eller en anden, eller foretrækker du især nogle typer og farver.

Hvis du har en have, er det så underordnet, hvordan den ser ud, eller gør du lidt ekstra ud af den, så du finder den flot og spændende?

Det kan også være, at du har en særlig interesse for vikingetiden, og hvordan de levede. Måske også hvor langt de sejlede rundt for at handle med varer.

Hvis du alligevel har sådanne interesser, så prøv at være opmærksom på, hvor meget din interesse betyder for dig.

Livet kan i perioder virke lidt gråt og trist, men ved at hæfte sig ved de interesseområder, som du har, så er de med til at give lidt ekstra farve på din tilværelse.

Ved at være bevist om den positive effekt ved interesseområderne, så har det reduceret min usikkerhed på andre områder, for jeg vidste, at jeg havde en særlig viden og måske også særlige evner på mit eget område.

Hvis det har medvirket til en styrkelse af selvtilliden hos mig selv, og hvorfor skulle det ikke også kunne påvirke dig tilsvarende?

For mig er det betydningsfuldt, at livet ikke bare skal ses som noget, der skal overstås, men i stedet noget, der skal opleves og nydes.

Derfor er det efter min opfattelse væsentligt at være opmærksom på de sindstilstande, som vores oplevelser giver os.

Ved at være det, så er det muligt at gøre ekstra meget ud af de gode oplevelser, og reducere de oplevelser, som ikke giver glæde.

Derfor en opfordring om at søge efter de dejlige og livsbekræftende oplevelser, og også at turde nyde dem.

Skriv et svar