At turde vedkende sig selv

Indgangsvinklen til disse ord er flere situationer, men for mig en erkendelse af, at de er yderst vigtige for at kunne leve.

En dag for snart 15 år siden så jeg ned på mine fødder, mens jeg gik på en skovvej. Samtidig tænkte jeg på, hvad der fik mine fødder til automatisk at tage et fremadrettet skridt ad gangen. Det på trods af et skelsættende tab, jeg havde haft få dage før.

Min samtidige erkendelse var, at livet går videre, og mine fremadrettede skridt viste vejen.

Jeg har gennem en del år mødtes med mennesker, som har mistet helt nære familiemedlemmer. Her ser jeg en vigtig rolle i at vise dem, at de på trods af tabene kan få deres liv til at fortsætte, og samtidig give dem glæde.

Da jeg ville stille et tankemæssigt spørgsmål om temaet, fornemmede jeg ordene i overskriften.

Jeg stillede et tankemæssigt spørgsmål, og omgående modtog jeg fornemmelser for svar. Begge dele skrev jeg ned på papir, mens jeg sad med lukkede øjne.

Her er de renskrevne ord:

At turde vedkende sig selv. Hvad menes med det udtryk?

At være den man er, og at acceptere de forhold, der har været indtil da, og uanset hvordan man er kommet til det sted, og uanset i hvilken tilstand man har været i.

Verden er, som den er, og det er de vilkår, man har været udsat for og med de lidelser, der har formet en.

At acceptere sig selv er at acceptere de påvirkninger, som livet har givet en.

Verden er som den er, og det giver knubs at bevæge sig gennem livet.

Det er knubsene, der former en til at være den, man er.

At acceptere knubsene er at vedkende sig det liv, man har haft.

Lettelse over at vedkende sig selv, gør livet lettere.