Vi kender det alle, at vi har fortrudt flere af vores handlinger.

Der er mange grader af handlinger, som vi fortryder, men for dem alle gælder, at vi ikke kan spole tiden tilbage, og så derved undgå fejltagelserne.

Vi laver mange typer af fejl, og langt de fleste er fuldstændig ligegyldige.

De typer af fejl, som jeg vil hæfte mig ved, er de fejl, som giver os dårlig samvittighed i årevis og måske for resten af vores liv.

Disse fejl er vi derfor nødt til at kunne tackle på en eller anden måde, så vi ikke mentalt går i stykker.

Generelt angår det primært situationer, hvor vi gør skade på et andet menneske. Det kan selvfølgelig også være på et andet levende væsen.

Der kan være mange årsager til, at vi gør skade på et andet menneske, men også måden vi gør det på.

Alene det, at vi har kontakt til andre mennesker gør, at vi følelsesmæssigt i forskellige situationer kan føle os presset, og nogle gange reagerer noget uheldigt.

Vi kan derved komme med sårende udtalelser, og som ofte er mere sårende, end det var vores mening.

I parforhold er det en balancegang, hvor misforståelser kan føre til uheldige udtalelser.

Tilsvarende er der også i parforhold det problem, hvis den ene af personerne “kommer til” at danne et sideløbende parforhold til en helt anden person. Det kan medføre skilsmisser og dermed store konflikter som følge af svigt.

Mobning af andre mennesker både som barn og ung, men også som voksen, kan også give dårlig samvittighed.

Der er selvfølgelig også mange meget grovere former for situationer, hvor vi på forskellige måder skader andre mennesker.

De værste opstår hovedsageligt i krigslignende situationer.
 
Rundt om i verden har der altid været krig og ufred, og det gælder absolut også i denne tid. Magt og penge har været nogle af de helt store årsager til stridighederne, og når disse forhold krydres med forskellige trosretninger, kan det gå helt galt.

De forskellige magtkampe mellem toplederne i den forbindelse kan give helt forfærdelige situationer, hvor almindelige mennesker bliver presset til at være små brikker i det store magtspil mellem toplederne.

Som et almindeligt menneske vil disse krige give voldsomme minder, som de overlevende mennesker desværre ikke kan glemme, og uanset hvilke roller de pågældende mennesker havde.

Uanset hvilke små eller store handlinger vi har lavet, som giver os dårlig samvittighed, så er vi desværre nødt til at kunne leve med minderne om vores fejl.

Vi kan tilsvarende heller ikke fjerne de lidelser, som vi har påført andre.

Spørgsmålet er, hvad vi gør ved den konstant dårlige samvittighed. Det siger næsten sig selv, at vi ikke bare kan glemme den, for den lever fortsat.

Jeg vil i første omgang ser bort fra de krigslignende situationer.

Vi er alle levende væsener, og vi har alle en samling af dårlige oplevelser, som vi selv er blevet udsat for gennem vores liv. Vi kan arvemæssigt have videreført uheldige egenskaber, og vi kan være vokset op i miljøer, hvor vold og misbrug har været et problem.

Flere af disse egenskaber og oplevelser bevirker, at vi i forskellige situationer bliver fristet eller presset til at foretage handlinger, som vi senere fortryder.

Jeg tror, at det vil hjælpe den enkelte person, hvis vi kan se os selv fra et helikopterperspektiv. Herfra kan vi formentlig bedre se, hvilken person vi var på “gerningstidspunktet” og hvorfor vi gjorde, som vi gjorde.

Ved at vi har den dårlige samvittighed, så tror jeg ikke, at risikoen for en gentagelse af den samme type af fejlhandling er så stor i fremtiden – altså at vi er blevet klogere/fornuftigere.

Jeg tror derfor, at det er vigtigt at kunne forstå sig selv på “gerningstidspunktet”, og derved have en vis form for accept af sig selv. Slet ikke ment på den måde, at det derved bliver til en god handling, vi lavede, men at vi accepterer os selv som menneske.

Det kunne formentlig også hjælpe på den dårlige samvittighed, hvis vi kunne give en undskyldning til den person, som vi gjorde skade. Ikke at vi derved kan forvente at blive tilgivet, men at vi dog selv anerkender vores fejl og tør stå ved den.

Med hensyn til de krigslignende situationer, så er jeg udmærket godt klar over, at der kan være tale om meget voldsomme oplevelser.

Hvis man i den situation har gjort skade på andre mennesker, så tror jeg igen, at det er vigtigt at se situationen fra et helikopterperspektiv.

