Bagklogskabens ulidelige lethed

Livet leves med beslutninger, som vi løbende træffer.
 
Sådan vil det altid være.
 
Bagkloge personer, og dem er der en del af, som ofte og uden opfordring, har kommentarer om, hvad man skulle have gjort i stedet.
 
Alle beslutninger bliver i øjeblikket truffet af de involverede parter, og ud fra hvad de finder er bedst.
 
Det kan ikke ændres bagefter, for tiden kan ikke spoles tilbage.
 
Derfor er jeg ikke tilhænger af alt for bagkloge personer.
 
Den type af mennesker giver slet ikke øget selvtillid hos personer, der ikke er alt for selvsikker. Nærmest det modsatte.
 
Mit møde med bagkloge og bedrevidende mennesker har gennem mit liv påvirket mig meget.
 
I de første mange år følte jeg, at en del af mine egne beslutninger blev undergravet og nedgjort af mennesker, som åbenbart havde en indsigt, som langt oversteg min.
 
Hvis man er usikker på sig selv, som jeg var, så gavner det slet ikke selvtilliden at blive belært af bedrevidende mennesker.
 
Derfor tav jeg, når jeg var i nærheden af sådanne “meget kloge” mennesker, og udtalte ikke min mening om noget. Jeg følte ikke, at jeg ville kunne udtale mig om noget, som jeg mente var korrekt.
 
Når jeg i dag møder “meget kloge” og bedrevidende mennesker, så reagerer jeg måske en anelse aggressivt, da jeg ikke vil sættes på plads af ubegavede mennesker.
 
Set fra min side er bedrevidende mennesker ubegavede, da de alene har ret til at udtale sig om deres egne forhold.
 
De kender ikke til mine forhold, og hvorfor jeg træffer de slutninger, som jeg gør.
 
Jeg traf jo netop beslutningerne ud fra de muligheder, som jeg så på det tidspunkt, og dermed det bedste udgangspunkt for mit valg.
 
Om jeg på et senere tidspunkt ser mit beslutningsgrundlag anderledes, angår alene mig selv, og dermed min egen erfaring om fremtidige beslutninger.
 
For mig er det meget væsentligt, at vi som mennesker respekterer de valg, som andre træffer om dem selv og deres eget liv.
 
Jeg er derfor heller ikke tilhænger af beslutninger, som andre mennesker træffer, og hvor det har stor negativ betydning for mig og mit liv.
 
Hvis jeg føler mig “trådt over tæerne”, så reagerer jeg, hvis jeg har mulighed for det, og det giver mening.
 
For mig har livsprocessen gået fra at bøje nakken og tage i mod belæringer til det modsatte.
 
Dermed at jeg i dag ikke bøjer nakken for bedrevidende og bagkloge mennesker, men beder dem om at passe dem selv, og ikke at blande sig i mit liv og mine beslutninger.
 
Opfordringen med dette indlæg er at se bort fra “meget kloge” og bedrevidende mennesker, og hold fast i dine valg, som du har truffet på det grundlag, som du fandt relevant.