Det var ikke det enkelte almindelige menneske, som besluttede, at der skulle være en krig, og hvordan den skulle udføres. Her var det enkelte menneske kun en lille brik, som andre flyttede rundt med som i et skakspil. Der var tale om liv og død, herunder også at det almindelige menneskes eget liv var i fare.

Jeg så for en del år siden et forsøg, hvor man ville se, hvor langt almindelige mennesker kunne presses til at skade andre. De deltagende personer vidste, at der kun var tale om et forsøg.

Forsøget gik ud på med meget overbevisende ord at presse en person til at skrue op for den strømstyrke, som en anden person skulle have som straf for en grov handling. Det skete gennem de ledninger, som var monteret på den pågældende.

Personerne var i forskellige rum, og kunne (vist nok) se hinanden enten gennem et vindue eller en tv-skærm.

Med de meget overbevisende ord blev personen presset så meget til at skrue op for strømstyrken, at havde der været strøm i ledningerne, så ville den straffede person være død.

Den pressede person havde som den eneste ikke kendskab til, at der slet ikke var strøm i ledningerne. Formålet var alene at se, hvor langt vi som almindelige mennesker kan presses.

Og så tilbage til de krigslignende situationer. Her tror jeg, at det er vigtigt at forstå, hvilken rolle vi har i det store krigsspil, og at vi ikke selv er herre over, hvor langt vi er blevet presset til at udføre handlingerne.

Uanset om det er i krigslignende eller andre situationer, hvor vi skader andre mennesker, så tror jeg generelt ikke den dårlige samvittighed bare kan fjernes ved, at vi accepterer os selv som menneske.

Dog tror jeg, at vi ved at se os selv i et andet lys kan have en større forståelse for os selv. Alene det, at handlingerne har givet os en dårlig samvittighed, viser dog, at vi vil undgå en gentagelse, og dermed har gjort os til et bedre menneske.

Er det rammerne i livet, som er relevante for at have det godt, eller er det indholdet i livet, som er det vigtigste.

At noget er perfekt eller perfektionisme er et dobbeltsidet begreb. Det kan både ses som en fordel eller det modsatte.

Har du bemærket farverne på mange bygninger rundt om i verden. Mange af de malede flader er i den grad falmet og misfarvet af tidens tand. Mange af bygningerne vil vi derudover betegne som mere eller mindre forfaldne og mange endda som ubeboelige efter vores standard. Rigtig mange bygninger består af blikplader eller strå på måske et skelet af træ.

Ved at bladre i dine feriebilleder fra eksempelvis omkring Middelhavet eller i Østen, vil du uden tvivl finde et utal af billeder, hvor malingen er falmet eller helt mangler på masser af bygninger. Ukrudt og affald er måske også synligt.

Ser du i dag billederne som smukke, hvilket du formentlig gjorde, da du tog billederne.

Har det betydning for dig, om din egen bolig fremtræder som relativt nymalet eller lettere forfaldent, eller er det helt underordnet?

Har det tilsvarende stor betydning for dig, hvordan meget andet i dit liv bliver gjort eller ser ud?

Hvad så med dig selv – er du selv blevet påvirket af tidens tand, og hvordan har du det med den synlige ældning af dig og din krop?

Uanset om vi er 30 år eller vi er 70 år, så er vi blevet præget af tidens tand, for den begynder allerede ved de allerførste indtryk efter vores fødsel. Selv de allerførste få måneder i vores liv giver dybe konsekvenser for os i resten af vores liv. Det kan især give store problemer, hvis der er tale om omsorgssvigt.

Jeg ved godt, at det kan være en udfordring hos en del mennesker, men har du prøvet at stå foran et stort spejl – og uden tøj. Du skal ikke fortælle mig om, hvad du ser, men hvad tænker du om det, som du ser. Er du tilfreds med synet?

Er det alderens påvirkning af din krop, som du har problemer med at acceptere? Det kunne selvfølgelig også være kroppens dimensioner forskellige steder, som du ikke er tilfredse med.

Hvad gør du ved de områder af din krop, som du ikke ønsker at se? Lukker du øjnene eller får du foretaget kosmetiske indgreb?

Løser de kosmetiske indgreb altid de problemer, som vi har omkring den manglende tilfredshed med vores egen krop? Er der en sammenhæng mellem kosmetiske justeringer mod idealkroppen og dermed det perfekte billede og lykken?

Hvis vi retter fokus mod andre områder end vores krop – kan du se nogle ting som smukke, hvis de har patina, og det dermed er synligt, at de er gamle og brugte?

Prøv at gå ind til en antikvitetshandler. Her vil du finde mange rigtig flotte ting, som har patina. Genstandene er slet ikke nymalet og flere genstande har tydelige tegn på, at de har været brugte eller er gamle. Her betaler vi gladelig mange penge for at købe genstande, som vi ser som autentiske og ægte. Selv ridser og slidflader kan vi her betragte som flotte.

Der er i disse år en voldsom stigning i antallet af genbrugsforretninger, og dermed vores behov for at købe brugte genstande.

For mig er livets patina smukt. Prøv at se på et ældre menneske med mange furer i ansigtet. Her kan du se, at livet har påvirket personens ydre. Modsat vil det ikke være muligt, hvis samtlige furer og rynker kosmetisk var fjernet.

Søger du efter det perfekte i dit liv, og hvad er det perfekte?

Føler du, at du går på kompromis med dig selv, hvis du må “nøjes” med noget, som ikke er helt perfekt?

Tror du, at dine ønsker om det perfekte snart går i opfyldelse, eller tvivler du på, at det overhovedet vil ske?

Hvad sker der, hvis du slækker lidt på de stramme krav om det perfekte – vil det være ødelæggende for dit liv?

Er det et ønske, at du vil være perfekt eller perfektionist – eller føler du dig lidt fastlåst i den rolle?

Er det en rolle at være perfektionist, og har du været perfektionist i hele dit liv – eller skyldes det, at der tidligere i dit liv var kaotiske tilstande på flere fronter, og du slet ikke ønsker at have sådanne tilstande igen?

Hvis du har problemer omkring det perfekte i dit liv – har du så været på rejser rundt om i verden – eksempelvis omkring Middelhavet og i Østen.

Kan du se disse rejser som smukke på trods af, at livet hos store dele af befolkningen disse steder slet ikke ligner, hvad du ønsker med dit eget liv i Danmark?

Har du en drøm om at turde leve, som det sker i flere andre kulturer?

Hvorfor tør du ikke give slip på dig selv i dit liv? Er det kun muligt under fremmede himmelstrøg at leve, som man gør der, eller kan vi også gøre det her i Danmark?

Hvad forhindrer dig i at slippe dig selv fri fra dine egne lænker til det perfekte liv?

Er det hensynet til omgivelserne og/eller den allerede opnåede økonomiske og boligmæssige standard, som ikke ønskes forringet?

Hvad er det, vi jager efter – er det idealtilværelsen – og hvad er det ideelle i tilværelsen?

Føles det som at gå på kompromis, hvis det ideelle ikke opnås, og her kunne eksempler være boligen, levestandard og partner.

Prøv at se nærmere på, hvad dine ønsker er med dit liv. Er det en drøm, som du ikke selv tror er realistisk? Hvis det er tilfældet, mon så ikke du skal have justeret dine forventninger til dit liv.

Find ud af, hvad der kan gøre dig glad i dit liv, og her tænker jeg ikke på materielle goder, men indholdet i dit liv. Har du overvejet at gå efter disse værdier i stedet for de ønsker, som du har i dag.

Er det ikke bedre at være lykkelig, end at være ulykkelig i “perfekte” omgivelser?

Føler du dig ansvarlig for, hvad eksempelvis dine omgivelser, som  voksne børn eller forældre, laver?

Har du oplyst personerne om, at du har påtaget dig ansvaret for dem og deres handlinger?

Følger personerne så de retningslinjer, som du mener, at de burde følge?

Giver det dig en dejlig ro at påtage dig det ansvar, for personerne følger vel dine retningslinjer?

Vi mennesker tænker og føler forskelligt, og ikke mindst i forhold til vores køn. Det er der lavet masser af undersøgelser af. De viser, at kvinder typisk tænker og bekymrer sig mere end mænd gør.

Vores hjerner fungerer forskelligt, hvilket er en af årsagerne til de forskellige måder at tackle situationer på. Det er også en af årsagerne til, at kvinder lettere bliver påvirket, og derved lettere kan blive stresset end mænd.

Ingen af os har mulighed for at ændre på, hvordan vores hjerner fungerer, da det er antallet af forbindelser mellem hjernehalvdelene, som betyder rigtig meget.

Og så tilbage til “ansvaret”.

Vi har alle forskellige ansvar, både i forhold til vores samfund, men også vores egne handlinger. Ansvar har vi selvfølgelig også i forhold til en partner og vores børn.

Et spørgsmål kan være, om vores ansvar fortsætter med at følge vores børn, efter de er blevet voksne og stifter deres egen familie?

Jeg kan vende spørgsmålet om. Ønsker vi selv, og uanset hvor gamle vi er, at vores forældre har ansvar for vores handlinger?

Dermed følger vel også, at vi så er nødt til at følge de standarder, som vores forældre har sat for, hvordan vores liv skal leves. Gør vi ikke det, så kan vi give vores forældre flere grå hår på hovedet, end de allerede har.

Min pointe er, at jeg ikke ønsker, at hverken mine voksne børn eller mine forældre (hvis mine forældre fortsat havde levet) skulle føle ansvar for mine handlinger.

Tilsvarende ønsker jeg heller ikke, at jeg skal følge de standarder og forventninger, som de måske kunne forvente.

Modsat føler jeg mig heller ikke ansvarlig for de handlinger, som mine børn (eller tidligere forældre) har foretaget. De har alle deres helt eget liv med eget ansvar for dette, og fuldstændig uden indblanding fra min side.

Set fra min synsvinkel, så respekterer jeg ikke deres liv og deres beslutninger, hvis jeg uopfordret beder dem om at gøre, som jeg mener, de burde have gjort.

Ved at kunne rumme andre mennesker, så omfatter det hele pakken, altså personerne, som de er, men også de valg, som de træffer.

Jeg vil ikke gøre mig til dommer over, om de gør det rigtige i forhold til, hvad jeg ville have gjort. Jeg ved end ikke, om jeg selv er i stand til at gøre, som andre mennesker forventer af mig – sandsynligvis ikke i alles øjne.

Er du generelt bekymret om de valg, som din omgangskreds af voksne mennesker træffer?

Måske skulle du acceptere, at du kun har dit eget liv at tage ansvar for, og at andre gør tilsvarende for deres liv.

Du skulle måske også tænke på, om du selv ønsker uopfordret indblanding fra din omgangskreds for dit eget liv og dine handlinger.

Hvis du slet ikke ønsker det sidste, så har du et problem i forhold til, hvad du forventer af andre.

Prøv at se på andre mennesker, som du ønsker, at de gør i forhold til dig – altså at acceptere dig, som du er og uden skelen til, hvad du gør.

Hvis du kan slippe det ansvar, som du uberettiget har påtaget dig om andre, så vil du slippe for mange bekymringer, og kan i stedet koncentrere dig om dit eget liv.

Jeg ved udmærket, at det er lettere sagt end gjort, men prøv alligevel. Hvis du i den forbindelse mangler en støtte, så giver jeg gerne en hjælpende hånd.

oooooooooo

Jeg har hørt udtalelser fra mennesker, som har påtaget sig ansvar for andre voksne mennesker, at:

• Det er jeg bare nødt til af hensyn til (eksempelvis børnenes eller forældrenes økonomisk håbløse situation eller familiestridigheder).
• Jeg kan ikke holde ud ikke at gøre noget.
• Det er koldt og kynisk ikke at gøre noget.

Jeg har også oplevet flere af disse mennesker aktivt blande sig i andres forhold, og hvor risikoen kan være ødelæggende for det fremtidige samvær med disse andre mennesker, som der føles ansvar overfor.

Her tror jeg, det er vigtigt at skelne mellem, hvad vi er forpligtet til, og hvad vi ikke er.

Vi er forpligtet til at reagere, hvis der er tale om risiko for livstruende situationer, men herunder hører ikke, hvis andres økonomi kraftigt forringes.

Min far meddelte omkring 1. december sidste år til samtlige familiemedlemmer, at han ikke ønskede at leve mere. Han ville derfor ikke indtage mere væde og føde. Han fandt, at der ikke var udsigt til et fremtidigt liv med tilstrækkelig af livskvalitet.

Vi accepterede hans valg, og kunne udmærket godt se, at livet for ham ikke var sjovt mere. Vi forsøgte end ikke at overtale ham til at fortsætte med at leve.

Efter få dage blev hans øjne lukket for sidste gang i en alder af 85 år.

Hvad vil du have gjort, hvis du havde været i min og mine søskendes situation?

Ville du have tvangsfodret ham, fordi du ikke kunne acceptere, at han ønskede at dø?

Hvis du ikke kan holde ud, at et menneske, som min far, træffer et sådant valg, hvilke tanker gør du dig så?

Kan du bare ikke holde ud, at mennesker dør, og ikke lever til evig tid?

Hvis det er andres økonomi, som du ikke kan acceptere bliver ødelagt, hvorfor betyder det så meget for dig?

Har vi som menneske ikke retten til at melde os ud af samfundet, hvis vi ikke kan klare livet med job og de forskellige forpligtelser? Og så i stedet at gå på landevejen uden pengemæssige bindinger, men blot at leve et simpelt liv.

Vil du også her forhindre, at det sker?

For din egen skyld, så er du nødt til at slippe kontrollen med andre mennesker. Du risikerer at gå i stykker indvendig, når de ikke vælger de veje, som du mener de burde for din skyld.

For få dage siden modtog jeg disse ord, som jeg kunne videregive til den person, som sad overfor mig.

Ordene gav anledning til en lettere undren hos mig.

Forinden havde jeg modtaget og videregivet ord som frygt og håbløs som tidligere tilstande hos personen.

Ordene “tro og håb er livets brød” har jeg efterfølgende set nærmere på, for hvad indeholder dette budskab.

Der er tale om ord, som jeg aldrig selv har anvendt. Jeg havde en fornemmelse af, at der var tale om meget vise ord, som havde en dybere mening.

Jeg googlede ordene for at se, om min fornemmelse gav mening. På nettet fandt jeg i forbindelse med ordene en yderligere forbindelse ” tro, håb og kærlighed “. Det er grundlæggende elementer for, at vi som mennesker kan trives og have et godt liv.

Ord som “frygt” og “håbløs”, men også at føle sig fastlåst i sit liv er modsatrettet i forhold til “tro, håb og kærlighed”.

At føle sig fastlåst med frygt og håbløshed er slet ikke godt for at få et godt liv.

Frygt og håbløshed er meget stærke udtryk, men selv ved mindre kraftige udtryk som tvivl og usikker, eller følelsen af, at livet er gråt, er heller ikke en positiv næring til et godt liv.

Ordet “brød” i overskriften er den næring, som vi skal indtage for at vokse og leve. Det er derfor vigtigt for os, at “brødet” består af positive elementer, for ellers bliver vores liv derefter.

Se på vores fysiske liv, for indtager vi dårligt og næringsfattigt føde, så bliver vores krop og sindstilstand derefter.

Prøv at se på dig selv i et spejl – hvad ser du, og er du tilfreds med, hvad du ser?

Hvis du mærker efter i den forbindelse – hvilke følelser får du så, er det varme og glade følelser om dig selv?

Hvis dine følelser og opfattelsen af dig selv ikke er positive, så vil jeg anbefale dig en “kostændring”.

Nu kan en kostændring bestå både af den mad og drikke, som du indtager, men jeg tænker især på dit livssyn på dig selv.

Du bliver nødt til at se dig selv i et andet og mere positivt lys.

Jeg ved udmærket godt, at et sådant skifte slet ikke sker fra den ene dag til den næste, men at det er en proces, som kan tage lang tid.

En sådan proces kan udvikle sig gradvis over mange år. Ved at få hjælp fra andre mennesker til at forstå sig selv, så kan processen blive ændret i løbet af relativt kort tid.

Bare det at se andre mennesker ud fra en anden vinkel kan betyde, at du i løbet af et par dage ikke mere er stærkt irriteret over dem, men ser dem i et helt andet og mere positivt lys. Jeg vil lige supplere med, at jeg selv har oplevet det sidste, og blev meget overrasket over den omgående virkning.

Hvis du mangler en person, som kan hjælpe dig, så send mig en besked på mobil 29935033 eller en mail til nkskou@gmail.com. Jeg vil hellere end gerne hjælpe andre mennesker til at få et bedre liv. Vi er i gang med dette liv, og vi fortjener et godt liv.

Hvad er dit livssyn – er du overbevist om, at det nok skal gå, og at du fremover vil fortsætte med at være glad og godt tilfreds?

Jeg er godt klar over, at der i denne sætning er flere elementer, som du måske ikke helt kan sige “ja” til.

Jeg vil i første omgang se bort fra elementet om, at du er “glad og godt tilfreds”, og alene se på dit syn på fremtiden.

Påvirker det dig, at en sort kat går over vejen foran dig eller der sidder 13 personer ved et bord? Er du nervøs ved tallet “13” og dermed undgår det?

Har du en holdning til, at en ulykke sjældent kommer alene, og at der kommer flere?

Hvis du lader dig påvirke af disse spørgsmål – hvorfor gør du det, og hvorfor er du så opmærksom på uheld forbundet med eksempelvis tallet “13” eller om der er flere ulykker i en serie?

Kunne det mon tænkes, at der tilsvarende kan være lige så mange uheld forbundet med andre tal end 13?

I stedet for at have fokus på antallet af ulykker i en serie, har du så tænkt på, om der tilsvarende kunne være en serie af lykkelige situationer i en serie?  

Hvilken følelse får du, når du kan konstatere 3 ulykker i en serie inden for kort tid?

Er din tanke – “hvad sagde jeg”?

Gør det dig glad, at du igen fik ret i, at der opstod 3 ulykker?

Kunne det ikke være væsentligt mere glædeligt for dig, hvis du begynder at samle på “lykkelige situationer” og helt lade være med at tænke på ulykker, og dermed negative oplevelser?

Det er jo dig, der bestemmer, om du vil samle på de positive eller negative oplevelser. Dermed er det også dig, som kan vælge anderledes fremover.

Er dit livssyn generelt mere fokuseret på, at andre ting i livet heller ikke bliver en succes, men igen bliver en fiasko?

Har du slet ikke tillid til, at noget kan gå godt?

Det er min opfattelse, at vores holdning danner en spiral i op- eller nedadgående retning.

Altså en nedadgående spiral, hvis livssynet, at “jeg er en fiasko / ulykkesfugl / intet fungerer for mig / ingen kan lide mig / jeg er ikke tilfreds med mig selv”.

Hvad er udsigten til positive oplevelser med så mørkt et syn på sig selv og fremtiden? Næppe en positiv udsigt.

Hvis der skal være en opadgående spiral, om at være glad for sig selv og føler sig succesfuld på forskellige fronter, så kræver mere end et holdningsskifte hos dig.

Hvad er vores egen opfattelse om os selv – er vi optimister eller pessimister?

Optimisterne er måske klar over det, men er pessimisterne også det? Jeg tror ikke altid, at alle pessimister er klar over deres livssyn.

Hvis du ved dagens slutning, eksempelvis når du er gået i seng, tænker på dagens eller weekendens oplevelser – prøv så at vurdere, om disse oplevelser var positive eller negative.

Hvis du har hæftet dig ved for mange negative oplevelser, kunne det så ikke være et fingerpeg om, at du måske burde have større fokus på de positive oplevelser?

Det er dig, som har en afgørende indflydelse på, om du vil have et positivt eller negativt livssyn, og dermed om livet skal være en positiv oplevelse.

Ordene brugte jeg i dag om en lykkefølelse. Efterfølgende fik det mig til at se vores liv i det lys.

Hvis vi tør rumme en lykkefølelse, så har vi muligvis også bemærket, hvordan lykkefølelsen påvirker os.

Måske opstår den mest kendte lykkefølelse ved forelskelse i en anden person.

At være forelsket gør, at man kan føle sig i den syvende himmel. Alt føles pludselig så legende let. Tårer kan pible ned ad kinderne bare ved at tænke på vedkommende. Det føles som om, der er bobler i kroppen.

Det er nok begrænset, hvor meget lykkefølelse, der er i kroppen, hvis livet føles gråt og ensomt.

Hvis du har mere end svært at se lyspunkter i dagligdagen, og der ikke ses lyspunkter i den nærmeste fremtid, hvordan kan du så fremkalde “lykkefølelse”.

Så er det min opfattelse, at der skal ske noget radikalt, for det er slet ikke sundt for en person ikke at kunne se noget lyst og dejligt i tilværelsen.

Kan du ikke selv foretage denne justering i livsopfattelsen, så find en person, som du føler, kan hjælpe dig.

Nogle mennesker behøver måske ikke denne form for hjælpende hånd, og for en del mennesker kan det hjælpe at læse tekster om selvhjælp og selvindsigt.

Mange gange har jeg læst tekster, hvor mine øjne pludselig bliver kraftigt oversvømmet, for ordene rammer mig overraskende dybt, og jeg forstår nu sammenhængen mellem ordene og min egen situation. For mig har det betydet muligheden for at tage mit liv og livsanskuelse op til revision.

Hvis livssynet ændres fra det grå og negative, til også at kunne se farver og det flotte i tilværelsen, så opstår der følelser i den forbindelse.

At være sammen med mine børnebørn, eller som i dag at få besøg af en veninde med sin lille søn på 7 måneder var en stor glæde for mig. Når denne dreng så på mig, så var det ikke med fordomme eller en negativ indstilling, men derimod med helt åbne og positive øjne.

Da jeg ser det positive i livet, så blev jeg ramt direkte af de meget kærlige smil, som denne lille dreng sendte til mig. For mig er det derfor en fornøjelse at komme tættere på drengen og blive en del af hans liv.

For mig er det tilsvarende en fornøjelse at hente børnebørn i vuggestue, børnehave og SFO, og da slet ikke en pligt, når forældrene ikke kan nå det.

I samværet med børnene får jeg denne lykkefølelse, og dermed en form for beruselse. Det er nærmest vanedannende, og jeg vil gerne have mere.

At kunne se det flotte i tilværelsen, og uanset om det er naturen, mennesket, musikken eller alt muligt andet gør, at de lidt mørke sider af tilværelsen blegner lidt, og livet bliver fantastisk dejligt.

I livet er der selvfølgelig også mørke sider og oplevelser, som vi gerne ville undvære, men alt lever ikke til evig tid. Vi får alle forskellige skrammer, hvor nogle kan virke som meget voldsomme.

For mig er det vigtigt, at vi accepterer, at livet indeholder det hele. Vi kan ikke ændre det, men hvis vi skal overleve mentalt, så er vi nødt til at acceptere livets forskellige sider.

For mig er det en rigtig dejlig følelse at registrere de muligheder, som livet giver mig, og som beriger mig. For mig er det livets champagne.

Hvis der er noget, som jeg har været verdensmester i, så har det netop været ikke at blotte mig mentalt.

Det lykkedes i meget lang tid ved bare at tie stille og gøre mig usynlig, og det lykkedes i store dele af min skoletid. Det var uden tvivl tydeligt for omgivelserne.

Gennem 2 år i gymnasiet havde jeg daglig kraftig hovedpine, når jeg kom hjem fra skole. Ved at bevæge mig ude i naturen et par timer, så forsvandt hovedpinen langsomt for den dag, men den næste dag var det samme forestilling.

Problemet var, at jeg ikke skulle have gået på gymnasiet, men turde ikke stoppe eller fortælle om min mistrivsel. Først efter 2. g sagde jeg stop, og valgte en anden vej.

Adskillige andre gange i mit liv har jeg ikke turdet fortælle om, at jeg havde det dårligt. Først når jeg var voldsomt presset, og ikke havde andet valg, så blev jeg nødt til at bekende kulør.

Hovedpine har været en trofast følgesvend gennem mange år, og især i de perioder, hvor jeg har været presset.

At “noget er pinligt” har også været et stort problem for mig, og dermed bekende kulør med, at jeg ikke kunne klare noget.

Det kunne også være bare det at stille et “pinligt” spørgsmål. Et eksempel kunne være midt i en undervisningstime at spørge en lærer, om jeg måtte gå på toilettet. Et par gange i de mindre klasser gik det galt for mig midt i en undervisningstime, hvor min lukkemuskel ikke kunne klare presset mere. Det lykkedes mig at tie med det pinlige, men det blev pludseligt meget synligt for hele klassen, at jeg havde et problem.

Jeg ser slet ikke tavsheden for at være løsningen på egne problemer, nærmere det modsatte.

Problemet er bare at turde give slip på kontrollen, og så at åbne op.

Hvordan har du det med indre problemer?

• Er det pinligt at åbne op og fortælle andre om dine problemer?
• Er du bange for hvad andre siger og tænker?
• Hvad kan der ske ved at spørge andre om råd?
• Er du bange for ikke at kunne kontrollere dine følelser og begynde at græde, hvis du giver efter, slipper de gemte problemer fri?

Nu ved jeg godt, hvordan jeg selv ville have haft det, hvis jeg tidligere i mit liv havde læst ovenstående og samtidig havde kaotiske tilstande i mine følelser, men ikke turdet fortælle andre om det.

JEG VILLE ALDRIG NOGENSINDE HAVE KONTAKTET ANDRE OG FORTALT OM MIT PROBLEM!

Nu sidder jeg så her i dag og overlevede mine tidligere mentale trængsler. Jeg kan se, at jeg skulle have handlet helt anderledes fra den tidlige barndom og ville have været forskånet for mange nederlag og problemer.

Jeg ved, at bare det at ringe til mig for en samtale vil være mere end grænseoverskridende for mange, for så bliver det pludseligt meget synligt, at der er et problem.

Men i dag findes der helt andre muligheder end at ringe til mig. Det virker meget lettere og ikke så “synligt” bare at sende en mail eller en sms (nkskou@gmail.com og mobilnr. 29935033).

Hvis du gerne vil have min hjælp, men bare ikke tør tage kontakt til mig, så send mig en sms eller en mail. Og helst en sms med et synligt nummer, så jeg kan sende et svar til dig.

Jeg tror, det er bedst, at du oplyser din mailadresse, også selv om du sender en sms, da jeg har problemer med at fatte mig i korthed, og så besvarer jeg via mail.

Og med hensyn til mig selv, så er jeg fuldstændig, som det forhåbentlig skinner igennem i de forskellige indlæg, som jeg har skrevet på denne hjemmeside.

Min alder og udseende kan jeg ikke gøre så meget ved, og har accepteret begge dele.

Om du er ung eller gammel, kvinde eller mand, syg eller rask gør slet ingen forskel for mig. Og hvilken tro du har, er mig ligeledes underordnet. Jeg ser dig ikke som nogen af delene, men bare som et almindeligt menneske.

Er du lidt skeptisk ved den intuitive overskrift på min hjemmeside eller at jeg også tilbyder massage af dine fødder, så se endelig bort fra dette. Det er alene muligheder, som du kan vælge. Det primære for mig er, at du får talt ud om dine mentale problemer.

Jeg besvarer samtlige henvendelser uanset hvilket dilemma, du har. Og husk, at intet er for småt eller for stort, og da slet ikke for pinligt.

Besvarelse af spørgsmål via mails og sms’er er selvfølgelig gratis for dig.

Jeg er godt klar over, at det for mange mennesker kan være svært at se sig selv i et sådant lys, men lad os alligevel se lidt på det.

Har du problemer med at være tilfreds med dig selv og måske endnu mere at være stolt over dig selv?

Tør du sige højt overfor andre mennesker, at du er tilfreds eller stolt af dig selv?

Hvorfor har du svært ved det?

Er du helt sikker på, at der slet ikke er noget, som fungerer godt for dig, og som du er god til?

Jeg ved godt, at det er meget lettere at finde områder, hvor vi ikke er gode nok og sagtens kunne blive bedre, men vi har altså også gode sider. Det er måske ikke sikkert, at du selv kan se dem, men det kan dine omgivelser.

Har du ikke fået at vide, som de fleste helt små børn, at du var dygtig til selv de allermindste fremskridt i dit liv?

Det ses tydeligt hos helt små børn, at de er meget stolte over at kunne gøre som andre. Børnene vil hellere end gerne vise, hvor dygtige de er, og stoltheden lyser ud af dem.

Jeg har også noteret mig, at denne stolthed over sig selv blegner allerede tidligt i barneårene. Stoltheden over sig selv forsvinder fuldstændig hos mange voksne.

I en roman fra 1933 skrev forfatteren Aksel Sandemose om jantelovens 10 bud. Det mest kendte af disse bud er det første, som lyder således:

• Du skal ikke tro, du er noget.

Er det ord, som du mindes at have hørt før, og har du fulgt indholdet af disse ord?

Vi bliver påvirket i vores opvækst og senere udvikling i livet af de sagte og usagte ord, som vi møder på vores vej.

En af mine oldemødre bad min far og hans søskende stoppe med at grine og juble, for så sjovt var livet ikke.

Min oldemor var født i 1863, og disse børnebørn var født omkring 1930.

Det var noget af en dæmper på unge mennesker, som en stund fandt livet sjovt. I dette hjem levede 3 generationen sammen i mange år med forskellige magtkampe hos de voksne. Det sætter et kraftigt præg på alle familiemedlemmerne, og børnene vil typisk slæbe noget af det med til deres egne familier. Det gør vi jo alle.

Mange af os har også det problem, at grænsen er meget smal mellem at fortælle andre om egne succeser og at prale.

Vi finder det slet ikke interessant at høre om andres pralerier, da vi derved føler os nedgjort og mindreværdige.

Jeg ønsker slet ikke at prale med mig selv, men nogle gange vil jeg gerne fortælle andre om min glæde over succeser i mit liv.

Nogle af mine bekendte vil opfatte mine ord som pral og andre kan glæde sig på mine vegne. Det skyldes uden tvivl den bagage, som de selv har med i deres rygsæk omkring janteloven. Derfor er jeg også lidt tilbageholdende med at fortælle alle, hvad gør mig glad og stolt ved mig selv.

Den samme situation opstår også ofte, hvis vi uopfordret kommer med rosende ord til andre, da nogle mennesker har svært ved at tage imod kærligt mente ord.

Gennem min opvækst blev jeg slet ikke opfordret til at gøre opmærksom på mig selv, og heller ikke ved at dele rosende ord ud til højre og venstre, og absolut slet ikke om mig selv.

Jeg har valgt her som godt voksen, at jeg meget gerne uopfordret vil dele rosende ord ud – og det gør jeg med glæde. Jeg vil også have lov til at fortælle andre, hvis jeg føler mig godt tilfreds med mig selv på visse områder. 

Min opfordring går på, at vi skal glemme janteloven, og prøve at have en positiv tankegang, når vi taler med andre mennesker og i den forbindelse deler rosende ord ud om andre, og selvfølgelig også om os selv.

Vi skal huske, at det er helt i orden at være glad for sig selv og selvfølgelig også være stolte af os selv.

Og husk så lige på, at mestrer du dette, så spreder du budskabet til andre i din omgangskreds.